Længe leve forskelligheden!

FORSKELLIGHED: Det tyske mindretal i Sønderjylland ønsker tosprogede byskilte. Hvorfor ikke? Kun i perioden 1864-1920 var danskerne et folk, der bestod af én kultur

Den 31. maj kunne man her i bladet læse, at det tyske mindretal i Sønderjylland ønsker indført tosprogede byskilte i det område, som før 1920 hed Nordslesvig. Min første tanke var, hvorfor ikke? For når nu det er en realitet, at der findes et historisk, tysk mindretal i området på samme måde som der findes et historisk, dansk mindretal syd for grænsen, er det jo at stikke sig selv blår i øjnene at forsøge at ignorere disse mindretal og ønske, at de bare kunne tage at indrette sig efter flertallet.

I den forbindelse hørte jeg for nylig et citat: At vi må erkende, at Danmark starter ved Ejderen, og at Tyskland når til Kongeåen. Indførelsen af tosprogede byskilte nord for grænsen skulle naturligvis følges af en tilsvarende ordning syd for grænsen.

Sydslesvigsk Forening, som repræsenterer danskerne syd for grænsen, har dog ingen planer om at kræve tosprogede skilte i Sydslesvig, hvilket sikkert også er en ganske realistisk holdning, da der på begge sider af grænsen sikkert vil være mange, der blev stødt på manchetterne, hvis man begyndte at vise så store hensyn til de nationale mindretal.

Når alt kommer til alt, er det vigtige i denne debat ikke, om der også står Apenrade, når man kører ind i Aabenraa, men at vi når til den erkendelse, at Danmark bortset fra perioden 1864-1920 aldrig har været en nation af kun én kultur. Så har jeg i denne forbindelse ikke engang taget hensyn til, at færingerne og grønlænderne aldrig har været danske og sandsynligvis også gerne vil være sig det frabedt.

I de seneste 40 år er der sket en stor indvandring til hele Vesteuropa fra især Mellemøsten, det sydlige Asien og Afrika. Pludselig har vi en masse statsborgere, som er danske på papiret, men har en anden kultur og en anden historisk baggrund.

Det stiller naturligvis nye krav til alle parter, og det er ikke alle, som kommer til landet, der udviser lige god opførsel, lige som det bestemt heller ikke er alle de fastboende, der udviser lige stor gæstfrihed. Men udfordringen er ikke meget anderledes, end den var i hundreder af år, hvor dansk og tysk trivedes side om side i Slesvig indtil midten af 1800-tallet. Det er således heller ikke særlig dansk, når regeringen og Dansk Folkeparti indfører krav om, at tilflyttere skal kunne svare på spørgsmål om dansk historie og kultur på et niveau, hvor selv mange af de indfødte i landet må give op, for at kunne få et dansk pas!

På samme måde er det heller ikke særlig dansk at kræve, at udenlandske præster, der skal betjene de kristne indvandrere, skal aflægge prøver i dansk for at kunne få lov at prædike på engelsk, fransk eller arabisk. Særlig dansk er det ikke at grave skyttegrave og dermed miste meget af det, vi før var stolte af. Dansk er det derimod at have så megen tillid til egne kvaliteter, at vi stoler på, at langt de fleste af de nye indbyggere i landet også vil overtage de bedste sider af vores kultur, der handler om frihed og respekt for medmennesket.

Michael Rask Christensen,

folketingskandidat for Kristendemokraterne, Kærmindevej 6,

Taastrup