Må man rejse kritik af sit land internationalt?

Israels grænser for ytringsfrihed bliver udfordret, efter at menneskeretsorganisationen B’Tselem har opfordret FN’s Sikkerhedsråd til at gribe ind over for den israelske besættelse af de palæstinensiske områder. Lederen af B’Tselem bør få frataget sit statsborgerskab, lyder det fra israelsk parlamentariker

18-årige Arafat Kanaan står klar med videokamera og gasmaske ved den mur, som adskiller hans hjemby Ni’lin fra resten af Vestbredden. Videokameraet har han fået af den israelske menneskeretsorganisation B’Tselem, som nu beskyldes for at bagvaske Israel med falske beskyldninger imod besættelsen. –
18-årige Arafat Kanaan står klar med videokamera og gasmaske ved den mur, som adskiller hans hjemby Ni’lin fra resten af Vestbredden. Videokameraet har han fået af den israelske menneskeretsorganisation B’Tselem, som nu beskyldes for at bagvaske Israel med falske beskyldninger imod besættelsen. – . Foto: Tom Pilston/Panos Pictures.

MÅ MAN REJSE KRITIK af sit eget land i et internationalt forum?

Spørgsmålet har den seneste tid sat sindene i bevægelse i Israel, efter menneskeretsorganisationen B’Tselem tidligere på måneden var inviteret til at tale i FN’s Sikkerhedsråd.

Her rettede lederen af B’Tselem, Hagai El-Ad, en hård kritik af den snart 50 år lange israelske besættelse af Vestbredden og Østjerusalem og af de israelske bosættelser.

Samtidig opfordrede han Sikkerhedsrådet til at gribe ind og tvinge Israel til at slutte besættelsen.

Men derved har menneskeretsorganisationen bevæget sig langt ud over ytringsfrihedens grænser, lyder det bredt fra den politiske højrefløj i Israel. Blandt andet understreger parlamentariker og leder af regeringskoalitionen David Bitan at han vil se på mulighederne for at fratage B’Tselems leder sit statsborgerskab. Derudover vil han udforme et lovforslag, der skal gøre det ulovligt for israelere at opfordre til sanktioner imod Israel i internationale fora.

”Hans handlinger udgør et grænsetilfælde af et skamløst tillidsbrud for en israelsk statsborger imod sin egen stat, og derfor er det passende for ham at finde et andet statsborgerskab,” siger han til den israelske Kanal 2.

På samme måde er den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, rasende over den direkte kritik fra B’Tselem. Han beskylder den ”bizarre og flygtige” organisation for at bagvaske Israel med falske beskyldninger imod besættelsen.

”Hvad disse grupper ikke kan opnå gennem demokratiske valg i Israel, forsøger de i stedet at opnå gennem international tvang,” skriver han på Facebook .

Samtidig understreger premierministeren, at han vil fjerne muligheden for, at unge fremover kan aftjene værnepligt som civil hos B’Tselem. Det er der dog ifølge organisationen selv i forvejen ikke nogen, der gør i dag.

I TALEN I SIKKERHEDSRÅDET beskrev Hagai El-Ad, hvordan det israelske militærstyre kontrollerer og sætter forhindringer op for alle dele af palæstinensernes liv.

Efterfølgende har han forsvaret sin tale ved at sige, at den ikke var en kritik af Israel som land, men udelukkende af besættelsen.

”Den er ikke et internt israelsk anliggende, men en stor international problemstilling. Man kan ikke tale om en demokratisk besættelse. Det her kan ikke være en intern sag,” siger Hagai El-Ad ifølge internetmediet Times of Israel .

Den hårde kritik imod menneskeretsorganisationen har ført til bekymring i den amerikanske regering. Her siger John Kirby, talsperson for USA’s udenrigsministerium, at den amerikanske regering sætter pris på de informationer, den får fra organisationer som B’Tselem.

”Som vi har sagt mange gange tidligere, så mener vi, at det er vigtigt, at regeringer beskytter ytringsfriheden og skaber en atmosfære, hvor alle stemmer kan blive hørt. Vi er bekymret over tilfælde, hvor disse principper er truede, uanset hvor det er i verden,” siger han til avisen Haaretz .

Men ifølge Israels FN-ambassadør, Danny Danon, er det ikke kritikerne, der truer Israels demokratiske værdier. Det er snarere B’Tselem og den økonomiske støtte, FN yder til menneskeretsorganisationen, der udgør en utidig, anti-israelsk indblanding i Israels demokrati.

”Israel er et stolt demokrati og hylder ytringsfriheden. Men vi accepterer ikke dem, der spreder løgne imod Israel,” siger han til et møde i Sikkerhedsrådet ifølge avisen Jerusalem Post og tilføjer:

”Det er en del af en kynisk cyklus, hvor FN giver penge til B’Tselem og lignende organisationer, der har en bestemt politisk agenda, og bagefter inviterer dem til at give såkaldte ekspertvidnesbyrd.”8