Da jeg gik på lærerseminariet i Skårup omkring 1980, læste de fleste lærerstuderende Martha Christensens "En fridag til fru Larsen".
I romanen beskrives fru Larsens og hendes søns møde med institutionsverdenen, herunder folkeskolen. Lærerne og folkeskolen er autoritet, som fru Larsen ikke har en jordisk chance for at komme igennem med sine synspunkter over for. Vi er mange lærere, der har lovet os selv og hinanden, at sådan vil vi aldrig møde vores elever og deres forældre. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at læreren ikke skal være en autoritet, men læreren og skolen må aldrig blive autoritær, som det er tilfældet i en "Fridag til fru Larsen".
Som folkeskolelærere besidder vi en autoritet. Vi har en myndighed og magt til at beslutte, hvordan vi i forhold til vores elever vil leve op til de målsætninger, der er fastlagt i folkeskoleloven og i de enkelte fags mål. Påtager vi os ikke den myndighed og magt – den autoritet – lever vi ikke op til den opgave og det store ansvar, vi har i forhold til at forberede den kommende generation til at blive aktive medborgere i det danske samfund og i den globaliserede verden, som vi er en del af.
Undervisningstraditionen i folkeskolen bygger på, at læreren alene og i samarbejde med sine kollegaer påtager sig ansvaret for elevernes undervisning. Det kommer blandt andet til udtryk i den såkaldte metodefrihed og friheden til valg af emner og materialer. Med friheden følger ansvaret. Når læreren har frihed til at vælge metoder og materialer, har læreren samtidig ansvaret for at vælge de metoder og materialer, som læreren mener, er de bedste over for den pågældende elevgruppe. Og læreren må naturligvis kunne begrunde og forklare sit valg over for elever og forældre.
Når der i folkeskoleloven stilles krav til lærernes uddannelse skyldes det, at samfundet ønsker at sikre sig, at de lærere, der udstyres med denne autoritet, også har den nødvendige uddannelsesmæssige baggrund for at kunne påtage sig ansvaret.
Mange giver udtryk for, at lærernes autoritet er blevet svækket i de seneste år. Forældre, elever, politikere, medier – ja alle – stiller spørgsmålstegn ved folkeskolens og den enkelte lærers indsats. Det, at der stilles spørgsmål, er imidlertid ikke i sig selv en svækkelse af lærerens autoritet. Det giver os mulighed for som professionelle at give svar og forklare os og dermed i realiteten mulighed for at styrke vores autoritet. Problemet opstår, når der ikke stilles spørgsmål, men i stedet formuleres konklusioner, der praktisk talt ikke står til debat.
Folkeskolen udruster eleverne med alt for dårlige faglige kundskaber. Det er ikke et spørgsmål, men en konklusion. Konklusionen bygger ikke mindst på resultaterne i de såkaldte Pisa-undersøgelser, der blev gennemført i henholdsvis 2000 og 2003. I stedet for at drage en uigenkaldelig konklusion, burde vi imidlertid have brugt undersøgelserne til at formulere spørgsmålet: Udruster folkeskolen eleverne med for dårlige faglige kundskaber?
Hvad er det, de danske elever ikke kan i naturfagene i forhold til eleverne i andre lande? Er det relevant i forhold til de danske mål for de pågældende fag? Hvordan kan det være, at pigerne klarer sig dårligere i matematik end drengene i de internationale undersøgelser, når pigerne generelt klarer sig bedre end drengene i det danske uddannelsessystem? Disse og andre relevante spørgsmål får vi ikke mulighed for at forholde os til professionelt. For det første er konklusionen som nævnt allerede draget, og for det andet aner vi ikke, hvad det er, eleverne er blevet prøvet i, da spørgsmålene ikke må offentliggøres. Kun en meget snæver kreds af ansvarlige for undersøgelserne kender opgaverne. På den måde er der en alvorlig risiko for, at skolen og dermed lærerne mister autoritet.
Problemet forstærkes, når politikerne bruger undersøgelserne som argument for ændringer, der vil begrænse lærerens frihed og ansvar og dermed yderligere svække lærerens autoritet. En central styring af skolen gennem obligatoriske læseplaner blandt andet i form af kanoner og centrale obligatoriske test gennem hele skoleforløbet er bekymrende eksempler på denne udvikling. Der er ingen tvivl om, at eleverne nok skal blive gode til de spørgsmål, som læreren ved, eleverne vil blive testet i, men hvad med alt det andet, som eleverne skal lære? Vil fysik/kemilæreren fortsat bruge tid på et spændende projekt om ernæring, hvis det ikke indgår i den obligatoriske test? Vil lærerne kunne leve op til folkeskolelovens krav om undervisningsdifferentiering, når alle elever nu skal testes i det samme?
Vi nærmer os en situation, hvor læreren ikke længere skal kunne begrunde sit valg af metoder og materialer, men blot kan henvise til, eleverne klarer sig fornuftigt i de obligatoriske test. Det er muligvis meget lettere for læreren, men er det den skole, vi ønsker i Danmark? Er det den skole, der udvikler den kommende generation til dygtige, kreative, samarbejdende og selvstændige mennesker, der kan sikre, at såvel de selv som det danske samfund kan få positivt udbytte af globaliseringens muligheder?
Naturligvis er det ikke sådan en skole, vi ønsker os – vi skal i den modsatte retning. Vi skal på alle måder understøtte lærerens ansvar for undervisningen og dermed lærerens autoritet. Skolens ledelse skal have mulighed for i langt højere grad at koncentrere sig om at understøtte kvaliteten af lærernes undervisning i stedet for at løse administrative opgaver. Lærerne skal have kvalificerede materialer at vælge imellem. Test skal være et redskab, som lærerne kan bruge i forhold til den undervisning, de har tilrettelagt i stedet for at tilrettelægge undervisningen i forhold til centralt fastsatte test. Lærerne skal have et højt uddannelsesniveau såvel fagligt som pædagogisk og have mulighed for løbende efteruddannelse. På den måde vil vi styrke folkeskolens undervisning. Lærerne vil fremstå som en autoritet, og vi vil mindske risikoen for, at skolen opleves som autoritær.
Anders Bondo Christensen er formand for Danmarks Lærerforening