Min tid er tilbage! Genbrugstiden! Jeg er krigsbarn. En tid, hvor alt genbrug var af nød. En tid, hvor alle slags kompetencer var tvunget til at blomstre. Det var en tid, hvor opfindsomhed, mod og galgenhumor var livsbenzin. Alt blev vendt og drejet og manifesterede sig i nye former. Hvidt og plettet blev farvet sort. Brugt blev til genbrugt. Der blev syet, lappet, strikket, broderet. Et fyldt badekar hver anden uge var fællesbadet for hele familien. Nok ikke sundt, men dog en fest.
Genbrug var og blev værktøjet. Og det i lang tid. For efterkrigstiden krævede også sparsommelighed. Det er først nu, hvor vi som velfærdsmennesker med stolthed kan præsentere vore ”grønne” børn og børnebørn. Resultatet af en menneskelig produktudvikling.
I vores familie var vi tre døtre, klædt ens. Jeg var midter-pigen og arvede igen og igen samme slags dress, bare stadig en størrelse større. Lidt ensformigt. Senere krøb jeg i min mors haute couture fra før krigstiden. Det var glansfuldt genbrug.
I de senere år har jeg så fejret mine børns bryllupper i kjoler fra medvirken i Dirch Passer-film, rober, som stadig indkasserer komplimenter for al den tidløse genbrug af pailletter og perler.
Hvad afholder os fra også at udskifte reservedele og reparere på de lidt anderledes fungerende mennesker – ”de handicappede”.
Perler, ja. Også i denne sommer har jeg været omgivet af perler. Revyperler! Jeg, som nu er 82 år, fik tilbudt at være med i Rødvig Revyen, et projekt, som bygger på gamle revynumre. Og jeg sagde ja, for pokker. Et dejligt genbrug. Og det i mit eget fag. For vi i teatret er store genbrugere.
Se på Grønnegårdsteatret, som lige nu kæmper for livet, men som hver evige sommer gennem 40 år har taget Holberg, Shakespeare og Molière frem igen og igen og har genbrugt disse uvurderlige klassikere og kreeret livgivende, nutidigt dannelsesteater.
Denne model findes også i revyen. Da jeg jo selv debuterede som solist som 17-årig sammen med Kjeld Petersen og Dirch Passer på Stig Lommers teatre: ABC og Aveny - ja, så lå genbruget lige til mit højre ben.
Hver aften denne sommer nød jeg at genopleve antikviteten: ”Pige, træd varsomt, for scenen er skrå”. For jeg er jo selv en antikvitet. Jeg pudsede på teksten og på mig selv i håb om at lyse teksten op, så ordene kunne stråle og løfte sig i en nyfortolkning. En tolkning, som passede til netop mit liv. Jeg blev årets revyskuespillerinde.
Som sagt, jeg er nu 82 år. Jeg har oplevet så mange succesfyldte og bæredygtige reparations- og genbrugsløsninger. Og det på mange plan, inden for alle fag, i så mange forskellige livssituationer. I dag er vi lykkeligt måbende over, hvordan forskere og lægevidenskab formår at lappe dig og mig sammen ved genbrug af hjerter, lunger, nyrer, hornhinder, hofter, knæ, silikonebryster. Ja, vi kan minsandten også få vores tarmsystem renset ved genbrug af hinandens fækalier.
På samlebånd genskaber videnskaben os til hele mennesker. Derfor undrer det mig såre, især i en tid, hvor vi efterlyser menneskeligt råstof, at så få af os har haft lyst og fantasi til at tro på, at vi også med held kan lime de mennesker sammen, som pr. skæbne enten er født med eller henad vejen har pådraget sig fejl og mangler. Hvad afholder os fra også at udskifte reservedele og reparere på de lidt anderledes fungerende mennesker – ”de handicappede”. De er jo vitterligt mennesker som os såkaldte ”normale”. De er mennesker med tanker, følelser, fantasi, ja indimellem helt fantastiske kompetencer.
Skyldes denne mangel på udviklingstilbud - og et genbrug af dette farverige mix af mennesker, stemplet som blinde, døve, åndsvage, idioter, evnesvage, udviklingshæmmede, spassere, u-underviselige, udadreagerende, voldelige, sindssyge, tosser, gøgeunger – at det først er nu, at vi har brug for yderligere mennesker i arbejde?
