SOGNEPRÆST KRISTIAN ØSTERGAARD langer i sin fredagsklumme den 9. oktober ud efter biskop Marianne Christiansens prædiken ved gudstjenesten i forbindelse med Folketingets åbning.
Hun ”polemiserede mod de indvandrerskeptiske politikere,” skriver Østergaard. Må man spørge: Hvor? Eller er det polemisk at minde sine tilhørere (og sig selv) om det lutherske menneskesyn, at vi på samme tid er syndere og retfærdige, kaldet til et liv i kærlighed? Ja, det er åbenbart efter Østergaards mening utilbørligt, når dette kald til kærlighed udstrækkes til at gælde ethvert menneske, ”på det nære som på det store plan”.
Christiansen sagde videre, at ”for Luther er både det verdslige og det åndelige regimente under den samme Gud, som er Gud for alle, og i begge regimenter lever vi i kaldet til kærlighed”. På den baggrund opmuntrede hun politikerne til ”ikke at være bange, men huske den praktiske og realistiske kærlighed, der er vejlederen i jeres liv”. Det bliver i Østergaards gengivelse til et ”diktat om, at næstekærlighedsbuddet skal være ledestjerne i det politiske arbejde”.
Østergaard skyder afsluttende Christiansens formulering af Luthers toregimentelære ned med et løsrevet citat fra Luthers skrift om den verdslige øvrighed og hævder spydigt, at Christiansen trænger til at få repeteret sin viden om den lutherske toregimentelære.
Men hvem er det, der trænger til en opdatering?
Det citat, Østergaard bringer, står helt i begyndelsen af Luthers skrift. Her beskæftiger Luther sig med selve den verdslige øvrighed. Den har han ikke høje tanker om, men han anerkender dens nødvendighed i Guds opretholdelse af verden, for lov og orden er bedre end kaos.
Under begrebet verdslig øvrighed, givet og indsat af Gud, kunne Luther sikkert have regnet tyranner som Saddam Hussein og Bashar al-Assad, og blodige erfaringer må vel nødtvungent give ham ret? Men i sidste tredjedel af skriftet taler Luther om den verdslige fyrste, der vil være kristen. Og her har Luther unægtelig andet og mere at sige. Her skal kærlighedsbuddet eller den gyldne regel være ledesnor for øvrighedens virke.
Der er ikke tale om, at den kristne fyrste skal lægge sværdet fra sig og give sig til at herske ved evangeliet. Men han skal i alt, hvad han gør, lade sig lede af kærligheden og bruge sin fornuft til at handle sådan, som han ønsker, andre skal handle over for ham.
De politikere, der gik i kirke som indledning til et nyt folketingsår, har vel gjort det, fordi de ønskede et Guds ord med på vejen i deres politiske arbejde. De har - om jeg så må sige - villet være ”kristne fyrster”. Dermed har de givet sig ind under den vejledning, som Luther gav i sit øvrighedsskrift, og som Marianne Christiansen helt i Luthers ånd formulerede sig om i sin prædiken.
Modigt har Marianne Christiansen talt om, at kærlighed og godhed hører hjemme i denne verden. Konkrete løsninger har hun ikke givet endsige dikteret i sin prædiken. Dem må vi i politik diskutere os frem til, samtidig med at vi ”trækker Gud i ærmet og beder om indsigt til at regere vist,” som Luther siger. Kun ét synspunkt kan siges at være udelukket: at den syriske flygtning eller noget andet menneske, som det står i min magt at hjælpe, ikke skulle være min næste.
Lad os bruge det kommende reformationsjubilæum til sammen at læse Luther (Østergaard kunne starte med at få læst hans øvrighedsskrift færdigt). Og så ikke mindst diskutere, med hvilken ret vi mener at kunne hævde Luthers synspunkter i dag, 500 år senere.
Martin Wemmelund, sognepræst, Strandvej 97, Svendborg