Lola Jensen: I min optik var krammere løbet løbsk

Der er nogle, som jeg ved trænger rigtig meget til en krammer, og som jeg trænger til at trøste med en krammer. Der er andre, som jeg ikke behøver at kramme igen, skriver famlierådgiver Lola Jensen

Jeg savner nogle bestemte krammere, andre bestemt ikke, skriver Lola Jensen.
Jeg savner nogle bestemte krammere, andre bestemt ikke, skriver Lola Jensen. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Hurra, det er ikke længere er et krav at bære mundbind for at beskytte sig selv og hinanden mod covid-19. At det er slut med krav om mundbind er en lettelse, især fordi vi nu igen kan se hinandens ansigtsudtryk, hvilket har været savnet i det offentlige rum. En stor procentdel af al kommunikation ligger jo i kropssprog og mimik og hjælper til med, at afsender og modtager lettere forstår hinanden.

Perioden med mundbind har sikkert resulteret i nogle ekstra smilerynker omkring øjnene, fordi mange har strakt sig langt for at give det fra sig igennem øjnene, som hele ansigtet samlet normalt giver fra sig.

Og ja, så har det også været en periode med mange kommunikationsgentagelser, fordi det ikke var let at blive forstået i første forsøg gennem masker og skærme. Men det var vist så også alt, det medførte. Nåh ja … og så lige de få gange, mundbindet var glemt, og det derfor skulle hentes. Men samlet set blev mundbindet egentlig hurtigt en rutine. Selv børnene tog sig nærmest ikke af det, selvom frygten herfor blev pustet kraftigt op til en start. På trods af, at det er en lettelse, at vi ikke mere skal have mundbind på, føltes det også nøgent og ubeskyttet de første dage uden. Det var, som om mundbindet mindede den enkelte om vigtigheden af at overholde anvisninger om afstand og håndsprit, for hov, uden kom folk jo tæt på igen, fordi de glemte reglerne, mig selv inklusive.

Hvad har vi mon i vente, og hvordan skal vi forholde os, når vi engang i fremtiden igen får lov til at give krammere? Og hvad med håndtrykket? Kommer det tilbage, eller skal vi til at hilse i en anden form?

Jeg har under hele corona-perioden krammet alle mine allernærmeste. Min mand, mine børn og svigerbørn og børnebørn og ingen andre. Der er nogle mennesker, jeg glæder mig så meget til at give en krammer igen. Der er nogle, som jeg ved trænger rigtig meget til en krammer, og som jeg trænger til at trøste med en krammer, for det er krammere gode til. Der er andre, som jeg ikke behøver at kramme igen.

I min optik var krammere gået over gevind. Krammere var løbet løbsk. Et møde med et menneske mere end én gang udløste alt for ofte et kram allerede ved andet møde. Det var alt for hurtigt for mig, alt for meget og resulterede i alt for mange. Før corona var der også alle de akavede krammere, som jeg heller ikke savner. Dem, hvor der herskede en tvivl, under tidspres med få sekunder til at vurdere.

”Skal han have en krammer eller ej? Hvis han ikke får en krammer, føler han måske, at jeg er hende den snobbede eller fedtede? Hvis han får en krammer, tænker han måske, hvad tænker hun på, når hun giver mig en krammer, jeg er ikke på krammer med hende?”.

Resultatet af en fejlvurdering var ofte en lidt stiv, lidt kold og lidt uengageret krammekrop retur fra modtageren. Der var også alle krammemisforståelserne og også med meget kort betænkningstid: ”Krammer vedkommende med højre kind mod højre eller venstre mod venstre?”, med flere næsesammenstød til følge.

På vegne af børnene skal jeg også have med, at de før corona fik for mange unødvendige krammere. Børn behøver kun krammere fra nær, men fik alt for mange fra fjern. En kollega kunne for eksempel kramme et barn omkuld ved allerførste møde.

Jeg elsker at kramme. Jeg elsker at få krammere. Jeg savner nogle bestemte krammere, andre bestemt ikke. Jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere styr på krammene, men det kræver jo, at dem, jeg møder, har fået de samme krammetanker som mig. Vi får at se.

Håndtrykket savner jeg, fordi det gav så meget positivt fra sig i forhold til det nuværende og fuldstændig akavede og sære ”albuehej”. Håndtrykket ligger dybt i vores dannelse. Vi kender det så godt, og de fleste mennesker har lethed og tryghed ved det. Det giver en god ”vi skal møde hinanden omkring en udveksling af den ene eller anden art lige om lidt”-følelse.

Håndtrykket er så sigende. Der er de lidt for slatne, måske givet af usikkerhed, men dog givet. De alt for hårde, som efterlader fingrene lammede, blodforladte og ømme, men dog til at komme sig over. De midtimellem, som er at foretrække, fordi de lige giver det førstehåndsindtryk, der giver en god start. Ikke for meget, ikke for lidt, lige tilpas. Men uanset niveau, håndtrykket efterlader sjældent støj, men oftest kun en god begyndelse til en konstruktiv kontakt.

Så ja tak til snart at få håndtrykket tilbage med fuld tillid til, at alle passer på hinanden og sig selv ved god forhåndshygiejne.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.