Luther med forbehold

Tre ting som svar til Christian Nicholas Eversbuschs kommentar den 21. juli. 1. Det er rigtigt, at Luther i sit sendebrev om at oversætte skriver, som anført af Eversbusch: »Papist og æsel er samme ting, jeg vil det således, jeg befaler det således, her hersker vilje og ikke fornuft«, som svar på papisternes indvending mod hans oversættelse af Rom. 3,28: »For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger«. Men mere relevant er det vel egentlig, at han bare tre sider længere fremme forklarer sig: Han har villet oversætte til godt tysk. Man kan ikke oversætte til tysk bare ved at tage den latinske sætning ord for ord. Man må lytte til det tyske sprog, som det tales på markedspladser og mellem børn og kvinder for at nå frem til en god oversættelse. 2. Så berører Eversbusch et spørgsmål, som optager mange og har været meget fremme i debatten, nemlig dette: »Hvordan kan Gud være en kærlig Gud, når han lader mennesker dømme til helvede på dommedag?« Det får hos ham mere smag af prædestinationslæren, men det er i grunden den samme problematik, der er tale om. Hvad der kan undre lidt er, at dette fremføres som en speciel problematik hos Luther. Det er dog, vil jeg mene, en problematik, som rejser sig af Det Nye Testamente selv. Hvordan kan Jesus på én gang hævde, at Gud lader sin sol gå op over både onde og gode, og i lignelsen om de ti brudejomfruer sige til dem, der kom for sent: »Sandelig siger jeg jer: Jeg kender jer ikke«? Eller, hvis vi skal tale i prædestinationslærens sprog: Hvordan kan han både hævde, at der er tale om dom efter gerninger (Johs. 5,28f), og at det er ordet, der dømmer: »Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.« (Johs. 12,48). Jeg vil mene, at problemet opstår af, at vi uvilkårligt tænker over Gud i egenskabskategorier. Det gør f.eks. Erasmus, når han hævder om Gud, at han af natur er overstrømmende nådig (Diatriben 1 a 8). Og det gør vi, når vi mener, at dette eller hint strider mod Guds kærlighed. Kærligheden bliver her ikke forstået som en kraft i et personforhold mellem Gud og mig, men som en egenskab ved Gud, ud fra hvilken jeg kan forudberegne hans handlemåde. Hvis vi derimod hele tiden har forholdet til Gud for øje, så bliver spørgsmålet ikke, hvordan vi kan få begrebet »Gud« med de og de egenskaber passet ind i vor verdensanskuelse, men hvordan mit forhold til ham bliver genetableret. Og så kommer hans ord og min tro derpå ind i billedet. Og ligesom i vore dagligdags personforhold, hvor ordet skæbnesvangert kan fremkalde mistro og ikke tro, sådan kan i vort forhold til Gud hans ord på uforståelig og uigennemskuelig måde fremkalde forøget forhærdelse i stedet for omvendelse. Vil man udbygge disse tanker til en fasttømret prædestinationslære, er man efter min mening på afveje. Og jeg skal ikke nægte, at Luther, så vidt jeg kan se, i »Om den trælbundne vilje« går for langt i retning af det fasttømrede. Erasmus, derimod, synes ikke helt at have forstået den nytestamentlige problematiks omfang. (Se eventuelt min webside: www.martinluther.dk). 3. Endelig spørger Eversbusch mig, om jeg vil være modig nok til at undsige kirkens lutherske totalsyndighedslære. Svar: Det kræver såmænd ikke noget særligt mod, al den stund vel sådan cirka 99,99 procent af mine kolleger, for nu ikke at sige for meget, undsiger denne lære, som den udtrykkes i Den Augsburgske Bekendelse, artikel 2, hvor det blandt andet hedder: »Ligeledes lærer de, at alle mennesker som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd«. Jeg tror ikke, at nogen i dag vil hævde, at mennesker fødes som syndere. Problemet er, at mange lutherske teologer føler sig forpligtet til at lave en alternativ totalsyndighedslære, som er lige så skrap som Luthers. Hvilket er ret overflødigt, hvis man har ovennævnte forholdstænkning for øje. Ricardt Riis er sognepræst i Horsens Ò Hvis vi derimod hele tiden har forholdet til Gud for øje, så bliver spørgsmålet ikke, hvordan vi kan få begrebet »Gud« med de og de egenskaber passet ind i vor verdensanskuelse, men hvordan mit forhold til ham bliver genetableret. Ó