Man ser undertiden kristendommen fremhævet som et frihedsbudskab i modsætning til jødedom og islam, der så til gengæld betegnes som lovreligioner.
Nu er det langtfra sikkert, at en jøde vil finde sin religion dækkende beskrevet som lovreligion, ligesom en muslim måske vil fremhæve Guds ufattelige nåde og barmhjertighed som det store budskab, der ånder igennem Koranen fra første til sidste kapitel. Vi vil derfor i det følgende ikke befatte os med anden religion end vores egen, den, som vi er vokset op med, den evangelisk-lutherske tro, som folkekirken er sat til at værne om.
Skal Guds vilje overhovedet ikke prædikes? Fører en sådan prædiken kun til blot og bar selvretfærdighed?
LÆS OGSÅ: Den evangeliske frihed før og nu
I sin store katekismus begrunder Luther, hvorfor både børn og voksne skal lære det, der står i den lille. Og det allerførste, han tager fat på, er De Ti Bud. De skal indprentes. Man skal have dem for øje altid. De bliver aldrig et overstået stadium. Mennesket, også det troende menneske, er dagligt under djævelens magt.
Luther er på ingen måde beklemt ved at tale om et kristenmenneskes gode gerninger. De skal ikke gøres, for at man skal skaffe sig retfærdighed hos Gud, men slet og ret fordi, sådan vil Gud have det. Men det skal netop være de gerninger, Gud kræver, og ikke disse selvopfundne hellige gerninger, som pavekirken har lagt vægt på såsom munkevæsen, cølibat og pilgrimsrejser. Et barn kan glæde sig over, at det i sin lydighed mod forældrene øver gode gerninger, som Gud elsker. En fattig tjenestepige bør springe af glæde og love og takke Gud, fordi hun ved ærligt arbejde, for hvilket hun jo også får kost og løn, kan erhverve sig en skat hos Gud.
Luther er så at sige rede til at konkurrere med pavekirken på gode gerninger, og han er sikker på at vinde, for pavekirkens gerninger er ikke befalet af Gud.
Som vi har set, er der slet ingen tvivl om, at Luther vil have Guds lov prædiket. Han kan endda i sin efterfølgende behandling af troen betegne denne som tjenende til, at vi kan gøre det, som vi efter De Ti Bud skal gøre.
Fører den prædiken til gerningsretfærdighed? Det kunne nok lyde i den retning, når Luther triumferende udfordrer sin modpart til en konkurrence på gode gerninger. Men det er jo kun tilsyneladende, for Luther glemmer aldrig, at et menneske ikke kan gøre en døjt for at blive fortjent hos Gud. Lydigheden må altid være båret af taknemmeligheden over at have fået lov til at tjene Gud.
Man må føle sig klogere end Luther, hvis man mener sig i stand til at frigøre det kristne budskab fra lovens krav.
Kan det tænkes, at den ensidige hævdelse af kristendommen som et frihedsbudskab skal bane vej for en from uforpligtethed, hvor man smyger sig uden om gudgivne, medmenneskelige forpligtelser?
Johannes Lind, pastor emeritus, Spurvevænget 41, Esbjerg V