”Løkke står i et minefelt af moral, politik og jura.” Sådan udtalte Morgenavisen Jyllands-Posten forud for onsdagens samråd, hvor han på ny skulle forklare sig i sagen om de såkaldte kvotekonger. Mest energisk i kritikken af statsministeren var Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen. Han mente, at der tegnede sig et billede af, at kvotekonger havde købt sig til indflydelse på Venstres fiskeripolitik via LøkkeFonden.
En sådan beskyldning tog forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skarpt afstand fra. Han betegnede ifølge Nordjyske Stiftstidende udtalelserne som ”fuldstændig hen i vejret” og ”svineri”. Nu mener Ib Poulsen da også noget andet. Meget tyder på, at statsministeren under samrådet fik redet stormen af og afværget anklagerne om korruption og magtmisbrug. Politiken konstaterer, at der foreløbigt ikke findes klare beviser på, at statsministerens relation til kvotefiskerne har haft indflydelse på regeringens politik. Men er den hellige grav velforvaret?
Efter samrådet var Ib Poulsen bemærkelsesværdigt tilbageholdende i sine udtalelser. En politisk analyse i Politiken konstaterer: ”DF’s fiskeriordfører falder ned som et lam, efter han sprang op som en løve”. Lad os se kendsgerningerne i øjnene. Uanset hvilke taktiske magtspil, der ligger bag håndteringen af statsministerens dispositioner, er der næppe nogen politisk iagttager, der i fuldt alvor mener, at denne sag nu er ude af verden.
Lars Løkke Rasmussen synes at være underlagt en kronisk forbandelse, som udgår fra ham selv. En forbandelse, som griber forstyrrende ind i hans dømmekraft – gang på gang. Morgenavisen Jyllands-Posten konstaterer i en leder, at det næppe ”var sidste gang, statsministeren skal i samråd i denne sag. Han har desværre kun sig selv at takke for det”.
Ugens topnyhed fra kulturfronten er ansættelsen af Morten Hesseldahl som direktør for Gyldendal. Hesseldahl fratræder en anden prominent toppost i dansk kulturliv, nemlig stillingen som teaterchef på Det Kongelige Teater. Han har i lang tid befundet sig i kulturverdenens højere luftlag. Tidligere var han administrerende direktør for Dagbladet Information. Derefter ventede en stilling som kulturdirektør i DR. En af dem, der med sikkerhed ikke befinder sig i køen af gratulanter, er forfatteren Carsten Jensen.
For kort tid siden kaldte han i Information Morten Hesseldahl ”kronisk inkompetent” og ”dansk kulturlivs evige vandrepokal”. Ingen kan påstå, at karakteristikken er særlig venligt ment, og kendsgerningen er da også, at parterne har været på krigsfod helt tilbage fra 2005 på grund af Muhammed-tegningerne. Morten Hesseldahl tog i januar til genmæle i Information med ordene: ”Et liv i forhånelsens tjeneste har ikke gjort noget godt for Carsten Jensen og slet ikke for hans rørende bestræbelser på at blive taget alvorligt som intellektuel. ”
Og så kom nyheden om Morten Hesseldahls udnævnelse som forlagsdirektør. Den gjorde ifølge Information Carsten Jensen ”dybt chokeret”, og han har prompte meddelt, at han forlader Gyldendal. Det beklager Morten Hesseldahl i Politiken. Han ville gerne have fortsat med at udgive Carsten Jensens bøger. Men nej, det bliver der ikke noget af.
Meget tyder på, at fejden fortsætter indtil sidste dråbe blæk i printerpatronen. En af de mange små intifadaer på parnasset – til pikant underholdning for alle os på første parket.
I weekenden slog Caroline Wozniacki fast, at hun lige nu er den bedste kvindelige tennisspiller i verden. Det skete, da hun vandt sin første Grand Slam -titel med en finalesejr i Australian Open. Ganske vist indtog hun også i 2012 førstepladsen på verdensranglisten, men her med den sten i tennisskoen, at hun aldrig havde formået at vinde en Grand Slam.
Siden er det gået op og ned med hendes karriere. I 2016 røg hun helt ned på en 74. plads, men nu er Wozniacki tilbage og helt på toppen. Netop som de danske håndboldherrer skuffede fælt ved europamesterskaberne, fik Danmark en sportslig oprejsning, da den danske miss Sunshine fejede alt og alle af banen down under.
Reaktionen i den danske presse var da heller ikke til at tage fejl af. Politiken bragte i søndags et billede af den triumferende Caroline Wozniacki, der prydede forsiden fra top til bund. Begejstringen ville nærmest ingen ende tage i de forskellige medier: Vi danskere solede os i hendes triumf.
Tenniseksperten Anders Haahr Rasmussen slog dog koldt vand i blodet, da han i ” Deadline” på DR 2 udtalte, at Caroline Wozniacki faktisk ikke så meget betragter sig som en dansk sportsstjerne, men er mere kosmopolitisk orienteret. Det har nogle af os svært ved at affinde sig med. I Kristeligt Dagblad gælder det sognepræst Sørine Gotfredsen, som ovenikøbet kalder hende ”et gennemkoreograferet medieprodukt”.
Come on! Det samme kunne man sige om Venus Williams, Roger Federer, Bjørn Borg og utallige andre tennisstjerner, der spinder guld på deres talent, fordi de altså netop har et talent, som parret med en benhård arbejdsdisciplin har gjort dem til verdensstjerner. Og hånden på hjertet: Hvem gad se en flok glade amatører på Centre Court i Wimbledon?
Aalborg-professoren Svend Brinkmann ser sagen i et noget andet lys og udtaler på Facebook:
”Det er ikke hver dag, at nationen står bag en andengenerationsindvandrer, der repræsenterer Danmark i det store udland. Men det sker nu! Tillykke til Caroline! Tak til den øst-europæiske arbejdskraft. De kommer her og tager vores arbejde – og vinder en grand slam!!!”.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.