Hvilken rolle skal kirkerne spille i EU? Det spørgsmål blev stillet på en konference arrangeret af Det mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd i slutningen af januar.
Dansk Folkepartis svar kom i en pressemeddelelse den 5. februar med overskriften "Folkekirken har intet at gøre i EU". Partiets europaordfører, Morten Messerschmidt, begrunder det således: "Den danske folkekirke skal, baseret som den er på lutheransk kristendom, ikke forfalde til at blande sig i praktiske politiske anliggender."
Der ligger et næsten fundamentalistisk dogme til grund for Messerschmidts udtalelse – et dogme, han deler med mange debattører i den kirkelige debat – nemlig dogmet om, at religion og politik skal holdes adskilt. Dette dogme begrundes som regel med henvisning til Luther og hans såkaldte "toregimentelære". Men en sådan henvisning er teologisk set forkert. Toregimentelæren er et moderne begreb, der blev til omkring 1930, og Luther selv adskilte aldeles ikke religion og politik! For ham var der intet område af tilværelsen, som ikke hørte Gud til, og hvor evangeliet ikke havde betydning. Han var snarere interesseret i at få orden på nogle magtforhold, der var blevet fordrejede.
Dels forsøgte staten at bestemme over kirken og folks tro, og dels var kirken alt for optaget af ejendom, penge og indflydelse. Luther selv talte gang på gang magten midt imod. Han skældte fyrsterne ud og revsede kejseren. Vil man henvise til Lu-thers teologi, må man der-for frem med et meget mere nuanceret synspunkt end blot, at religion og politik skal adskilles.
Men hvad så med argumentet, at den "danske model" – hvor kirken reelt er styret af staten – er særligt genuint luthersk? Dette argument modsiges af situationen i Sverige, Norge og Tyskland. De kalder sig også lutherske, men her er der bestemt ikke tale om, at kirken lader sig styre af staten og ikke må blande sig i politiske spørgsmål. Snarere tvært-imod. Og vi vil vel ikke fraskrive dem deres lutherdom.
Vi må i stedet erkende, at det danske syn på religion og politik (og den danske stat-kirke-ordning) er en udvikling, der har specifikke historiske årsager, og ikke en udvikling, der udtrykker den eneste sande form for lutherdom. Så lad os droppe dogmet om, at religion og politik ikke må blandes og vende tilbage til indholdet i diskussionen: Hvilken rolle kan og skal kirkerne spille i EU? Det er en vanskelig diskussion, for der er afgjort både positive og negative sider ved de religiøse stemmer, der i øjeblikket gør sig gældende rundt i Europa.
Men faktum er, at disse stemmer findes – og tilmed bliver hørt i EU. Den danske folkekirke kan godt holde sig ude af den diskussion, men så er der nogle andre, der taler i stedet. Ikke mindst en stærk katolsk kirke, der til tider kan være uhyre reaktionær, som for eksempel i spørgsmål vedrørende homoseksuelle og prævention. Her fortjener diskussionen en moderat, luthersk stemme, der forsvarer det oplyste menneskes ret til selv at tage ansvar for sit liv.
Det ville være mit argument for, at den danske folkekirke skulle træde ind i den internationale debat, og det argument er jeg selvfølgelig villig til at diskutere, så længe diskussionen ikke lukkes på forhånd med den gamle traver om, at vi i Danmark ikke blander religion og politik.
Ida Auken,
teolog og forlagsredaktør,
Bragesgade 2, 3. th.,
København N