Prøv avisen
Mediekommentar

Må din livskraft vare, så længe du lever

Tina, hvis efternavn ikke kom frem, var nygift og havde små børn, da hun fik konstateret uhelbredelig æggestokkræft. Tre gange var hun flyttet hjem fra hospice, men til trods for den dødelige sygdom, var der livskraft i Tina. Foto: DR 2/DR Presse

Nærværende dagblad lancerer sig som avisen om livets store spørgsmål, og et af livets helt store spørgsmål er unægtelig døden. Ikke mindst fordi døden sætter spørgsmålstegn ved livet. Hvordan skal vi leve, når vi en dag skal dø, spørger Jesper Bacher.

Overskriften et bibelcitat, nærmere betegnet fra velsignelsen til Ashers stamme fra Femte Mosebog. Det er velsignet, når livskraften ikke ebber ud, før livet er til ende. Kræfterne kan svækkes, men livskraften er ikke lig med muskelkraften. Livskraften er først og fremmest åndskraft. Man kan nemlig godt dø, før man gør det. Modet kan dø, glæden kan dø, livslysten kan dø.

Nærværende dagblad lancerer sig som avisen om livets store spørgsmål, og et af livets helt store spørgsmål er unægtelig døden. Ikke mindst fordi døden sætter spørgsmålstegn ved livet. Hvordan skal vi leve, når vi en dag skal dø? ”At filosofere er at forberede sig på at dø,” skrev den franske filosof Michel de Montaigne, men man kan jo også læse Kristeligt Dagblad eller se den bevægende dokumentar ”Jeg vil leve, til jeg dør” på DR 2. Sidstnævnte dokumentar fortalte i hvert fald historien om den kræftsyge Tina, der forberedte sig på at dø – vel at mærke ved at leve fuldt og helt.

Tina, hvis efternavn ikke kom frem, var nygift og havde små børn, da hun fik konstateret uhelbredelig æggestokkræft. Tre gange var hun flyttet hjem fra hospice, men til trods for den dødelige sygdom, var der livskraft i Tina. Hun nægtede at lægge sig til at dø, før døden lagde hende ned. Ikke at Tina nægtede at se døden i øjnene, og hun kunne blive træt af velmenende, men hovedløs optimisme på hendes vegne: ”Jeg vil gerne anerkendes for, at jeg ikke kommer til at leve et langt liv.” Samtidig var Tina fuld af forundret taknemlighed over at opleve sine pigers 18-årsfødselsdag, og mens hun gik ned i dødskyggens dal, søgte hun lys og glæde. Det, hun kaldte ”tæthedsstunder” med familien, kom til at betyde særligt meget, og små hverdagsglæder kom til at stå i et særligt lys. ”Jeg tæller mit liv i forår,” som Tina selv sagde det.

Men sygdommen tyngede og gav også følelsen af et liv i ulidelig venteposition. Og Tina lod sig skille fra sin mand og flyttede til et nyt hus, fordi hun ikke syntes, de to kunne finde ud af at være kærester mere. Det gjorde trist at se. At lægge et ægteskab i graven er også en sejr for døden. Men Tina og hendes mand bevarede et godt forhold og sammen fejrede de fødselsdag for Tinas piger.

Tina var ikke specielt troende, men havde gjort sig tanker om sin begravelse og hvilken signaturmusik, hun gerne ville have spillet, når kisten blev båret ud. Som præst kommer man uvægerligt til at tænke på mange kræftsyge, man har kendt og begravet. Kræften er en dræber af rang og kommer i så mange skikkelser. Men selvom kræften er et fælles vilkår for mange, bliver den modtaget på forskellig vis. Som Piet Hein skriver i et af sine Gruk. ”Helbred er, hvordan man har det/ Modstandskraft er, som man tar det.”

Men hvor meget modstandskraft kan et menneske mønstre? Tina følte sig heldig, at hun ikke kunne holde ud at være trist og ked af det ret længe ad gangen. Ja, det var heldigt midt i det tragiske, men det er håbefuldt, også for de mest triste sjæle, at døden har en overmand. ”Jeg vil leve, til jeg dør” lød Tinas motto. ”Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør,” lyder Jesu trøst.

Jesper Bacher er sognepræst.