Må mænd ikke længere være maskuline?

Siden den seksuelle revolution i 1970’erne har der været ubalance mellem kønnene. Mænd søger stadig feminine kvinder, men det er uklart, om kvinder søger maskuline mænd. For nogle mænd fører usikkerheden til vold og selvhad

hvad gør mænd attraktive i dag? Er det de maskuline stereotyper eller noget helt andet? Dette er et arkivfoto.
Hvad gør mænd attraktive i dag? Er det de maskuline stereotyper eller noget helt andet? Dette er et arkivfoto. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Den seksuelle revolution i forlængelse af 1968 forrykkede balancen mellem kønnene. De traditionelle kønsroller var i opbrud og skabte en ubalance, der ikke siden er blevet rettet op.

De egenskaber, der gør kvinder attraktive i mænds øjne, er stadig de samme: Kvinder skal være unge, smukke, feminine, blide og omsorgsfulde. Og nej, at Bettina er blevet vicedirektør, er en mand rimeligt ligeglad med.

Men hvad gør mænd attraktive? Det står straks mere uklart i dag. Efter 1970 skulle mænd ikke længere være maskuline, for det maskuline fik og får skylden for alt ondt i verden: vold, krig, ødelæggelse af miljøet og så videre. Feminist-fundamentalister taler ligefrem om ”giftig maskulinitet”.

I gamle dage blev en ung mand forberedt af sin far på, hvordan han skulle klare livets udfordringer. Det sker ikke så tit mere, for omkring 1970 blev faderens indflydelse og maskuline værdier stemplet som reaktionære. I dag præges sønnen mere af sin mor og andre kvinder (jævnfør de feminiserede vuggestuer, børnehaver og folkeskole), og mange drenge vokser op hos enlige mødre. Ofte med fokus på personlige og bløde værdier– der desværre bare ikke rigtigt appellerer til de attraktive kvinder.

Når mænd vælger partnere, vælger de bredt. Kan de ikke få de smukkeste kvinder, vælger de mere almindelige kvinder. Sådan agerer de fleste kvinder ikke. Analyser af dating-sider har vist, at kun cirka 20 procent af alle mænd er virkeligt attraktive for kvinder. 80 procent af kvinderne vil ikke nøjes med en helt almindelig gennemsnitsmand.

Det giver en enorm skævhed i pardannelsen. Særlig galt står det til, hvis kvinden har taget en høj uddannelse eller gjort en god karriere, for hun vil ikke have en mand, der står lavere end hende. Jo højere hun kommer op i samfundets top, jo færre mænd står højere end hende, det vil sige jo mindre er udbuddet af mænd. Disse mænd er i øvrigt ofte allerede optaget, fordi de efterstræbes af alle kvinder, også unge fotomodeltyper.

Eftersom kvinder udgør en stadig større andel af dem, der tager en højere uddannelse, bliver partnermarkedet yderligere skævvredet.

Skævheden løses delvis ved, at kvinderne erobrer attraktive mænd fra hinanden. Mandens første kone, og mor til hans børn, bliver skubbet ud af en yngre elskerinde, som måske senere bliver skubbet ud af en tredje. Dette serielle monogami betyder, at der er flere mødre end fædre. Mange kvinder bor alene med deres børn uden faderen.

Det betyder, at der er rigtigt mange enlige mænd. Ifølge den såkaldte Sexus-undersøgelse er det 85 procent af alle enlige mænd, der gerne ville have en partner. De kan bare ikke få det. De lever i ”ufrivilligt cølibat” – på engelsk: ”involuntary celibate”, forkortet ”incel”.

Den unge mand, der står ved indgangen til voksenlivet, spørger sig selv: Hvad skal der til for, at jeg undgår en miserabel skæbne som enlig hele livet?

Incel-manden, den ufrivilligt enlige, vil typisk gøre, som Mor har sagt: Han vil gerne være ærlig, hensynsfuld, en gentleman. Men den adfærd har han ikke succes med.

Han er ikke god til det sociale og smalltalk. Nogle er så bange for overhovedet at tale med en kvinde, at de i realiteten slet ikke magter at kontakte hende, hvor gerne de end ville. Mange frustrerede incels studerer de mænd, som har succes hos kvinderne – de er højere og flottere end dem selv og socialt dygtige, men deres kvaliteter – i incel-mandens øjne – er overfladisk charme mere end den trofasthed, ærlighed og så videre, som kvinderne burde værdsætte (hos incel-manden). Disse incels føler en grundlæggende uretfærdighed ved, at en kvindes kærlighed ikke går til ham, der fortjener den.

