Luk dig op!

12. søndag efter trinitatis

Markusevangeliet 7,31-37

Evangeliet om den døve og stumme mand, der bliver helbredt for sin døvhed og får talens brug igen, kan læses eller høres på flere måder. Nogle af dem, der overværede helbredelsen, opfattede den som et eksempel på Jesu særlige evner, mens andre så den i sammenhæng med profeten Esajas’ ord om den frelser, der skulle komme fra Gud og helbrede de blinde og døve og stumme, så de igen kunne ”bryde ud i jubel”, som der står. For de sidste var begivenheden derfor et afgørende tegn på, at Jesus var den frelser, Gud havde lovet at sende til sit folk, og de flokkedes begejstrede om ham.

Selv læser jeg beretningen lidt mere bogstaveligt. Det skyldes måske, at jeg havde en farmor, der var næsten totalt døv. Hun var kun omkring 40 år, da hun i 1918 blevet smittet med den spanske syge. Hun overlevede, men da hun kom sig, havde hun mistet hørelsen på begge ører og kunne ikke siden tage del i en almindelig samtale.

Al kommunikation foregik ved, at man råbte korte sætninger ind i hendes hørerør, der var stort og blankt som det, vi kender fra tante Møhge i ”Matador”. Jeg ser hende stadig for mig, som hun kunne sidde midt i familien med sin sorte hat på hovedet, tavs og isoleret, og kigge ud i luften.

Selvom jeg kun var et barn, er jeg i dag ked af, at jeg ikke havde mere tålmodighed til alligevel at snakke med hende og lytte til hendes stemme, der blev mere og mere svag og sprukken af ikke at blive brugt. Ligesom stemmen på den døve mand i evangeliet, der ”havde svært ved at tale”.

Søndagens evangelium åbner derfor for et større perspektiv og er ikke kun et tegn på, at Jesus var den frelser, man ventede på. Det handler om frihed. Da Jesus helbredte den døve og stumme mand, blev han sat fri til at være del af et levende fællesskab, hvor han blev hørt og kunne komme til orde med sin mening og sine ønsker.

Historien fortæller derfor indirekte, hvordan fællesskabet skal være mellem os, der kalder os kristne. Det skal være et sted, hvor ikke kun de højtråbende bliver hørt, men hvor vi respektfuldt bøjer os ned til dem, der har svært ved at udtrykke deres mening eller behov, og lytter opmærksomt.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.