Prøv avisen
Debat

29-årige Lasse: Det har jeg fået ud af at droppe min iPhone

”Jeg skiftede min smartphone ud med en dumbphone, en god, gammeldags mobiltelefon, som ikke kan så meget andet end at ringe og sende sms’er,” skriver foredragsholder Lasse Løber. Foto: Privatfoto

Min ”jegTelefon” plejede at være redningen, når jeg følte mig usikker. Nu kan jeg ikke længere gemme mig bag en skærm, og det har givet mig mere selvtillid. Jeg har lettere ved at indlede samtaler med folk, jeg ikke kender, og jeg står mere ved mig selv og mine holdninger – måske fordi deres berettigelse ikke længere afhænger af antallet af likes, skriver Lasse Løber

SOM ET EKSPERIMENT valgte jeg i sommer, uopfordret og aldeles frivilligt, at stå af teknologiens højhastighedstog. Jeg skiftede min smartphone ud med en dumbphone, en god, gammeldags mobiltelefon, som ikke kan så meget andet end at ringe og sende sms’er.

Men kan man overhovedet eksistere uden en iPhone i den digitale tidsalder? Og hvorfor i grunden give afkald på alle de sociale og praktiske fordele, som gør livet nemmere og sparer både tid og bekymringer? Hvorfor undvære den digitale schweizerkniv med alle dens lettilgængelige løsninger på stort og småt?

For mig er det ikke altid en fordel at have mange valgmuligheder. Jeg spiser for meget i en buffet, kan ikke vælge skjorte i et tætpakket garderobeskab, og jeg føler decideret afmagt i Ikea.

Med færre fristelser ved fingerspidserne kan jeg nemmere styre uden om her og nu-belønninger og lettere træffe de beslutninger, som også kan gøre mig glad på længere sigt. Når jeg ikke har en skærm inden for rækkevidde, får jeg mulighed for at fordybe mig, komme i flow og udvikle fingerspitzgefühl.

Men tænk på alt det, du går glip af, Lasse: opdateringer, snaps, billeder af veltilberedt brunch på dyrt porcelæn.

Jeg er ikke længere up to date, men til gengæld er det nemt at finde et samtaleemne med et andet menneske, for eksempel når jeg kører med offentlig transport – jeg kan bare spørge, om vedkommende har set nyhederne for nylig. Skelsættende begivenheder er i øvrigt svære ikke at få nys om. Og jeg bliver altså stadig, takket være betænksomme venner, der for eksempel sender mig en mail, inviteret med til fest. Derudover er det ekstra spændende at ringe sammen eller mødes med mine nærmeste, for jeg ved ikke nødvendigvis på forhånd, hvad der rører sig i deres liv.

”Livet leves, kører på skinner, og det passerer, mens du står på perronen, Lasse,” kunne en anden indvending lyde.

HVIS HASTIGHED ER IDEALET, medgiver jeg prompte, at jeg er håbløst hægtet af. For mig har skiftet til en ”dum” Nokia-telefon dog været en nødvendighed og mindet mig om den beslutning, min mor traf for år tilbage. Dengang hun stoppede med at ryge fra den ene dag til den anden, fordi hun begyndte at få en slem hoste. For mig var det hurtige liv med konstant telefon-tjekke-trang nemlig en last, jeg blev nødt til at kvitte, inden hjertebanken og søvnløshed blev til stress.

En klog mand sagde engang til mig: ”At gå er vores naturlige rytme”, og det har hængt ved. Når man nu, som jeg, hedder Løber til efternavn, ligger tilværelsens opskruede tempo lige til højrebenet. Det har med andre ord været en lidt hård erkendelse, at jeg ikke er skabt til livet i overhalingsbanen. Jeg har svært ved at kapere mange indtryk på én gang, og, som mine tidligere kolleger ved Starbucks kan skrive under på, er multitasking ikke min stærke side. En langsom, smartphone-fri tilværelse med færre indtryk passer derfor godt til mit temperament.

COMPUTEREN ER IKKE MED MIG i lommen, men står på skrivebordet, og det gør det nemmere for mig at holde arbejde og fritid adskilt, hvilket jeg havde svært ved under min iPhones dominans.

Min ”jegTelefon” plejede at være redningen, når jeg følte mig usikker. Nu kan jeg ikke længere gemme mig bag en skærm, og det har givet mig mere selvtillid. Jeg har lettere ved at indlede samtaler med folk, jeg ikke kender, og jeg står mere ved mig selv og mine holdninger – måske fordi deres berettigelse ikke længere afhænger af antallet af likes.

Jeg er ikke ”på”, ikke ajourført og ikke tilgængelig som før. Til gengæld bliver jeg, som jeg øver mig, langsomt bedre til at leve i nuet. I en digital højhastighedsverden tager jeg Bergensbanen, og jeg forsøger at nyde udsigten.

Lasse Løber er foredragsholder.