Prøv avisen
Debat

Lykkepiller igen-igen: Hvad er egentlig antipsykiatriens ærinde?

De eneste effekter er, at mange patienter og pårørende igen bliver skræmte, smider medicinen ud og bliver udråbt til ofre. Og umælende idioter. Tænk, hvis enhver gjorde sig til ekspert på kræft og kemoterapi. Nej, vel? Men hvorfor så, når det gælder en så alvorlig sygdom som depression?

Er cirka 250.000 danske patienter dumme nok til at blive ved med at tage medicin, der kun skader dem? Tager de patienter, der mener at høre til de heldige, medicinen virker på, fejl, er der i virkeligheden kun placeboeffekt? Næppe, skriver Karen Margrete Nielsen.

Debatten har raset i snart et par uger om de antidepressive præparater, SSRI. Igen-igen.

Denne gang i kølvandet på offentliggørelsen af konklusionen på en analyse foretaget af overlæge Janus Christian Jakobsen. Konklusionen var, at SSRI-præparater er virkningsløse ved let til moderat depression, men giver alvorlige bivirkninger. (Det gør de nu ikke hos alle.) Det er ikke nyt. Det er det derimod, at det samme gælder ved moderat til svær depression. Og det er nyt – hvis det passer.

Det sædvanlige antipsykiatriske hylekor satte straks ind, helt som de plejer. Det er de i deres ret til. Men pressen bør ikke være i sin ret til at give dem masser af spalte- og sendeplads, helt ukritisk i en del tilfælde. Det giver associationer til en studietid forpestet af 68’erne. ”Hvis du ikke er med os, er du imod os, og så gør vi livet svært for dig.” Det er til dit eget bedste, for vi har den eneste sandhed. Det ene autoritære system skulle blot erstattes af et andet, viste det sig hurtigt. Alle genvordigheder var samfundets skyld. Og psykiatriens sande ansigt så vi jo alle hos Jack Nicholson i ”Gøgereden”. Gid Fa.... havde den film!

I den antipsykiatriske lejr er det det samme. Alt det onde er lægemiddelindustriens skyld. De producerer psykofarmaka, som ødelægger manges liv, ja, tager liv. Ikke noget midtimellem. Vi alene har sandheden, som ingen tør høre, og så må vi fortsætte vores korstog.

Set ud fra en helt almindelig sund fornufts vinkel, er der noget, der skurrer, kan det passe? Depression, angst og andre mentale helbredsproblemer fylder (alt for) meget i dagligdagen hos de praktiserende læger, så helt uvidende er de nok ikke om, hvad de kan foreslå deres patienter af behandling.

Der er 2700 læger i almen praksis og 1500 under uddannelse. Er de alle blinde over for, at SSRI kun giver svære bivirkninger? Er cirka 250.000 danske patienter dumme nok til at blive ved med at tage medicin, der kun skader dem? Tager de patienter, der mener at høre til de heldige, medicinen virker på, fejl, er der i virkeligheden kun placeboeffekt? Næppe. Ligger alle disse læger under for lægemiddelindustriens pres og fristende pengepung? Næppe. Og da slet ikke nu, hvor alle patenter på SSRI for længst er udløbet.

Hvad er egentlig de antipsykiatriskes ærinde? De eneste effekter er, at mange patienter og pårørende igen bliver skræmte, smider medicinen ud og bliver udråbt til ofre. Og umælende idioter. Tænk, hvis enhver gjorde sig til ekspert på kræft og kemoterapi. Nej, vel? Men hvorfor så, når det gælder en så alvorlig sygdom som depression? I hvis interesse er det?

I artiklen i denne avis den 18. februarudtaler Janus Christian Jakobsen, at han og hans kolleger gentagne gange har sagt, at de ikke vil opmuntre folk til bare pludseligt at stoppe med præparaterne. ”Det, vi siger, er, at man ikke skal begynde.” Det er næsten som at få at vide, at man ikke skal begynde at prøve, om man kan fixe sig til et bedre liv. Eller hvad mener de egentlig?

Kan pressen ikke snart blive enige om at begrave begrebet ”lykkepiller” i et dybt hul og rejse en stor skamstøtte over det? Det er den første betingelse for at komme fordomme til livs og letkøbt pressedækning med andres helbred på spil. Samt fastholde fordomme.