Særlig galt står det til, hvis kvinden har taget en høj uddannelse eller gjort en god karriere, for hun vil ikke have en mand, der står lavere end hende.

Kåre Fog, biolog og Lone Nørgaard, Cand.mag.

Efter årtusindskiftet er der dukket en hjælp op i form af et nyt fænomen, nemlig ”Pick-Up Artists” (PUA). Det er mænd, som har overvundet deres vanskeligheder med at kontakte kvinder, og som nu dyrker scoring som en ”kunstart”. Nogle er kyniske. Andre har nedsat sig som vejledere, der lærer unge mænd, hvordan de overvinder deres kontakt-problemer. De har specialiseret sig i at hjælpe de mest generte, socialt akavede mænd. Her er altså opstået et miljø, hvor unge mænd kan få den vejledning i at omgås kvinder, som ikke har været til rådighed fra fraværende eller feminiserede fædre.

I Sverige har læge og psykiater Stefan Krakowsi taget kontakt til et antal incels i alderen 18 til 45 år og udgivet en bog om, hvad han har erfaret: ”Incel: Om ofrivlligt celibat och en mansroll i kris”. Han beskriver faren ved, at der går mange enlige, frustrerede unge mænd rundt, men understreger, at de mænd, han har mødt, ikke er voldsparate kvindehadere. De hader sig selv.

De mænd, der får kontakt til PUA’er og lærer at omgås kvinder, kan blive ledt ind på et gunstigt spor. Den person, der engang var en socialt akavet, ensom mand, kan blive forvandlet fra en grim tudse til næsten-prins –og dermed øges udbuddet af mulige partnere for kvinder.

Men det kan også gå galt. Nogle mænd får aldrig den vejledning, de har så hårdt brug for og graver sig mentalt set dybere og dybere ned i et sort hul. De overvældes af verdens uretfærdighed og bliver forurettede. Deres sortsyn kan blive forstærket af diverse sider på internettet. De tager, hvad der er blevet benævnt ”den sorte pille”.

I modsætning til dem er de mænd, der tager ”den røde pille” – en henvisning til filmen af samme navn, ”The Red Pill” af Cassie Jaye. Den handler om, at hvis man(d) tager den røde pille, så gennemskuer man(d) de gængse illusioner om relationerne mellem han og hun. Man(d) indser, at mænd netop skal bryde med den feminine forståelse af verden for at kunne blive mere attraktive for kvinder. Man(d) finder melodien.

De, der sluger den sorte pille, går den modsatte vej. De konkluderer, at alt er håbløst. Nogle bliver MGTOW’er (”Men Going Their Own Way”); de opgiver al kontakt med kvinder. Andre – nemlig incel-mændene – lider under tanken om, at ingen kvinde nogensinde vil elske dem. For nogle af disse incels er livet slet ikke til at udholde. Verden er grundlæggende uretfærdig og ingen løsning mulig. Undertrykt aggressivitet eksploderer, og de foretager vanvittige desperate handlinger.

Det skete for eksempel for nylig for 22-årige Jake Davison i England. Han var stærkt knyttet til sin mor, men gjorde oprør mod hendes magt over ham. Han skød først sin mor, og derefter gik han ud af huset og skød fire helt tilfældige mennesker.

Sidste år var det den 43-årige tysker Tobias Rathjen, der skød sin mor. Først dræbte han ni tilfældige mennesker og sårede flere. Derimod angreb han ikke sin far. Listen over desperate incels, der skyder tilfældige mennesker, er desværre lang. Der er også et dansk tilfælde, fra 1994, hvor Flemming Nielsen skød fire kvinder og dræbte de to. I de fleste tilfælde er det tydeligt, at frustrationer med kvinder er incitamentet. Nogle skyder for eksempel kun kvinder og lader mænd slippe, eller de angriber personer, som appellerer til kvinders omsorg, såsom små skolebørn.

Næsten alle disse incels ender med at skyde sig selv. Derfor er det en helt gal analyse at se deres handlinger som et udtryk for mænds ønske om at beherske kvinder. At begå selvmord må siges at være det stærkest tænkelige udtryk for afmagt.

Det brede samfunds reaktion på voldelige incels har været at fordømme dem, at behandle dem som terrorister og at afvise deres behov. Her – også i danske rapporter – fordømmer man endog de mænd, der kan give dem den vejledning, der kunne rette op på deres liv og bidrage til at give dem en tilværelse med mål og mening. Det er en ufølsom og misforstået tilgang.