Må en forfatter kun skrive om mennesker som sig selv?

Må en hvid, dansk mand skrive om en grønlandsk kvinde? Eller en vestindisk slave? I internationale litteraturkredse diskuteres forfatteres ret til at skrive romaner om folk, der ikke er lige så privilegerede som dem selv. Spørgsmålet vil også komme til debat herhjemme, mener lektor i interkulturelle studier Lene Bull Christiansen

Illustration: Rasmus Juul.
Illustration: Rasmus Juul. .

Hvad - og ikke mindst hvem . må en skønlitterær forfatter skrive om?

Spørgsmålet er blevet varmt i litteraturkredse, efter den amerikanske forfatter Lionel Shriver, der blandt andet har skrevet den prisvindende roman ”Hvad med Kevin?” (”We Need to Talk About Kevin”) fra 2003, i sidste uge var hovedtaler på den australske litteraturfestival Literature Brisbane. Talen handlede om, hvordan litteraturen ifølge hende lider under politisk korrekthed og hypersensitivitet.

Det er en tendens, der vinder indpas flere og flere steder i samfundet, mener Shriver. Hun beskriver, hvordan det for eksempel sås, da en gruppe studerende ved et universitet i den amerikanske delstat Maine tidligere på året faldt i unåde hos universitetsledelsen for at holde mexicansk temafest, hvor de delte sombrero-hatte ud. Ledelsen mente, at hattene var med til at skabe ”etniske stereotyper” og undskyldte efterfølgende til alle de studerende, der måtte havde følt sig forulempede af episoden.

Men den politiske korrekthed må ikke begrænse litteraturen, advarede Shriver. Fiktion er pr. definition falsk, og derfor må enhver forfatter stå fast på retten til at portrættere lige præcis de mennesker, han eller hun ønsker, på lige præcis den måde, han eller hun ønsker, pointerede Shriver. For at illustrere sin pointe havde den amerikanske forfatter selv valgt at tage en sombrero på, mens hun sad på scenen.

”Moralen (...) er klar: Du må ikke prøve andres hatte. Men det er vel, hvad vi forfattere bliver betalt for at gøre? Gå i andres sko og prøve deres hatte,” sagde Lionel Shriver og fortsatte med at påpege, at hun som tysk-amerikaner intet ville have imod, at folk, der ikke havde samme genetiske ophav som hende, tog lederhosen eller tyrolerhatte på.

Undervejs i Shrivers tale udvandrede flere publikummer, heriblandt flere forfattere, fra salen. Og Shriver har efterfølgende fået kritik, blandt andet af forfatteren Yassmin Abdel-Magied, der i et indlæg i avisen The Guardian skriver, at Shrivers tale ”dryppede af raceoverlegenhed”. Men havde Shriver fat i noget? Og hvor går grænsen for, hvilken kulturel virkelighed, forfattere må beskrive?

Lene Bull Christiansen, lektor i interkulturelle studier ved Roskilde Universitet, lad os få styr på spørgsmålet: Må en privilegeret forfatter skrive en ikke-privilegeret persons historie?

"Det er umuligt at svare hundrede procent ja eller nej. Man kan risikere at ekskludere noget, der kunne være fantastisk og produktivt."

"Men: Når det er sagt, så bliver der for tiden peget på, at vi netop ikke er i et magtfrit utopia, men i en verden, hvor der findes folk, der har lettere ved at komme til orde end andre. Og derfor må man også forvente af folk, som har en talerstol, at de tager den magtposition i betragtning. Kampen er også inden for skønlitteraturen – det er blandt andet det, vi ser med Lionel Shrivers tale i Brisbane: At folk, der har et privilegium slår tilbage imod forskellige forsøg på at holde dem op på, at de har et ansvar for ikke bare at mose derudaf og benytte sig af deres privilegier. Forfatteren siger: Jeg vil have mine privilegier i fred! Og det er svært at synes, at det er et særlig produktivt intellektuelt projekt."

Hvorfor det?

"Blandt andet fordi, der findes et ideal omkring, hvad god litteratur skal kunne: Det er at sætte os i stand til empatisk at leve os ind i andre menneskers tankeverden og livssituation."

Er det så sådan, at bare fordi man er afrikaner, så er man den eneste, der må skrive om at være det?

"Ikke nødvendigvis. Men man har selvfølgelig lettere ved det, end én, der aldrig har været der. Det handler nærmere om, hvorvidt er man i stand til at leve sig ind i de problemer, som afrikanere har. Kan man hjælpe andre til en empatisk oplevelse af dem, så skal man bare skrive løs. Men penge er også et spørgsmål her: Handler det mere om at få succes? Handler det om egen vinding, eller har forfatteren en genuin interesse i andre mennesker?"

Er det et problem?

"Der er én yderligtgående position i debatten, som fastholder, at fordi det er så dybt problematisk, at koloniseringen fortsætter på alle mulige niveauer med det, man kalder ”tyveri af intellektuel ejendom”, så skal en særligt priviligeret forfatter helt lade være med at bevæge sig derhen. Men her mener jeg, at det er vigtigt at slå koldt vand i blodet. For det første er det nærmest umuligt at lade være med at skrive om ”noget andet” end én selv, og for det andet kan det blive et mærkeligt forsøg på at fastlåse kulturel identitet i stedet for at udforske den livsverden, der er vores allesammens."

