Debatten om aktiv dødshjælp er igen blusset op, efter statsministeren er holdt op med at mene, at ethvert dødsfald er en tragedie, og at man nu godt kan tale om, at man må få nogle til at tage livet af sig selv. Så nu råber både tilhængere og modstandere “en værdig død” efter hinanden – som om de havde en idé om, hvad det begreb rent faktisk betyder. Men hvad siger de døende selv? Efterspørger de en værdig død?
I mine relativt mange år som præst på Rigshospitalet har jeg mødt utallige døende mennesker, og jeg hører stort set ikke døende tale om en værdig død. Værdig død er noget, raske mennesker taler om. For måske bliver tanken om døden mere bekvem, hvis den nu er værdig?
Det er svært at have noget imod en værdig død. Det er endnu et af de mange meningsløse plusord, der siger noget indlysende – og dermed ingenting siger. For hvem ønsker en uværdig død?
De fleste af os tænker ikke særlig meget over, hvordan vi ønsker at dø, når livet bare kører derudad. Sådan skal det være. Men når vi så en sjælden gang imellem tænker over døden, tror jeg, at mange håber på, at den bliver fredfyldt, og at vi er forsonet med dem, vi elsker – som i øvrigt slår ring omkring os i en stor kærlighedscirkel.
Det bliver billedet på en værdig død – en disneyficeret død uden smerter og grimme scener med åndenød, lugt og ukendelig personlighed. Men hvis det er kriteriet for en værdig død, så bliver døden let uværdig, for kun de færreste dør glansbillede-døden. Døden er i de fleste tilfælde væmmelig – alene fordi vi bliver konfronteret med, at livet hører op.
En værdig død er ikke et koncept, du selv kan skabe for at gøre døden mere spiselig. For en værdig død handler om, hvordan andre er med dig, når du skal dø. Det er måske derfor, at døende mennesker ikke taler om en værdig død. Det gør de pårørende og efterladte derimod. De er ofte meget optagede af, hvorvidt døden blev værdig. Lad mig komme med et eksempel.
På den selvsamme dag oplevede jeg to dødsfald. På den ene stue døde en yngre kvinde. Hun sov stille ind, som vi ynder at udtrykke det. Men døden kommer sjældent ubemærket, så der flød en smule ildelugtende væske fra kvindens mund, som den omsorgsfulde sygeplejerske straks tørrede væk. På den anden stue døde en midaldrende mand en knapt så stille død. Hans sygdom generede til det sidste, og døden endte i en kamp med meget både kropslig og psykisk uro.
Hvem af de to stuer havde en værdig død? Formentlig vil mange sige den første stue.
Men faktisk var de pårørende til den unge kvinde udtalte om, at det var en meget uværdig død på grund af den lugtende væske, der flød fra hendes mund. Et billede der havde printet sig ind i deres bevidsthed, som de sagde. Den efterladte kone, derimod, sagde – til alles overraskelse – at hendes mand fik en meget værdig død, fordi han var død i hendes arme, hvilket var hans ønske.
Eksemplet her understreger selvfølgelig, at det er meget individuelt, hvad der skal til, for at døden bliver værdig. Men eksemplet viser også noget andet, nemlig at en værdig død handler om relationer – om et menneske, der tør blive ved din side, når du er døende. Et menneske, der bliver ved med at se dig som den, du er, på trods af dødens stank. Men det kræver, at det menneske tør blive hos dig i den yderste magtesløshed. Og det er dét, der er så svært, fordi det kræver, at vedkommende skal i kontakt med sin egen magtesløshed, sin egen dødelighed. Når pårørende efterspørger en værdig død, handler det typisk om, at det ubehagelige ved døden – som er ubehagelig – skal gå væk.
Men overgiver man sig til situationen og sin egen dødelighed, opstår der et helt særligt nærvær. Et nærvær, der er vanskeligt at beskrive med ord. Til gengæld kan det teologiske sprog favne det, fordi det handler om at se den anden som et menneske skabt i Guds billede, præcis som dig selv. At se ligeværdigheden i at vi har fået et liv, og at vi alle skal dø. Her opstår et fællesskab, som åbner for en mulighed på trods af afmagten. Derfor handler en reelt værdig død i modsætning til Disney-døden om, at den anden tør være sammen med dig i dette magtesløshedens rum, at vi skal dø – jeg selv måske før den, der står over for mig. Og så ses vi igen, hvis man tror på det.
Døden er ikke værdig i sig selv. Derfor taler døende ikke om en værdig død. De taler derimod om at blive rummet i al deres afmagt over at skulle dø. Det kan vi, der endnu ikke er døende, lære noget af, hvis vi ellers tør smide kontrollen over, hvordan vi kommer til at dø, fordi vi tror, at døden kan gøres lettere. Men i stedet håbe på, at der er et menneske ved vores side, der tør være med, hvordan døden end bliver. Så bliver den værdig.
Er du selv i tvivl om, hvad du skal mene om aktiv dødshjælp, så kan du blive klogere her, hvor Kristeligt Dagblad har samlet de bedste artikler om et af vor tids største etiske dilemmaer.