Først var der historien om P3-programmet på DR, hvor nogle grove vittigheder blev sagt for åben mikrofon, hvilket fik en sort kvinde til at reagere forarget. Og DR beklagede pligtskyldigt.
Få dage efter fandt en person på at melde en caféejer til politiet for racisme, fordi han afbilleder en tegnet karikatur af en sort fyr med et spyd i hånden på sin forretnings logo. Forhåbentlig vælger politiet at bruge tid på en del andre sager før denne.
Krænkelsen er vor tids store identitetsskabende kraft, og der går knap en dag uden endnu en diskussion om fænomenet. Således også på DR 2 lørdag aften, hvor man i ”Deadline” besluttede at tage endnu en runde angående det, man kan blive fornærmet over. Her drejede det sig om den stakkels krop – især den kvindelige – der udgør et meget dominerende tema i dag.
Vi står midt i et kaos af individtænkning og kropsfiksering, der er så stort, at end ikke Søren Kierkegaard kunne have forudset omfanget af det, og debatten denne aften afslørede, hvordan samtaler om krænkelse kan havne i en vis absurditet. Dog var der også fornuft på spil.
Journalist Ida Rud vil gøre op med det perfekte kvindelige kropsideal, og det er en god idé. Hun har ret i, at mange kvinder er nærmest desperate ved tanken om at tage et par kilo på og fremstå som svage og mislykkede, og hele den intense optagethed af krop, seksualitet og jeg-følelse bør i dén grad nedtones.
Det er heller ikke i orden, at der bliver råbt efter Ida Rud på gaden, fordi hun er en frodig kvinde, men spørgsmålet er, om løsningen findes i den evigt krænkede og klagende attitude, der i disse år breder sig. Eller om denne i stedet forstærker mængden af grove bemærkninger, fordi der går sport i at trodse dem, der vil styre sproget.
Idrætsprofessor Hans Bonde sagde denne aften flest kloge ting. For eksempel at nogle kvinder vil have gevinsten både ved at være smukke og ved at være krænkede, når deres udseende bringes i centrum. Hertil bemærkede den filosofiuddannede Tone Frank Dandanell, at en kvinde ikke bør vurderes på sin skønhed, og fra dette punkt begyndte stemningen af absurditet at brede sig. For man må jo spørge, om mange kvinder ikke netop gør alt for at blive smukke, og er det mon med det formål, at det ikke må bemærkes?
Store dele af krænkelsesretorikken taler i dag mod naturens orden, mod kønsforskelle og i virkeligheden også mod individets selvstændige valg, fordi alt bliver proppet ind i kategorien ”strukturelle problemer”.
Hans Bonde kæmpede således en smuk kamp for at genindsætte den enkelte i en værdig position, hvor man for eksempel har friheden til at trække på skuldrene, hvis nogen siger noget uforskammet til én. Fremfor at lade den ubehøvlede få en hovedrolle i sit liv. Det lykkedes faktisk Hans Bonde at lukke en del af luften ud af tidens ulidelige krænkelsesballon, hvilket især stod klart, da Tone Frank Dandanell smed sin sidste og noget forkølede trumf: ”Men er du ikke bare krænket over de krænkede?”
Så stopper vi.
Sørine Gotfredsen er præst og forfatter