Prøv avisen
Debat

Lola Jensen fremstiller skilte danskere som latterlige og forkælede

Præmissen for Lola Jensens udsagn må være, at vi bliver skilt over ligegyldige ting, og det skal vi til at lade være med. Men den køber sognepræst Rikke Mai ikke. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Familievejleder Lola Jensen latterliggør fraskilte, når hun fremstiller dem som forkælede curling-projekter, der er så selvoptagede og dumme, at de åbenbart ikke engang kan tage sig sammen og enes om noget så ligegyldigt som en flaske opvaskemiddel, skriver sognepræst Rikke Mai

”Hjemme ved mig selv vil jeg have opvaskemidlet i skabet, hvor det ikke roder, mens min mand vil have det ved siden af vasken, fordi vi bruger det ofte. Her er vi forskellige, men det er ikke skilsmissegrund. Det er vigtigt at lære at sige 'pyt' og glæde sig over plusserne i stedet.”

Sådan fremhæves det i en artikel i Kristeligt Dagblad, at familievejleder Lola Jensen skriver i sin nye bog, som handler om skilsmisse og livet i familien efter en skilsmisse. Lola Jensen, som jeg plejer at beundre og lytte til med respekt.

Lola Jensen fremstiller hermed skilsmisseramte voksne som både latterlige og forkælede curling-projekter, der er så selvoptagede og dumme, at de åbenbart ikke engang kan tage sig sammen og enes om noget så ligegyldigt som en flaske opvaskemiddel.

Heroverfor fremhæver Lola Jensen sig selv og sin mand og deres evne til at kunne sige ”pyt”.

Den ene formår at sige ”pyt” til ,at opvaskemidlet står fremme og skaber en vis ujævnhed i den pæne overflade, mens den anden formår at sige ”pyt” til besværet med at skulle åbne skabet og tage flasken frem, for dermed at kunne bevare den rene overflade.

Godt nok er de ikke ens, men de formår alligevel at blive enige og sige ”pyt”.

De ved, at det er nødvendigt at sige ”pyt” til nogle ting.

De ved at man ikke kan få sin vilje i alle livets forhold, og derfor lever de til stadighed i lykkelig ægteskabelighed med voksne børn og også børnebørn.

Heroverfor står de skilte - dem, der altid vil have deres vilje, og som bare giver op og skrider, hvis det ikke går efter deres hoved. Og efter skilsmissen kan de jo så placere opvaskemidlet, hvor de vil - og midt i skilsmissens smerte og sorg måske finde en lille sejr heri.

Uenigheden om opvaskemidlet fremhæves i artiklen, som et billede på nogens overbærenhed og andres latterlighed. Jeg hører til de latterlige - en af de skilte, som åbenbart ikke kan tåle, hvis ikke alt er 100 procent perfekt“

Det er virkelig svært at lytte til med respekt. Kunne Lola Jensen dog ikke have udeladt lige præcis disse ord om opvaskemiddel, der enten skal stå i skabet eller på kanten af vasken?

Hun bringer diskussionen ned på et niveau, hvor ingen der er skilt, vil kunne spejle sig i hendes fortælling eller eksempel - ganske enkelt fordi eksemplet latterliggør ethvert skilsmisseramt menneske og nedvurderer ham eller hende til at gå i verdens mindste og mest selvoptagede sko: ”

Hvis du ikke går med til, at jeg sætter opvaskemiddel i skabet, så skrider jeg!”.

For mit eget vedkommende, og jeg vil tro, at jeg taler på vegne af mange andre skilte (og ikke-skilte), så havde jeg ikke engang brug for at give min mening til kende om opvaskemidlets placering - jeg ville ikke engang kunne have sagt ”pyt”, fordi jeg var ligeglad med (og til stadighed er ligeglad med), om opvaskemidlet stod det ene eller andet sted.

Og hvis det vitterligt havde været af stor betydning for mig, om opvaskemidlet havde stået det ene eller andet sted, og jeg ikke havde fået min vilje, ja, så havde jeg ikke valgt skilsmisse som udvej - så meget mere latterlig eller påståelig end Lola Jensen er hverken jeg eller andre skilte.

Et ”pyt” til placering af opvaskemiddel virker så uendeligt lille. Jeg tror, de fleste kan sige ”pyt” til det, hvis det ellers overhovedet optager dem.

Der kan være andre situationer, hvor det er umanerligt svært at sige ”pyt”, og hvor man virkelig kan vise sin storhed og generøsitet ved at sige ”pyt”, og atter andre situationer hvor det viser sig umuligt at sige ”pyt”.

Præmissen for Lola Jensens udsagn må være, at vi bliver skilt over ligegyldige ting, og det skal vi til at lade være med. Præmissen er, at vi bliver skilt, hvis alt ikke er 100 procent perfekt.

Jeg køber ikke præmissen, og jeg troede ærligt talt, at vi var ude over retorikken om, at ”det er da også aaaalt for let at blive skilt” og ”lige så snart der viser sig et bump på vejen, så skrider de unge mennesker”.

Jeg troede, vi var ude over den retorik, og det gør mig trist, at det ikke er tilfældet.

Det er ikke let at blive skilt. Så enkelt kan det siges. Det er let at sige ”pyt” til opvaskemidlets placering, men ingen kommer nogensinde med lethed til at sige ”pyt” til et forlist ægteskab. Fordi det forliste ægteskab bringer en sorg med sig, som man bærer på resten af sit liv.

Måske er det selvforskyldt, at man blev skilt, måske valgte man det selv, måske kom man ligefrem til at ønske sig skilsmissen - men det ændrer ikke ved, at det ikke er let, og det ændrer ikke ved det faktum, at ingen bliver skilt på grund af opvaskemiddel eller andre ligegyldigheder!

På samme måde som ingen kan spejle deres overbærenhed i opvaskemiddel.

Jeg synes, at skilsmisse er et vigtigt emne. Meget vigtigt endda. Især på grund af alle de børn, der lider under deres forældres skilsmisse.

Men jeg synes, vi skal nærme os emnet med respekt for de mennesker, der befinder sig midt i skilsmissens vilde virkelighed. Så i stedet for at pege fingre, skal vi måske række ud. Hvis vi kan.

Rikke Mai, sognepræst, Barrit Langgade 27, Barrit