Jamen, venner, hellere sent end aldrig. Lad os dog gå i gang. For alle kan udvikles og gro. Ved at modtage det rette og ambitiøse tilbud kan mennesker tage kæmpeskridt fremad. Nogle måske kun få centimeter, men ALLE vil gå fremad med nyt selvværd.
Ude i fremtiden vil handicapverdenen blive en del af den menneskelige produktudvikling og billigere for samfundet. For det vil ikke kun blive de mennesker, som bærer på skaden, der bliver gjort bæredygtige og sparer os penge. Det gælder alle i de familier, som i mange år har måttet indsnævre livet for at have kræfter til at holde det skadede menneske oppe, fysisk som psykisk. Både forældre og søskende vil smide lænkerne og omsider frigøres til et ligeværdigt liv.
Tror I mig ikke? Så lad mig som eksempel fortælle den historie, jeg kender. Min egen. Jeg fødte i 1966 en normalt fungerende, ja, fremmelig søn, Tomas. Desværre blev han 10 måneder gammel erklæret vaccinationsskadet.
Efter de nylige coronavaccinationer på verdensplan, ved vi, at skader, som skyldes genetiske årsager, kan ske i få tilfælde. Neurologen, der undersøgte Tomas, spurgte mig efterfølgende:
”Er Tomas kighostevaccineret?”
”Ja, selvfølgelig,” sagde jeg.
”Så er det det,” sagde lægen:
”Tomas bliver åndssvag, opgiv ham, få et andet barn.”
Det var, hvad lægevidenskaben troede på det tidspunkt. Det kom til at betyde, at Tomas, nu 55 år, stadig bærer rundt på en sygejournal, hvor han stemples som idiot og u-underviselig. Alt sammen, fordi han for folkesundhedens skyld, pådrog sig en hjernebetændelse, som især ramte hans venstre tindingelap. Han mistede evnen til at tale. Fra det øjeblik, hvor han blev stemplet idiot, blev han af alle magtfulde instanser misdiagnosticeret, misanbragt og misbehandlet.
I dag ved vi, at jo hurtigere en neurologisk patient kommer i behandling og genoptræning, jo smukkere heler man som menneske. Sanne Salomonsen og jeg er ambassadører for Hjerneskadeforeningen. Mange vil vide, at Sanne fik en blodprop i hjernen for 14-15 år siden. Men fordi Sanne fik lynhurtig hjælp, vil ingen af os andre i dag ane, at hun har været ude for denne tragiske ulykke. Sanne er sandelig ”repareret” med mesterhånd. Havde min Tomas fået sin hjernebetændelse nu, ville også han have haft mulighed for at kæmpe sig til et genbrug.
Tomas fik et miserabelt institutionsliv. Da han var cirka 14 år, var han på vej ind i en voldelig adfærd over for personalet, udsprunget af desperation over ikke at kunne udtrykke sig og ikke blive aldersvarende talt til. Han var jo født med normale åndsevner, han forstod alt, han var vidende.
På det tidspunkt tvang jeg ham så til at lære at skrive. Efter måneders blodige slåskampe for at komme igennem til Tomas i hans psykotiske tilstand opnåede jeg til sidst at trænge ind i Tomas’ psyke. Han stoppede sin vægring, og vi begyndte at udveksle tanker.
Han har i dag et skriftsprog med mange ord, der skiller mennesket fra det dyriske, det udadreagerende. Alligevel vil genoptræningscentret Hammel ikke modtage ham til den genoptræning, Tomas aldrig modtog. Lægestanden investerer kun i senhjerneskader, ikke i en tidligt hjerneskadet som Tomas. Så nul genbrug.
Tomas er i disse år elev på den livgivende højskole Egmont i Hou, hvor mennesker med alle slags handicap mødes med normalfungerende kammerater og oplever livet. Tomas’ ambition er at blive digter. Tomas vil genbruges! Han skriver:
Jeg padler mig gennem livet i Guds fodspor. Mestrer ikke at være rolig, før jeg er i verden. Låser istiden ude. Jager mig selv mod solen. Nobelt er livet ikke. Massivt dolker jeg min idioti.
Tomas Strøbye.