Jacob Munks indlæg i Kristeligt Dagblad den 4. april om, hvorfor han er, hvad han selv kalder ”evangelisk katolik”, kalder på nogle kommentarer. Dels til, hvordan det katolske element blev udfordret af Luthers protestantisme, dels til, hvilke konsekvenser protestantismen fik for netop det, Jacob Munk efterlyser i dagens religiøse virkelighed.
Jacob Munk beklager sig over den atomisering af kristendommen, der som en af sine konsekvenser har medført, at kristendommen i dag er splittet op i katolikker, protestanter, baptister, adventister – for bare at nævne nogle af de mange kirkesamfund, der eksisterer side om side rundt om i verden. Samtidig mener han, at ingen havde brudt sig så lidt om dette scenarie som Luther selv.
Personligt tror jeg heller ikke, at Luther ønskede denne splittelse af den kristne kirke. Spørgsmålet er dog, om ikke det i virkeligheden var ham selv, der lagde grunden til denne atomisering af kristenheden. Hans mantra om sola scriptura, altså Bibelen alene, tog netop afstand fra den kirkelige tradition, som op gennem kristendommens historie havde udviklet sig, hvor romerkirkens fortolkning af den kristne dogmatik var den gældende.
Luthers opgør med den gejstlige institution med paven som den, der havde det sidste ord, legitimerede således i princippet, at ingen havde mere autoritet end andre til at udlægge de hellige skrifter, hvorfor det stod enhver frit for at uddrage sin egen fortolkning af disse.
Dette medførte, at der inden for de reformatoriske kredse efter Reformationen relativt hurtigt opstod uenighed omkring fortolkningen af kristentroen.
Et kendt eksempel er uenighederne omkring nadverlæren, hvor calvinisterne betragtede nadveren som et rent mindemåltid, mens Luthers tilhængere mere var i tråd med den katolske opfattelse, hvor Jesus er til stede i brødet og vinen.
Den blivende konsekvens op gennem historien af Luthers dogmatik angående placering af den institutionelle kirkelige autoritet er splittelsen af den kristne kirke i mange forskellige varianter her 500 år efter, at fortolkningen af Bibelen med tilhørende dogmatiske konsekvenser blev givet fri til enhver.
Jacob Munk efterlyser indførelsen af ”det katolske” i dagens kirkelighed. Ikke mindst for at imødegå, hvad han opfatter som upassende føleri i forhold til at definere den sande kristendom. Problemet er bare: Hvem skal så definere det katolske begreb, når der nu er så mange udlægninger af, hvad sand kristendom er?
Det grundlæggende problem for de protestantiske kirker er her – og har været det lige siden Luthers dage – at der her i realiteten ikke findes nogen, der har reel autoritet til at definere dette kristne sandhedsbegreb.
Jacob Munk anfører her, at ”kirken har fået nøglemagten”. Hvis man tager Bibelen for pålydende, gælder denne overdragelse af nøglemagten udelukkende apostlen Peter, hvem Jesus betror denne fuldmagt, samt at Peter – som netop betyder klippe – har denne fuldmagt betroet lige til tidernes ende. Det er Jesu ord til Peter, som paveembedet stadig bygger på den dag i dag.
Jeg er enig med Jacob Munk, når han anfører, at Luther ikke så sig selv som stifter af en ny kristen trosretning, men fortsat på mange måder opfattede sig selv som katolsk i sin tankegang. Problemet er, at han hverken kunne gennemskue eller styre konsekvenserne af sit opgør med den katolske middelalderkirkes 1500-årige tradition på den måde, han gjorde det. Men hans tilsidesættelse af de kirkelige traditioner kan spores helt op til nutidens Danmark.
Bendt Fabricius er organist ved Farum Kirke.