Lutherkritikken bygger på en helt forkert præmis

Hvis den lutherske teologi er roden til alt ondt, som den nylige kritik lyder, er det lidt af en revolution, som kritikerne efterspørger, skriver kronikøren

Lutherkritikken bygger på en helt forkert præmis
Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix.

Kristeligt Dagblad bragte en kronik i avisen torsdag den 25. maj med fokus på, at folkekirken må gøre op med grundlæggende præmisser i den lutherske teologi, hvis den skal være relevant og meningsgivende for nutidens mennesker.

Kronikken angiver mange, vidt forskellige problemer, hvis fælles udgangspunkt består i, at folkekirken er bundet af den lutherske teologi og det med Luther givne negative menneskesyn og gudsbillede. 

Jeg er ikke enig i kronikørernes dystopiske udlægning af folkekirkens tilstand, ej heller den bagvedliggende fremstilling af dens teologiske grundlag. Vi har for mig at se en folkekirke, der formår at holde balancen mellem tradition og samtid, som er åben over for udviklingen i både samfund og kultur, og som indgår i en løbende dialog med det omkringliggende samfund. 

Mit ærinde er her at sætte spørgsmålstegn ved, om den anførte kritik har noget på sig. Er den lutherske teologi vitterlig ensbetydende med et negativt menneskesyn og gudsbillede? Problemstillingen kan også vendes om: Hvis den lutherske teologi er roden til alt ondt, er det vel mere end en teologisk rodbehandling, som skal til – tanden skal vel i så fald trækkes ud? Det vil indebære, at folkekirken ikke længere skal definere sig selv som evangelisk luthersk. Det er i så fald ikke så lidt af en revolution, kritikerne efterspørger.

Luther taler ind i en anden tid, hvor der var andre magtstrukturer, styreformer, videnskabelige paradigmer og muligheder for livsudfoldelse. Bekendelsesskrifterne skal som alle andre tekster – inklusive Bibelen – læses og fortolkes ud fra deres egen historiske sammenhæng, tradition, kultur og virkningshistorie. Fortolkningen har med andre ord til opgave at bygge en bro mellem fortid og samtid på tværs af historiske, kulturelle, politiske, økonomiske og sociale skel. 

Den i kronikken anførte kritik af Luther bygger for mig at se på den forkerte præmis, teksterne læses som om, de direkte kan overføres ind i vores sammenhæng og livsverden. Hverken bibel, dogmer eller bekendelser kan holde til en ikke-historisk, fundamentalistisk læsning. Men omvendt er bibel, dogmer og bekendelser nødvendige rammer for at forstå såvel kristendommens grundlag, indhold og virkningshistorie.

Vi læser både ind i, ud af, bagom og på tværs af teksterne, når vi udlægger dem. Der går både en bevægelse fra tekst til læser og fra læser til tekst. Det er i denne spænding, at vi ikke blot søger at udlægge, men også at omsætte indholdet af tekstens budskab. Det betyder, at teksterne – og dermed også kirkens bekendelse – er i stadig bevægelse, for den horisont, vi læser ud fra, og de spørgsmål, som vi stiller til teksterne, er med til at forandre teksten. Teksten bliver til tekst i mødet med læseren. Bekendelserne bliver til bekendelser i mødet med menigheden. 

Jeg vil sætte fokus på et par af de indsigelser, som kronikørerne anfører imod det lutherske menneskesyn og gudsbillede. For at undgå misforståelser: Der er her tale om en samtidig udlægning inden for rammerne af det lutherske univers, ikke en gennemgang af hvad Luther selv har sagt og skrevet. 

Luther fremhæver, at mennesket er en synder. Det er ikke udtryk for et negativt, men for et befriende realistisk menneskesyn. Vi indgår alle i relationer, og vi er alle skyldige over for hinanden. Synd er en grundkategori, som ikke kan indsnævres til enkelte konkrete handlinger, selvom der er en stor indsigt i Paulus’ velkendte formulering fra Romerbrevet: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg” (Paulus’ Brev til Romerne, vers 7 og 15).

