EN HEROISK ØVELSE kalder professor og samfundsdebattør Jørn Henrik Petersen sin nye bog ”Fra Luther til konkurrencestaten”.
Han siger endda, at det er den af sine bøger, han er allermest glad for at have skrevet. For tiden kalder på et opråb, mener han. Imod den konkurrencestat, der ifølge professoren i økonomi har frataget mennesket dets værdi i sig selv og gjort værdi til noget, der kan måles ud fra den enkeltes brugbarhed på arbejdsmarkedet.
Og opråbet fandt han skyts til hos Luther.
Du kalder din bog en ”heroisk øvelse”. Hvori består det heroiske?
”Fordi det jo dybest set er et vanvittigt projekt og en absurd idé, at en tænkning fra 1500-tallet kan flyttes op og sige noget om aktuelle spørgsmål. Jeg har i den grad kastet mig ud på dybt vand, hvor jeg også har læst Luthers oprin‑ delige tekster på både middelalder‑ tysk og latin, fordi jeg ville gå til kilden selv.
Jeg læser ham uden selv at være teolog, men det ser jeg som en fordel, fordi jeg derfor også er upåvirket af de teologiske tolkninger, han ellers ofte bliver læst igennem. Og det er blevet mere og mere tydeligt for mig, hvor moderne han var i sin tænkning, og at vores velfærdsstat i den grad har båret præg af, at der i snart 500 år har lydt evangelisk-luthersk forkyndelse her i landet.”
Det er især Luthers socialetik, du ser som en inspirationskilde frem mod idéerne bag velfærdsstaten. Hvordan?
”Der ligger jo en skjult polemik i overhovedet at tale om Luthers socialetik, for flere teologer vil hævde, at der slet ikke findes en kristen etik. Men det gør der altså hos Luther. Han siger mange steder, at man både skal høre, men også gøre.
Luther var nemlig ikke kun teologisk reformator, han var også samfundsreformator. Han gjorde for eksempel op med idéen om den tilfældige almisse og ønskede i stedet en struktureret fattigdomshjælp og havde tanker om forebyggende indsatser som uddannelse og skolegang.
Hans idealer var mådehold, generøsitet og arbejdsvillighed. Og han slog fast, at tanken om gudbilledlighed gjaldt for alle og betonede dermed ligheden som normativ.
Men samtidig sagde han, at vi ikke kan bygge samfund på tro og kærlighed alene. Der må en øvrighed til for at sikre, at vi så faktisk også gør det, som vi bør. Og hvad man bør gøre, handlede hos Luther altid om næsten. Om medmennesket – ikke kun den ’allernærmeste’. Han beskriver, hvordan troen sætter dig fri – fra din indkrogede natur, hvor du ellers er selvcentreret og egoistisk. Og siger samtidig, at det er kærlighedens gerninger, troen sætter dig fri til.”
I vores sekulære tid har de teologiske argumenter ikke samme styrke som tidligere. Hvordan kan vi så bruge Luther i dag som rettesnor?
”Ja, det er også det helt store problem. Både for velfærdsstaten og for konkurrencestaten. De er begge menneskelige konstruktioner, der ikke står til ansvar for noget uden for sig selv. Noget transcendent. Som Gud. På den måde kan de kun henvise til sig selv, og det er jo kernen i hele modernitetens problem: at der ikke er en ydre instans at stå til regnskab for. I velfærdsstaten forsøgte vi så at bygge på tro og kærlighed i verdslig forstand, men det holdt jo ikke.
Luthers indkrogede, selviske menneske er nu på banen for fuld skrue, og de gode intentioner er ved at spille fallit. Men jeg er jo godt klar over, at vi ikke bare kan blive troende igen og påny indsætte Gud som den, vi også som samfund står til ansvar for. Men jeg vil gerne appellere til, at hin enkelte spørger sig selv, om det er den rigtige vej, vi går, eller om vi er på galt spor. For konkurrencestaten er ikke et vilkår – det er noget, vi selv har valgt.”
Du langer især ud efter præsterne i din bog og kalder folkekirken ”impotent”. Men skal teologi og politik blandes sammen?
”Det er jo hele diskussionen om to‑ regimentelæren. Og det er nærmest blevet politisk kanoniseret, at folkekirken ikke skal blande sig i politik. Men når du læser Luther selv, så mener han i den grad, at præsterne skal blande sig – han skriver endda, at de skal råbe op i deres prædikener, hvis øvrigheden misrøgter sit ansvar.
Men præsterne tier. Selvom vi lige nu er ved at udvikle et meget ukristeligt menneskesyn, hvor den menneskelige værdi ene og alene gøres op i forhold til arbejdsmarkedet.
Jeg savner, at folkekirken kommer med et modsvar. At vi ikke vil leve i et samfund, hvor der er stor forskel på folk – men derimod i et samfund præget at tanken om enhvers gudbilledlighed. Hvor frihed ikke kun er noget, du opnår i dig selv – men i et forpligtende fællesskab. Og hvor det er troen, der sætter dig fri.
Det burde folkekirken sige højt, for den er efterhånden et af de eneste fællesskaber, der stadig står for det rigtige menneskesyn.”
Bogen er et opgør med konkurrence‑ staten – men er den også et selvopgør?
”Ja da. Man kan jo nærmest sige, at Fanden er gået i kloster. For jeg er uddannet økonom og har selv været med til at skubbe samfundet i retning af konkurrencestaten. Har siddet i Velfærdskommissionen og forsket i de økonomiske mekanismer i forhold til arbejdsmarkedet, og hvordan vi skaber mere økonomisk vækst.
Men den økonomiske tænkning er etisk set meget pauver, og jeg har stort set skrottet den i dag. For mig at se bør etik spille en helt fundamental rolle i vores omgang med hinanden. Og du kan vel nærmest se den her bog som en gammel mandswake-up call , og et forsøg på dog at have forsøgt at råbe op – så ingen bagefter kan sige: Hvorfor var der ingen, der sagde stop?
Men det gjorde jeg – med tanker fra Luther.”
