Lone Simonsen: Op mod 60.000 danskere kunne være døde af corona

Danmark undgik titusinder af coronadødsfald, men vi skal forberede os på de nye udfordringer samt etiske dilemmaer, vi møder, når næste pandemi kommer, mener den bogaktuelle professor i epidemiologi Lone Simonsen

Coronadebatten har tit været præget af diskussioner, hvor der ellers kun er et rigtigt svar, mener Lone Simonsen.
Coronadebatten har tit været præget af diskussioner, hvor der ellers kun er et rigtigt svar, mener Lone Simonsen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Undtagelsestilstanden er godt og vel overstået. Coronapandemien er ved at ebbe ud, og virustruslen er ved at ændre sig til en potentiel vinterepidemi, der næppe vil føre til de meget indgribende restriktioner som nedlukninger og coronapas, vi har lært så godt at kende de seneste 25 måneder. Det er tid til at gøre status, og i Danmark er der god grund til at ånde lettet op.

Op mod 1 procent af alle danskere kunne være døde af covid-19, hvis den hurtige og dødelige Delta-variant var kommet først, og de fleste af os var blevet smittet, før vaccinen kom. Sådan lyder vurderingen fra Lone Simonsen, professor i epidemiologi og leder af forskningscenteret PandemiX ved Roskilde Universitet.

"Det er ikke bare en udregning, det er faktisk sket. I Bulgarien så vi, at 1 procent af befolkningen døde i løbet af de seneste to år, fordi der har været en dårlig epidemikontrol og en så stor vaccinemodstand, at kun omkring 30 procent af befolkningen er blevet vaccineret. Det vil svare til, at op mod 60.000 danskere var døde," siger Lone Simonsen.

Bulgarien er ikke blot et tilfældigt land, som Lone Simonsen fremhæver. Det er et EU-land med samme adgang til vacciner som Danmark, og ligesom i Danmark er den bulgarske befolkning aldrende, hvor godt og vel en fjerdedel af befolkningen er over 60 år i de to lande. Derfor er Bulgarien endt med at blive et observeret worst case-eksempel på, hvor galt det kunne være gået i Danmark, fortæller hun.

Hvorfor er det vigtigt at snakke om, at op mod 60.000 mennesker kunne være døde?

"Det er vigtigt at sige, at den her effekt ikke bare var noget, som vi kunne regne os frem til. Vi kan også se i det virkelige liv, at det var en rigtig alvorlig pandemi, som vi håndterede super godt, fordi danskerne var med på alle vores tiltag. For så kan vi bedre leve med alt det, som vi var nødt til at lide os igennem. Der var nemlig en mening med galskaben."

Debat med et rigtigt svar

Budskabet står i Lone Simonsens nye bog "Hvordan håndterer vi fremtidens pandemier?", der udkom torsdag, men det er sådan set ikke nyt. Allerede i sensommeren 2020 kunne hun på baggrund af store antistofstudier i den danske befolkning beregne, hvor mange der havde været smittede, og hvor mange der var døde af virussen. Når hun sammenholdt, hvor mange der havde været smittede og døde af corona i 2020, lød facit, at den daværende, oprindelige variant af corona kunne have forårsaget 20.000-30.000 dødsfald i Danmark.

Siden er virus muteret flere gange, og derfor er worst case-dødstallet opjusteret til 60.000, fordi dødeligheden i Delta-varianten, der spredte i Danmark i sommeren 2021, var dobbelt så høj som den oprindelige variant, der blev opdaget i Wuhan, og den spredte sig med fordoblet hastighed.

"Nogle mente dengang, at tallet på 20.000-30.000 var helt vildt, men nu har vi set, at det var realistisk nok. Det er en debat, hvor der faktisk kun er et rigtigt svar, og det er faktuelt forkert, når eksempelvis en rapport lavet af danske og amerikanske, liberale økonomer siger, at nedlukningerne i Danmark kun har reddet os fra fem dødsfald," siger Simonsen.

Hun skelner mellem to typer debatter. Ovenstående type kalder hun "2+2=4"-debatter, fordi der kun er et rigtigt svar på de spørgsmål, man diskuterer. Konsekvenserne står altså klare, men derfor kan vi godt diskutere, om vi synes, det er i orden at nedlukke et helt samfund for at undgå de konsekvenser. Eller om det er i orden at vaccinere børn, selvom de ikke selv er i risikogruppen for at blive alvorligt syge.

"Den slags diskussioner kaster jeg mig gerne ud i fra min sundhedsfaglige vinkel, for det er reelt vigtige spørgsmål uden et entydigt svar. Et eksempel er mink-debatten, hvor der fra et sundhedsperspektiv var en uberegnelig risiko for en ny dansk pandemivirus på grund af den ekstreme situation, hvor smitte kunne bevæge sig frem og tilbage mellem mennesker og dyr. Men på den anden side var der vigtige overvejelser i forhold til økonomiske tab, og at nogle vil miste deres livsprojekt. Desværre kom debatten overvejende til at handle om den politiske håndtering, og man glemte hurtigt sundhedsperspektivet om, hvordan vi skulle håndtere en sjælden risiko med uoverskuelige konsekvenser."

Set i bagklogskabens lys, er der nogen steder, hvor vi har spildt vores penge på tiltag, der ikke havde nogen effekt?

"Det er en reel debat, om det har været værd at bruge mange milliarder kroner på dagligt at teste op mod 10 procent af alle danskere. Men man skal tage den diskussion ordentligt og afveje omkostningerne mod den betydelige positive effekt som massetestning havde. Vi har på PandemiX udregnet, at smitten blev nedbragt med 25 procent på grund af massetestning. Det betød så, at vi i Danmark havde råd til at holde butikkerne åbne og sende børn i skole, uden at smitten steg." 

Så fordi vi var så effektive til at teste, kunne vi mere præcist forudse, hvad vi kunne åbne og lukke?

"Ja. Vi fik et godt overblik over, hvilke steder smitten var ved at brede sig ukontrollabelt, og derfor kunne vi eksempelvis lukke ned lokalt i et område, selvom man ikke behøvede at gøre noget andre steder. I marts 2020 vidste vi ikke, hvad vi stod overfor, og vi havde ikke engang nok tests. Derfor var vi nødt til at lukke det hele, men vi kunne gøre det mere sofistikeret med tiden."

Svære dilemmaer

At nedlukningerne gjorde ondt i mange familier, kan de fleste danskere næppe være i tvivl om. En af de hårdere konsekvenser var besøgsrestriktionerne på de danske plejehjem. Det betød, at udefrakommende ikke måtte komme på besøg. Det endte med, hvad direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm tidligere i januar kaldte "nogle meget uværdige scenarier", når et ægtepar, der havde været sammen gennem 50 år, ikke havde mulighed for at være sammen, hvis den ene var kommet på plejehjem. Men Lone Simonsen har svært ved at se, hvordan man skulle have løst problemet.

"Hvis det var mig, der boede på plejehjem, tror jeg egentlig, at jeg ville vælge at være sammen med mine kære og fejre jul med mine børnebørn. Hvis jeg så skulle ende med at få sygdommen, var det bare ærgerligt. Men jeg ved ikke, hvordan man kunne give mig den mulighed, fordi det ville betyde, at min nabo på plejehjemmet havde større risiko for at blive udsat for smitte. Inden vi fik vaccinerne var virussen simpelthen som pesten for en ældre person, fordi risikoen for at dø var på 20-30 procent, hvis man blev smittet."

Det handler basalt set, om hvad man kunne kræve, at folk skulle indordne sig efter, for at andre folk kunne føle sig mere trygge. Og det spørgsmål er gået igen i mange debatter, mener Lone Simonsen.

"Kunne man eksempelvis forlange, at en person, som sad i fængsel, blev tvunget til at blive testet ved tilbagekomsten, hvis vedkommende havde været ude og besøge sin familie? I Danmark har vi behændigt undgået tvang med hensyn til tests og vacciner, men det skabte et dilemma, fordi personen ville udsætte de andre indsatte for en øget smitterisiko."

Derfor ønsker hun, at vi i tiden inden den næste pandemi tager hul på de etiske diskussioner, så vi har forberedt os på de svære dilemmaer, når den næste pandemi kommer.

"Vi stod over for et stort etisk dilemma, da vi fandt ud af, at vi havde ét middel, der virkede mod pandemien – nemlig vaccinen. Det var lande som vores, der fik alle doserne, så vi næsten var oppe på at få vores tredje og fjerde dosis, før sårbare mennesker i lavindkomstlande havde fået adgang til en første vaccinedosis. Det var et klart etisk problem, som vi skal løse bedre næste gang. Når først det brænder på, er det svært for en nation at dele ud af, hvad man kan bruge til sin egen befolkning."

Det ville i realiteten have betydet, at vi måtte acceptere, at flere skulle dø i Danmark, så vi kunne sænke dødstrykket globalt set?

"Det er hårdt sat op, men lidt sandhed er der i det. Det er derfor, at sådan en diskussion er svær at have, når først pandemien er gået i gang. Det er bedre at lave aftaler om, hvem der køber hvad og hvornår, mens man er i fredstid. Politisk kan det være svært at give afkald på det eneste, man kan se virker. Men man kan lægge begrænsninger for virksomhederne om, at de skal sælge i bestemte kvoter, så der også er noget til de fattigere lande."