Til en familiesammenkomst fortalte jeg detaljeret om min debut ved en el-stander som ny Plug-in-Hybrid-bilejer. Kalenderen ville, at det foregik på en p-plads i indre København en mørk vintermorgen, og familien hørte på min fortælling om at køre tidligt hjemmefra for at have god tid ved standeren før et møde. Jeg havde læst grundigt på el-tilslutningslektien i den alt for mangesidede manual, der kapitel efter kapitel beskriver bilens alt for mange funktionsknapper, hvor jeg umiddelbart tænkte, at jeg bare skal bruge siderne med start, sluk og påfyldning af brændstof, olie og sprinklervæske.
Min fortælling fortsatte om at stå lidt for langt fra gadelygten til at kunne bruge lyset derfra til læsning af den meget lille tilslutningsinstruks på el-standeren, så mobilens lommelygte måtte til hjælp. ”Put din brik hen foran aflæseren, sæt elstikket i standeren og derefter i bilen.” Intet virkede.
En Tesla svingede ind på den næstsidste ledige plads, og jeg nærmest overfaldt ejeren, da han steg ud: ”Hvad gør jeg forkert?” Jeg iagttog hans tilslutning og konstaterede, at jeg gjorde det rigtigt. Ringede derefter til el-standerens servicenummer, der konstaterede, at standeren virkede, men de kunne ikke se min bils tilslutning. Medarbejderen nulstillede, så jeg kunne prøve forfra: ”Vent lige 5 minutter, så er den klar igen”. Men ingen ændring i resultat. Jeg blev efterhånden bekymret for tiden, og om jeg kunne gå fra en ikke-tilsluttet-bil på en el-plads, uden at den handling udløste en p-bøde, til trods at jeg var tilsluttet parkering i parkeringsappen, eller jeg ville møde et stjålet ladekabel ved min returnering til bilen.
Jeg prøvede at ringe til servicenummeret på p-automaten: ”Jeg er ikke jurist, jeg er kun ansat til at anvise dig den nærmeste stander,” sagde den unge fyr. Jeg ringede herefter til autoværkstedet, som heller ikke kunne hjælpe mig til succes ved min debut ved ladestanderen. Derefter flyttede jeg kablet over på den anden side, hvor der holdt en ikke-elbil, og den handling virkede, og jeg fik teksten ”kontakt og tilsluttet og i gang med at oplade bilen” frem på el-standerens display. Hurra, jeg klarede det.
”El-stress,” sagde min svigerdatter efter fortællingen. ”Undskyld, hvad sagde du?” ”Det hedder el-stress,” gentog hun, og siden er det virkelig gået op for mig, hvor meget disse livsudvidelser fylder i en almindelig hverdag. Timerne der er til rådighed, skal jo hænge sammen i forhold til den handling, der puttes i dem.
Og her kommer måske endnu en forklaring på, at vi, min mand og jeg, havde meget mere tid i vores familie, da børnene var små, trods at vi havde et par ugentlige arbejdstimer mere og færre hjælpemidler til husholdning og krop. Manualen til vaskemaskinen var en lille instruks i tænd og sluk, påfyldning i rigtig sæbeskål og ingen bip og båt, når maskinen var færdig. Vi havde intet teknikskab med ledninger på kryds og tværs til diverse intelligente husaktiviteter. Vi havde ikke skridttæller eller puls-ur omkring håndleddet og app til at fortælle om dagens motionsaktiviteter. Vi var bare i bevægelse i udeliv og på naturlig vis.
Vi havde ingen tanke på, at jo mere vi vil af al den teknik, des flere og længere manualer, YouTube-videokig til forståelse af det nye køb og styringsapps kræver det, samt en app for at vise et hensyn til miljøet. Blandt de mange apps, er der også en fra el-lader-firmaet, der giver mulighed for at benytte intelligent opladning, hvor bilen lader med billig strøm om natten. Til gengæld kan den ikke køre på strøm, hvis der opstår et behov for at køre igen midt på dagen, når man er kommet hjem fra en længere køretur. Solcellerne på taget kan måske klare opladningen, når altså solen skinner. Ellers er det nye, at der kan udvides med et batteri til 56.000 kroner… Men de penge skal jo tjenes først.
Elselskabet, som leverer husstandens strøm, har også en app, der viser det daglige forbrug, mulighed for at spare, og hvilken tid på døgnet elprisen er lavest. Det betyder, at flere manualer må læses, så vaskemaskinen kan startes på tid, og opvaskemaskinen startes tættest muligt på midnat, når det altså huskes. Hvis ikke, er det til frustration næste morgen, hvilket jo også fylder, hvis ikke man tager sig i agt for dette.
Min svigerdatters ”el-stress” er en meget præcis beskrivelse af den dimension, der over de sidste årtier har sneget sig ind og lagt sig oveni de fleste menneskers daglige gøren og laden. Resultatet af dette kan jeg mærke mere og mere i markarbejdet som familievejleder, hvor forældre melder om pres, manglende tid, og at det er svært, at få enderne til at nå sammen i en hverdag med mere handling indlagt, end de faktiske timer til rådighed tillader. For nogle år siden skrev jeg på vegne af børnene bogen ”Må vi så få ro!”, som beskriver alle de steder, hvor der er kommet mere pres på barndommen og mulige omlægninger til mere tid. Jeg har lidt af den ovennævnte teknikfylde med i bogen, men denne er kun taget til siden bogens udgivelse. Familielivet og børnene betaler en pris for dette, som allerede nu og endnu mere på sigt vil få en konsekvens ved mere urolige børn, flere med psykiske problemer og diagnoser til følge, fordi teknik og manual vinder meget af dagens tid, der så går fra barndommen, nærvær, fællesskab, samvær, traditioner, kultur, natur og udeliv.
Jeg kan anbefale et oprør mod dette NU. Vi behøver ikke som mennesker at fortsætte med 180 kilometer i timen med følelserne stuvet i bagagerummet for at opnå et godt liv for vores nærmeste og os selv, tværtimod. Vi kan stå af NU og kollektivt stå sammen om det. Måske til en start bare lokalt i små grupper. Vi kan bestemme os for at få dagligdagens åndehuller tilbage, så børn og voksnes hjerner har plads til den daglige restitution, der kan forhindre en nedsmeltning i hjernen på grund af blandt andet el-stress.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer og ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.