"Da de kom til Bethlehem, gik det dem meget værre, for dér var alle herberger fyldte. Alle kunne få herberg, undtagen Josef og Maria, for de drog ind som fattige tiggere. Alle gemakker var fyldte, alle havde nok at spise og drikke, men de måtte ty til stalden, og det er et skændigt herberge."
Sådan gengiver Martin Luther i en juleprædiken fra 1530 den passage, der har afstedkommet en så voldsom debat herhjemme.
Som det ses, lægger Luther vægt på kontrasten mellem de velbjergede og den fattige familie. Der er ingen tvivl om, at han tolker den manglende herbergsplads som en afvisning. Det hænger sammen med, at han hører denne del af juleevangeliet ud fra sin tanke om "det salige bytte".
Evangeliet handler om, at Guds egen søn bytter plads med mig ringe syndige menneske.
Han gør sig ringe og skænker mig sin rigdom. Det er en begivenhed, som bør give anledning til den største glæde. Og den glæde sætter en kristen i stand til at bytte plads med sin næste, det vil sige se hans nød og bruge sine evner til at afhjælpe den. Denne del af byttet – næstekærligheden – omtaler Luther ikke i den pågældende prædiken. Men den hører uløseligt med til kernen i en luthersk kristendomsforståelse.
Derfor er det genuint luthersk at inddrage næstekærligheden i forkyndelsen af juleglæden.
Luther selv havde ingen problemer med at påpege næstekærlighedens politiske skikkelser. Og netop ud fra det salige bytte er det overordentlig nærliggende at bruge udelukkelsen fra herberget metaforisk i en påmindelse om, hvor grænsen for politisk anstændighed går i et luthersk land.
Ole Jensens indlæg den 24. januar viser, at vi er uenige om mindst to ting. 1) Jensen opfatter sætningen "Der er stadig ikke plads i herberget" som overskrift på et politisk program, der går ud på, at der kan blive plads til alle flygtninge og indvandrere, "hvis vi bare gør noget ved det". Jeg tolker den og pressemeddelelsen som en kritik af konkrete tilfælde af udvisning og af en generel kynisk mentalitet i samfundet.
2) Jeg går ud fra Luthers forståelse af sammenhængen mellem næstekærlighed og politik. Ole Jensen støtter sig derimod uden forbehold til Løgstrup.
Som Ole Jensen udmærket ved, er jeg kommet til det resultat, at vores fælles lærer tog fejl på dette punkt. Vi kan ikke nøjes med at kalde den kristne næstekærlighed en "uopfyldelig fordring" eller en "suveræn livsytring".
Det har jeg blandt andet gjort rede for i mit bidrag til en bog fra 1997: "Kamp må der til. Festskrift til Ole Jensen". Måske skulle Ole Jensen forholde sig til dette grundlæggende spørgsmål i stedet for at tilslutte sig det disharmoniske råbekor mod tre præstekolleger.
Svend Andersen,
professor, dr.theol. og hjælpepræst,
Bystævnet 16,
Lystrup