AMI AYALON, tidligere chef for Israels interne sikkerhedstjeneste Shin Bet, voksede op i en kibbutz i nærheden af Galilæasøen. Jeg havde en vidunderlig barndom, siger han hen mod slutningen af Dror Morehs Oscar-nominerede dokumentarfilm The Gatekeeper.
Ami Ayalon er en af de seks tidligere chefer for Shin Bet, som er hovedpersonerne i Morehs meget hyldede dokumentarfilm. Igen og igen gentager de den samme lektie: Der er ingen kaptajn på skibet, vi (altså Israel) har ingen langsigtet strategi, kun kortsigtet taktik, vi vinder slagene, men taber krigen.
LÆS OGSÅ: En blandet velkomst til Obama
Filmens hovedpåstand er, at Israel og landets sikkerhedsapparat alene har reageret på skiftende omstændigheder og jagtet den næste trussel. Israel skulle således ikke have formet sin egen politiske virkelighed, men passivt ladet sig forme af den.
Min og andres veterangruppe Bryd Stilheden har indsamlet vidnesbyrd fra flere end 900 tidligere israelske soldater. Ved første øjekast synes de hundredvis af vidnesbyrd at stemme overens med diagnosen, som de seks vogtere stiller.
Når de israelske soldater beskriver deres missioner og oplevelser i de besatte områder, påberåber de sig konstant forestillingen om forebyggelse og vigtigheden af at vise deres tilstedeværelse for at hindre fjendens mulige angreb. Militærstyrke udøves angiveligt for at foregribe organiseret palæstinensisk modstand, for at forpurre det næste anslag og ikke for at ændre landskabet eller skabe nye realiteter på stedet.
Men det er en fejl at konkludere ud fra det, at Israel vitterligt er en slave af truslerne mod landets sikkerhed. Analyserer man soldaternes vidnesbyrd, kan man uddrage de systemiske træk ved Israels militærstyre: Vi er de mænd og kvinder, som udfører ordrerne og fører instrukserne ud i livet. Vi legemliggør militærstyret.
En af de vigtigste ting, vi kan lære af det, soldaterne fortæller os, er den sande betydning af ordet forebyggelse. Vidnesbyrdene viser, at tilsyneladende defensive begreber som forebyggelse og afskrækkelse bruges til at beskrive og retfærdiggøre så godt som enhver brug af militær styrke fra den israelske hærs side. Bag denne umådeligt brede brug af begrebet ligger en formodning om, at enhver palæstinensisk kvinde og mand er en mistænkt og udgør en trussel mod israelske borgere og soldater.
Tanken er så, at når man afskrækker den palæstinensiske befolkning som helhed, vil det mindske sandsynligheden for modstand og dermed forebygge fjendtlig aktivitet. Forebyggende militærhandlinger er derfor ikke alene dem, der er vendt mod overhængende trusler, men alle handlinger, der falder ind under denne overordnede strategi.
For at forebygge kontrollerer vi, de israelske soldater, altså folks og varers bevægelser gennem adskillelsesbarrieren (muren, red. ) og inden for de besatte områder.
Vi beslutter, hvilke forretninger der må åbne, og om de overhovedet må det. Vi beslutter, hvordan børn skal transporteres i skole, og universitetsstuderende nå frem til deres undervisning, og hvordan folk med lægehjælp behov skal komme af sted til hospitaler og klinikker. Vi pålægger forebyggende udgangsforbud.
For en sikkerheds skyld overtager vi hundredtusindvis af palæstinenseres ejendom. Huse, agerjord, køretøjer, elektronik og landbrugsdyr kan alt sammen inddrages, som den enkelte kommandant eller soldat på stedet nu måtte synes bare for en sikkerheds skyld.
Vi udfører forebyggende mord, anholdelser og kortlæggelser: operationer, hvor vi går ind i alle husene i et givent nabolag eller by og stiller alle beboerne på række for at notere ID-numre og navne og overgive informationen til den israelske sikkerhedstjeneste. Disse operationer finder endda sted i områder, der officielt er under Det Palæstinensiske Selvstyres fulde kontrol.
Selv det igangværende projekt med israelsk bosættelse og ekspropriering af palæstinensisk jord på Vestbredden fremstilles af mange som noget, der påtvinges den israelske stat af bosætterne. Men bosættelserne og deres indbyggere på Vestbredden er blevet opmuntret, muliggjort, orkestreret, beskyttet og bevæbnet af de israelske myndigheder.
Faktisk sår soldaternes vidnesbyrd tvivl om denne skelnen mellem jødiske bosættere og israelske myndigheder. Soldaterne fortæller om operationer iværksat af bevæbnede bosættere og briefinger fra bosætternes sikkerhedsteams. Bosætternes projekt er en integreret del af Israels militærstyre: Ved at overtage palæstinensernes land og naturressourcer strammer bosættelserne og bosætterne Israels greb om palæstinenserne. Bosættelserne er altså et aspekt af Israels strategi om forebyggelse.
Det israelske sikkerhedsapparat har med sine definitioner af begreberne reelt skrevet offensive, uprovokerede militærhandlinger ud af historien. Israel forestiller sig tilsyneladende, at enhver handling, landet måtte gribe til, blot er en reaktion.
Dette rationale er fælles for de 18-årige menige soldater, generalerne, Ami Ayalon og andre af de tidligere sikkerhedschefer for Shin Bet. Reelt bruges forebyggelse ikke som en beskrivelse af Israels handlinger, men som et navn for Israels strategi for landets militære styre.
Vi, de israelske soldater, hersker over palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben med vores konstante intimidering, trusler, vilkårlige vold og forstyrrelser af normaliteten. Det er disse forebyggende tiltag, der udgør Israels kontrolstrategi.
Bosættelserne, som vi beskytter, muliggør og udvider, manifesterer og øger Israels kontrol over det palæstinensiske folk og de palæstinensiske områder. Det billede, der danner sig af vidnesbyrdene fra hundredvis af israelske soldater, er entydigt: Endemålet med Israels militærstyre er en fuldstændig nedkæmpelse af drømmen om palæstinensisk selvstændighed.
Lad jer ikke narre af den paranoide hjælpeløshed hos de seks magtfulde mænd i Dror Morehs film: Det er en strategi ikke at have nogen strategi.
Oversat af Sara Høyrup
Oded Naaman er tidligere kampsoldat i den israelske hær og medlem af bevægelsen breaking the silence (bryd stilheden).