Løgnen om de ikke-religiøse værdineutrale rum

Den åndelige selvafvikling, tabet af bevidstheden om kristendommen som grundklangen i vort samfund går på tværs af alle politiske skillelinjer, skriver sognepræst Marie Høgh

Løgnen om de ikke-religiøse værdineutrale rum
Foto: Illustration af Søren Mosdal.

HVOR MUSLIMERNE bygger moské, bygger Radikale Venstre et ”ikke-religiøst ceremonirum”.

Et tomrum. Et rum uden noget. Et John Lennon-hvidt tomrum uden religion. Eller sådan et rum ville de bygge, men forslaget faldt ved budgetforhandlingerne i Københavns Kommune forleden – i denne omgang i hvert fald.

De Radikale havde ellers gode argumenter i ærmet – de vil nemlig altid sikre ”gode rammer, så folk kan leve som dem, de er, og føle sig rummet”, som det hed fra en radikal politiker.

Hvad snakker de om? ”Rummet” – af hvem? Det er nok ikke Vorherre, de tænker på. Det gør de mange kulturmuslimske præster heller ikke, når de overlader pladsen foran Herrens alter til en imam og finder flere veje til Gud. Muhammed eller Jesus – tja, bom, bom. Det er vel ét fedt.

Nej, det er det faktisk ikke. Når præster skammer sig så læsterligt over evangeliet, at de smugler Koranen ind ad bagdøren, lægger de selv den første sten til det religiøst neutrale ceremonirum. For hvem kan tage den kirke alvorligt? Og præster som Henning Nabe-Nielsen, der mener, at det er ”fint med et ceremonirum, hvis der skulle vise sig at være et behov”? Så uanfægtet kan en præst altså være af, at kristendommen renses ud af samfundet. Ateisterne kan ikke en- gang komme af sted med at modsige de præster.

MEN ”BEHOVET” ER det mærkelige paradoks: De, der er imod ritualer, kristne ritualer – søger dog ritualer.

Og til det formål opfører man det værdineutrale rum, der ikke findes. Et værdineutralt sted findes ikke – nej, det er ateismens myte, at mennesket kan leve som iagttager i et neutralt, hvidt rum. For hvor en religion døde, er det altid på grund af en anden religions sejr – ikke på grund af ateismens angreb, som den store tyske teolog Karl Barth har formuleret det.

Ateismen lever af det, den fornægter, men ateismen er dybest set selv en religion. Det vil forbenede ateister som Anders Stjernholm og debattøren Dennis Nørmark imidlertid ikke vide af. De forstår ikke, at religion er menneskets væsen – selve menneskets grundholdning til tilværelsen. Derfor opstår der aldrig et religiøst tomrum, eller et ikke-religiøst samfund – men en ny religion. En religion uden Gud, men med vores eget livssyn, der bliver ophøjet til noget universelt.

Ja, ”Edelt er mennesket,/ jorden er rik!”, som de synger i vores naboland, den humanistiske stormagt Norge. Troen på menneskets eget syn, på menneskets eget inderste. Troen på, at der ikke er andre dommere end mennesket selv. Derfor anser ateisterne al anden tro for en overtro – med undtagelse af islam. Det er klart.

Hvor har ateisterne deres såkaldte værdier fra? Dumpet ned fra himlen? Nej, den tror de jo ikke på – men på nogle universelle værdier, de ikke kan gøre rede for. På den måde ender også ateismen i noget mystisk – noget ubeviseligt. Alt imens ateisterne angriber kristendommen for at være en konstruktion. Det er den ikke. Men at ville skabe et John Lennon-hvidt rum uden religion – dét er en virkelig konstruktion.

Og alligevel er Dennis Nørmark, Anders Stjernholm & Co. så umådelig frelste i deres ateisme.

De påstår, at de står på et neutralt sted.

Men det er også et bekvemt sted at stå. Mange lever højt på at være kristendomsfornægtere. Som erklærede ateister eller bare religionsallergikere (læs: over for kristendom) har de en magelig position. Et uforpligtende sted at stå i den åndelige kamp for fædrelandet. Måske kan man endda som borgerlig debattør, meningsdanner eller politiker bringe sig i kridthuset hos de kulturradikale.

DET KAN HELLER IKKE komme bag på nogen, at De Radikale vil bygge ikke-religiøse, værdineutrale ceremonirum. De har brugt al deres levetid på at gøre op med al ånd. At en hel del bekvemmelighedspræster kan slække på Kristus-forkyndelsen og skamme sig over (ikke ved) evangeliet, er knap så godt. Men at den åndelige selvafvikling, tabet af bevidstheden om kristendommen som grundklangen i vort samfund går på tværs af alle politiske skillelinjer – ja, endda dybt ind i den borgerlige fløj og ud på den såkaldte højrefløj – dét er bekymrende.

Som om man kun kan tages alvorligt, hvis man er hævet over al religion. Ganske få politikere forstår, hvad religionen er i sit væsen som for eksempel De Konservatives Naser Khader. For alene med stramninger på asyl- og indvandrerområdet er kampen for fædrelandet ikke vundet.

Muslimerne bygger moskéer. Og det skal de faktisk have lov til. Det står i Grundloven. Men lige så hurtigt som, ja, hurtigere end moskéerne bliver opført, bliver kirkerne lukket af den humanistiske overtro. Hvor muslimerne bygger moskéer til Allahs ære, lægger vi sten på sten til huse – ikke til Guds ære, men til menneskets egen pris.

Det hjælper slet i den åndelige strid.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk MissionJens Ole Christensen , biskopHenrik Wigh-Poulsen , generalsekretærHelle Christiansen , ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræstMarie Høgh .