"Men: Der findes også tendenser til, at folk stjæler med arme og ben uden hensyn til, om det er for at gøre nar. Derfor er spørgsmålet svært at gøre sort-hvidt."

Men er det her overhovedet en debat, vi skal tage i Danmark?

"Danmark har været og er til dels stadig en kolonimagt, og den position har vi lidt en tendens til at glemme. Blandt andet fordi vi i 1960’erne og 1970’erne så os selv som nogle, der var meget bedre end de andre kolonimagter, fordi vi støttede oprørsbevægelser i syd og så glemte vores egne koloniprojekter. Det er faktisk en tendens i hele Norden, at vi ser os selv som nogle, der har rene hænder og er fri af det koloniale. Det er en bekvem selvforståelse, for så kan man pludselig godt tillade sig at gøre grin med race – vi er de gode, så derfor må vi godt! Men nu begynder vi at få minoritetsstemmer ind i debatten, en strømning, som blandt andet har bevirket, at brugen af ordet ”neger” er blevet fjernet i titlerne på malerier på Statens Museum for Kunst."

De ”opgørsromaner”, vi herhjemme har haft i forhold til kolonifortiden, er skrevet af hvide, danske mænd som Kim Leine, der skrev om Grønland, og Mich Vraa, der for nylig har skrevet om slavehandlen i Dansk Vestindien i romanen ”Haabet”. Men er det grundlæggende problematisk, at det er dem, der gør det – bare fordi de har den hudfarve, det køn og den nationalitet, de har?

"Der, hvor det bliver problematisk, er, at man som hvid mand har en privilegeret adgang til nogle kulturinstitutioner, som man ikke nødvendigvis har som brun kvinde. Kim Leine kunne have valgt at skrive om hvad som helst og ville stadig have haft den adgang. Det er jo ikke umuligt for en grønlandsk forfatter at trænge igennem – det er bare så meget lettere for en hvid mand at gøre det. Der er kønsforskere, der har sammenlignet problemet med et computerspil: Det er nemmere at vinde, hvis man spiller med en mindre sværhedsgrad. Og den hvide, danske mand spiller med en lavere sværhedsgrad, så det er klart, at det er lettere at vinde spillet."

"Der er en del af de her repræsentationskampe, som handler om, at dem, der spiller med en fordel, glemmer, at de har et ansvar for at give plads og stemme til dem, der har sværere ved at ”komme igennem”. At det mindste, man kan gøre, er at have et solidarisk og empatisk sigte med det, man skriver."

Mich Vraa har i et interview til dagbladet Politiken i forbindelse med udgivelsen af sin nye roman givet udtryk for, at det vil være på sin plads, at dronning Margrethe i sin nytårstale gav en undskyldning for Danmarks slavefortid på De Vestindiske Øer. Er det ikke meget solidarisk?

"At solidarisere sig med nogen handler i høj grad om at lytte til dem, man gerne vil solidarisere sig med. At have et mandat, som ikke bare kommer fra noget, man lige selv synes, man har lyst til at fremhæve, men som kommer fra dem, man taler om. Hvis man som forfatter vælger at bruge sit privilegie til at skrive de ikke-privilegeredes historie, er man nødt til at betragte sig selv som et andenrangs talerør og give mikrofonen videre."

"Vi begynder stille og roligt at forstå det. Blandt andet er der en udstilling på Charlottenborg for tiden, hvor man har inviteret afrikanske kunstnere til at udstille. Men selv det kan være uproduktivt."

"En talentfuld ung afrikansk forfatter, der for eksempel kommer til litteraturfestival i Danmark, vil blive mødt med en forventning om, at det, han skriver bøger om, er Afrikas sociale problemer. Dermed bliver det stort set umuligt for en afrikansk science fiction-forfatter at slå igennem. Det er der en enorm optagethed af hos afrikanske forfattere for tiden: De vil ikke kun skrive om det, man forventer, de skal skrive om."

Men er det sådan set ikke fair nok at kræve, hvis vi også kræver af hvide forfattere, at de skal beskæftige sig med deres egen kontekst?

"Vi er nødt til at få en midterposition. Hvis man låser kulturen fast i en essentialistisk spændetrøje, så kan kulturen stivne fuldstændig og ende i russisk propagandalitteraturgenren. Det er der – forhåbentlig – ikke nogen, der ønsker."

"Men selvom kunsten har et fantastisk potentiale, så er den ikke et magtfrit rum. Og nogle gange betyder det altså, at man skal lade være med at skrive noget, for har man i virkeligheden så meget forstand på det, som man går og tror?"

"Skønlitteratur skaber også virkelighed. Og dér må en forfatter være åben overfor, hvad problemet egentlig er i stedet for stædigt at forsvare at gå rundt med en sombrero, fordi man har lyst til det."