Lægevidenskab har fået større viden

NYE SYGDOMME: Mange anerkendte sygdomme har tidligere været betragtet som nervøse lidelser

I KRISTELIGT DAGBLAD den 6. oktober har formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, et indlæg om, at en række tilstande skulle være opfundet af patientforeninger, læger og industrien. Det er derfor et interessant, men også provokerende indlæg.

Imidlertid skal anføres, at mange tidligere lidelser, vi i dag betragter som anerkendte sygdomme, har været anført som nervøse lidelser. Dette omfatter talrige medicinske, neurologiske og psykiatriske sygdomme. Patienter med epilepsi har tidligere fået diagnosen nervøs eller psykisk lidelse. Epilepsi vides i dag at skyldes en abnorm, øget udladning fra hjerneceller. Patienter med sklerose har i mange år fået skudt i skoene, at deres sygdom var af psykisk natur. Sygdommen vides i dag at skyldes ødelæggelse af de lange ledningsbaner i hjerne og rygmarv.

For få år siden blev disse patienter ikke diagnosticeret og behandlet. Også i dag er der patienter, som er fejldiagnosticeret og overset. Dette gælder for eksempel sygdommen narkolepsi. Nylige udtræk fra Landspatientregisteret viser, at kun en sjettedel er diagnosticeret korrekt, og at diagnosen først stilles langt op i voksenårene. Patienter har ringe social prognose og fejldiagnosticeres som psykisk syge eller anden sygdom. Sygdommen vides i dag at skyldes en destruktion af visse hjerneceller i ungdomsårene og medfører søvnanfald, hallucinationer og anfald med tab af muskelkraft. Behandlingen er medicinsk og rådgivning om skole og uddannelse, hvilket medfører et aktivt familie- og arbejdsliv.

I Hartlings artikel nævnes flere lidelser, der skulle være af mere tvivlsom natur. Dette omfatter blandt andet Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD). ADHD har været omdiskuteret, og de diagnostiske kriterier har ændret sig. Det har været vanskeligt at trække grænsen mellem normal og abnorm adfærd. Kun få patienter blev diagnosticeret for 10 år siden. Gruppen omfatter mere alvorlige sygdomme, herunder Tourette-syndrom. De sværere tilfælde af ADHD har ofte alvorlige adfærds- og koncentrationsforstyrrelser, og børnene lider af betydelige skolemæssige, sociale og uddannelsesmæssige vanskeligheder.

Der nævnes også restless legs syndrome (rastløse ben) som et andet eksempel på en opfunden sygdom. Sygdommen blev beskrevet af en svensk neurolog i 1946 (Ekbom) og vides i dag at skyldes en defekt i dopamin-systemet i hjernen, formentlig relateret til abnormt jernstofskifte. Det er derfor, visse lægemidler med virkning inden for dette neurotransmittersystem har effekt på disse patienter. Sygdommen er forbundet med visse gen-abnormiteter.

Den lægevidenskabelige forsknings formål er at fremme forståelse for normale og abnorme, sygelige tilstande for at forhindre eller behandle sygdomme. Kun systematisk, grundig forskning kan afklare forståelse for sygdomme og deres behandling. En sådan forskning omfatter en relevant hypotese og design til afklaring af en given videnskabelig problemstilling. Den sundhedsfaglige vurdering må ikke baseres på holdninger, men må hvile på konkret videnskabelig evidens af høj kvalitet. Godkendelse og brug af lægemidler baseres i dag på et regelsæt med omfattende krav til lægemiddelforskning i virksomhederne og krav om dokumentation for lægemidlers virkning, relevans og bivirkninger. Yderligere er der krav om indrapportering af lægers og andet sundhedsfagligt personales relation til private virksomheder herunder interessekonflikter.

Afslutningsvis skriver Ole J. Hartling om patientforeningernes medvirken. Det skal anføres, at patientforeningerne har en legitim ret til at finde fælles interesse. Der har været et stigende samarbejde mellem sundhedsvæsenet og patientforeningerne. Det skal erindres, at patientforeninger også er en ressource, der tjener syge menneskers vel. Patientforeninger udfører et stort arbejde til gavn for deres medlemmer, udarbejder informationsmateriale, holder medlemsmøder, er medvirkende til forskning og udvikling og er herved til gavn for patienterne. Patientforeningerne er et talerør, men kan også være en kilde til gensidig information i sundhedsvæsenet.

Poul Jennum er overlæge, dr.med., og klinisk forskningslektor