Lærer: Vi gør elever til gode, livsduelige borgere med mod på livet

Det er dybt beskæmmende i et velfærdsland, at vi kan bringes i en sådan situation, når vi egentlig blot vil gøre vores arbejde så godt som muligt, skriver lærer og tillidsmand Irene Olsen

I alt mødte 225 op i Den Danske Kirke i Singapore den eftermiddag. De over 100 børn var alle udklædte, nogle som hekse og andre som riddere. Det var en alle tiders dag og da dagen var omme var alle 400 fastelavnsboller spist.
I alt mødte 225 op i Den Danske Kirke i Singapore den eftermiddag. De over 100 børn var alle udklædte, nogle som hekse og andre som riddere. Det var en alle tiders dag og da dagen var omme var alle 400 fastelavnsboller spist. Foto: Steffen Ortmann Denmark.

DA FORHANDLINGERNE mellem Kommunernes Landsforening, KL, og Danmarks Lærerforening brød sammen, var det en trist dag. En trist dag for den danske historie, en trist dag for den danske skolehistorie, en trist dag for den danske model, en trist dag for elever, en trist dag for lærere en trist dag for det danske samfund.

Det triste i denne historie er den respektløshed, det lige pludselig er blevet helt legalt at udvise over for hele grupper i vores samfund. Lærerne blev de første, men flere forhandlinger venter forude.

LÆS OGSÅ: Læreridspil får kold skulder

Chefforhandler for KL Michael Ziegler (K) kaldte efter de seneste overenskomster aftalen for forbilledlig, den var fleksibel og næsten til 12! Hvordan kunne det så gå galt?

Vi troede faktisk, at vi gjorde det så godt. Vi troede, vi underviste eleverne, så de blev gode, livsduelige borgere med mod på livet. Undersøgelser viser, at vi i mange sammenhænge har løst opgaven med at få flere unge i gang med ungdomsuddannelserne, at vi var godt i gang med at løse de stillede opgaver.

Vi har for at kunne undervise så meget som muligt defineret selv den mindste opgave, aftalt, hvem der gør hvad, hvordan, hvornår og hvorfor, så vi i dagligdagen helt har kunnet koncentrere os om at undervise så meget som muligt, være så meget som muligt sammen med eleverne. Vi kalder det at tage ansvar for opgaverne. Vi kalder det arbejdstidsaftaler. Aftaler, der er indgået mellem de ansatte og skolens ledelse, aftaler vi er nået til enighed om, aftaler alle kan stå inde for. Aftaler vi hvert eneste år har optimeret for at lave så god skole som muligt.

På en døgnskole med 114 elever og 26 medarbejdere er det helt umuligt at lave skole, hvis vi ikke har aftalerne på plads.

JEG HAR SOM ALLE andre en årstimetal på 1924 timer. Af dem bruger jeg 398 timer på at forberede mig, tilrettelægge undervisning, rette opgaver og evaluere. Jeg underviser 627 timer, derudover har jeg morgenvagter, aftenvagter og weekendvagter, deltager i lejrskoler, koncerter, forældremøder og andre møder. Jeg har for resten også ferie ligesom alle andre.

Lidt utroligt er det at tænke på, at det også er os, der nu skal gennemføre en skolereform på helt ændrede præmisser.

Det er dybt beskæmmende i et velfærdsland, at vi kan bringes i en sådan situation, når vi egentlig blot vil gøre vores arbejde så godt som muligt. Et arbejde, vi faktisk er stolte af.

Hvordan kunne det gå så galt?

Irene Olsen er lærer og tillidsmand på Ollerup Efterskole