Fremhævelsen af at vi er syndere, er ikke udtryk for en menneskefjendsk grundindstilling eller mangel på tiltro til det gode i mennesket. Ej heller er det en underløbning af, at mennesket er skabt i Guds billede. Men synden er en begrebsliggørelse af en almenmenneskelig grunderfaring: at vi fejler over for hinanden i såvel handling som mangel på samme. Luther fremhæver både, at mennesket er skabt i Guds billede, og at mennesket som skabt i Guds billede er faldet i betydningen, at vi tænker og handler ud fra og med os selv i centrum. Synd er et andet ord for adskilthed, som både indebærer, at vi er adskilt fra Gud og fra hinanden. 

Luther sætter gennem syndefaldet os mennesker lige, idet vi så at sige nulstilles i forholdet til såvel Gud som hinanden. Ingen af os er retfærdige – hverken over for Gud eller medmennesket. Vi kan ikke af os selv bryde ud af denne adskilthed. Transformationen sker ikke gennem egne kræfter eller indsats, men ved Guds hjælp. Men det sker kun momentvis, i øjeblikket, hvorfor vi er befriet fra drømmen om at kunne etablere Utopia på jord. Den drøm ender i sin egen modsætning: vold og undertrykkelse af den enkelte for det påståede fælles bedste. Heri ses paradokset: Syndefaldet er fuldendelsen på skabelsen, idet det er i syndefaldet, at mennesket sættes fri som individ. I syndefaldet erkender vi menneskets grundvilkår som et endeligt og bevidstgjort væsen underlagt tidens og rummets begrænsning. I syndefaldet dømmes mennesket til frihed og ansvar. 

Kronikørerne anfører videre, at den lutherske teologi indeholder et sadistisk element, og at Luthers teologi er præget af og bestemt af Helvedsangst. Det er rigtigt, at Luther er bestemt af såvel sin samtid som tradition – herunder Augustins fremhævelse af Helvede og fortabelse. Man kan vælge at læse dette ahistorisk og så konkludere, at Luthers teologi her har rundet sidste salgsdato, fordi vi ikke længere forestiller os Himmel og Helvede som fysiske realiteter på den anden side af døden.

Jeg vælger i stedet at fokusere på det nybrud, som finder sted med Luther: at han rykker talen om Himmel og Helvede over i sjælesorgens domæne. Luther fokuserer på, at det enkelte menneske skal se sig modtaget og antaget af Gud i dåben – og derigennem have tiltro til, at det har modtaget Guds frelse. Luther kan ikke, som en af de andre reformatoriske fædre, Calvin, sige, at også fortabelsen sker til Guds ære. 

Indrømmet: Luther kommer ud i spekulationer om den skjulte Gud. For hvis Gud er almægtig, så må Gud også stå bag fortabelsen, og hvordan hænger dette sammen med Guds kærlighed til mennesket? Luther søger på det spekulative plan at ”løse” dette med henvisningen til den skjulte Gud. Den skjulte Gud bliver en slags pladsholder for en uløselig gåde, men netop som gåde vil Luther undgå at systematisere dette.

Derfor kan han, igen i modsætning til Calvin, ikke slutte baglæns, fra om det går godt i livet, til om man er udset til frelse eller fortabelse i det hinsides. Luther kan ganske vist ikke slippe tanken om, at Gud i sidste instans også må stå bag fortabelsen, men han finder ingen teologisk glæde i dette. I stedet fastholder han, at den enkelte skal nøjes med at tro på, at det er antaget af Gud. 

Den danske teolog Knud Hansen udfolder det lutherske synspunkt ud fra det tyvende århundredes verdensbillede, når han fremhæver, at Guds almagt ikke skal defineres som ydre påvirkning eller suverænitet, for i så fald vil man altid ende i absurde spekulationer. Gud er ikke tyran eller suveræn enehersker. I stedet fremhæver Hansen, "at Guds almagt er bestemt af, at hans væsen er kærlighed". Her mødes det antispekulative og det sjælesørgeriske inden for modernitetens verdensbillede. 

Det sidste er anført som et eksempel på, at svaret på de teologiske udfordringer ikke er at gå bagom den protestantiske arv og gæld, men tvært imod fortsat at udlægge og nytolke evangeliet i lyset af såvel tradition som samtid.

Hans Vium Mikkelsen er ph.d. og rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.