Søren Krarup: Den moderne snak om reformatorens antisemitisme er vrøvl

Den moderne anklage mod Luther for antisemitisme er en misforståelse, der beror på manglende historisk viden, mener Søren Krarup

Litografi baseret på maleri af Friedrich W. Wehle/SciencePhotoLibrary/Scanpix.
Litografi baseret på maleri af Friedrich W. Wehle/SciencePhotoLibrary/Scanpix.

DET KOMMER IKKE BAG PÅ MIG, at Svend Aage Nielsen ikke forstår Tidehvervs mening med at udgive Luthers skrift om jøderne og muslimerne (Kristeligt Dagblad den 19. januar). Han foretrækker som bekendt John F. Kennedy frem for Martin Luther. Men af hensyn til sagesløse læsere tillader jeg mig at citere et stykke af min bog ”Kristendom og danskhed” fra 2000:

”Vi befinder os her (angående begrebet religionsfrihed) på et område, hvor en såkaldt offentlige mening i landet er meget naiv og meget overfladisk, fordi den tror, at man kan tale om neutralitet, når man taler om religion, dér hvor det mest er alvor, fordi det drejer sig om min sjæls frelse, og i denne forbindelse får jeg lyst til at fremdrage en bog, som kan bidrage til at åbne vore øjne.

Det er Martin Luthers skrift 'Om jøderne og deres løgne' fra 1543 - et skrift, som i dag, også af mange lutheranere, nævnes med gysen, fordi man har kaldt det antisemitisk og en forløber for Hitlers raceforfølgelser.

Men dette er rent nonsens, et udslag af dum uvidenhed, for Luthers skrift handler om troen på Guds ord, ikke om race og biologi og lignende moderne sager, som naturvidenskab og darwinisme har lagt på bordet, og fordi Luther ved besked om troens alvor, kan han lære os naive nutidsmennesker noget om den virkelighed, vi har fortrængt.

Luther skrev bogen i efteråret 1542 og udgav den først på året 1543, og anledningen var nogle jødiske rabbineres skrifter, som missionerede blandt de kristne i Tyskland og blandt andet kaldte Jesus for en horeunge og bedrager.

Dette ophidsede Luther. At kristne i deres eget land skulle se deres tro forhånet. At almindelige kristne mennesker skulle gøres til omvendelsesobjekter i et kristent land. Han besluttede at tage til genmæle ved at gennemgå jødedommens eller farisæismens lære og først og fremmest ved at forkynde Kristus som det Guds ord, der kommer betingelsesløst til os og skænker os vor frelse og ikke - som hos jøderne - bygger på en rent kødelig afstamning, på omskæringen og Moseloven og på Det Hellige Land - alt sammen betingelser, som ophæver evangeliets retfærdiggørelse af tro.

DER ER MED LUTHERS BOG derfor tale om en slags sjælesorg. Han taler til sine kristne landsmænd for at give dem frimodighed til at være kristne. De skal ikke skamme sig over Kristus. De skal ikke lade sig forføre af rabbinsk veltalenhed. Men de skal frimodigt tro på Kristus som deres herre og frelser og være glade i denne tro.

Og så er det, Luther kommer ind på det, der har bidraget til at mistænkeliggøre ham, for i denne forbindelse taler han til den kristne øvrighed i landet og siger, at den har et ansvar for sine borgere og deres tro. Luther ligger nemlig ikke under for den illusion, der opstod med oplysningstid og humanisme nogle hundrede år senere: at troen er en privat sag, som igen betyder, at her er vi på neutralitetens område, hvor enhver bliver salig i sin tro.

Nej, dette er ikke neutralt, for det er alvor, det vigtigste af alt, og derfor gælder det, at der er aldrig fred mellem sandheden og løgnen, mellem tro og vantro, og derfor gælder det igen, at der skal herske orden i huset, hvis der skal være fred.

Hvis jøderne holder sig i ro, skal de have lov til at være i landet. Men hvor de fører sig offentligt frem med deres 'løgne', altså med deres anklager mod kristendommen og angreb på de kristne - dér skal øvrigheden sikre samvittighederne og freden ved at tage forholdsregler mod jøderne og drive dem ud af landet.

Luther lægger her ikke fingrene imellem. I sin vrede over de rabbinske anslag mod den kristne tro og mod de jævne kristne anbefaler han hårde, drastiske forholdsregler mod de jøder, der fremturer offentligt. Det er dette, man har angrebet ham for. Det er på dette grundlag, man har kaldt ham antisemit og det, der er værre.

Men forholdsreglernes art hænger naturligvis sammen med tidens art, hvor man var mindre sart end i dag. Og om Luther er grov eller ikke på dette punkt er sagligt mindre væsentligt - vi gør jo heller ikke straffenes art til det afgørende, når vi drøfter tidligere tiders syn på lov og ret - for sagen har at gøre med det principielle: Vedkommer troen i landet øvrigheden eller ej, er det kun en privatsag, noget rent neutralt, hvad der prædikes som sandheden?

Her svarer Luther sit absolutte nej. Mellem sandhed og løgn kan der ikke herske neutralitet. Hvad den ene kalder sandt, kalder den anden løgn. Hvad evangeliet kalder frelse, kalder rabbinerne fortabelse. Hvad muslimerne kalder helligt, kalder kristendommen vantro.

Nej, i spørgsmålet om sjælens frelse er der intet helle, ingen neutralitet, ingen ufarlig pluralisme, ingen bekvem 'integration', men her er det dødsens alvor, for det er enten sandhed eller løgn, og derfor skal øvrigheden ikke forholde sig neutralt, men hvor der er tale om et kristent land, skal øvrigheden beskytte de kristne ved at gøre kristendommen til vært og alle andre religiøse samfund til gæster, der må følge værtens husorden eller forlade landet.

Det er Luthers ord. En formaning til den kristne øvrighed. Et godt og glædeligt budskab til hans kristne landsmænd. En bog på niveau med spørgsmålets alvor - ganske, ganske forskellig fra det naive, overfladiske, besværgende bavl, som den toneangivende mening i Danmark hengiver sig til vedrørende samme spørgsmål.”

Søren Krarup er pastor emeritus og tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti