Prøv avisen

Må man være polemisk på prædikestolen?

Illustration: Morten Voigt

Efter en sognepræst har fået en tjenstlig advarsel for en prædiken, har det været debatteret, om man overhovedet må være polemisk i sin prædiken. Pensioneret sognepræst siger ja til polemik, mens rektor for Dansk Bibel-Institut siger nej

Sognepræst Søren E. Jensen fra Roskilde Stift har fået en tjenstlig advarsel for i en prædiken at kritisere kollegers kirkelige aktivisme.

Det har vakt debat, og spørgsmålet er nu, om man godt fra prædikestolen må kritisere sine kolleger, hvis man vurderer, at de står i vejen for evangeliet.

Kristeligt Dagblad har spurgt henholdsvis en tidligere sognepræst og rektor for DBI, om de mener, at man må være polemisk på prædikestolen. 

Ja, mener Johannes H. Christensen, tidligere sognepræst.

Skal prædikestolen bruges til den slags polemik, som vi har set i forbindelse med sagen om Søren E. Jensen?

Jeg synes, det er fuldstændig i orden. Det, som mange præster efter min mening i tiltagende grad glemmer, er, at når man har ornatet på, så er man anonym. Det er lige meget, om du er pastor Nielsen eller pastor Jensen. Du leder gudstjenesten, og det er et enormt privilegium.

Altså er det ikke på egne vegne, man står på prædikestolen, men fordi menigheden har kaldet dig til at forkynde. Det drejer sig ikke om dine private meninger. Om du kan lide den og den ting, eller hvad du personligt har et problem med. Du har fået et embede betroet, som du skal forvalte så samvittighedsfuldt som muligt.

Derfor har præsten også ret til at kommentere, når der er noget, der kommer til at stå i vejen for den forkyndelse, som er for alle i menigheden og ikke bare dem, der kommer i kirken for alle mulige andre ting.

Det er fuldstændig rimeligt, at en præst, der ikke har nogen magt andre steder, har ret til at sige, at vi er forpligtet på Guds ord. Og hvis der i kirken bliver lavet aktiviteter, der skygger for Guds ord, så er det rimeligt at påpege det over for menigheden. Derfor mener jeg også, at en præst selvfølgelig er i sin gode ret til at lægge afstand til alle mulige tivoliseringer af folkekirken som Grøn Kirke, spaghettigudstjenester, pilgrimsvandringer og meditationsandagter.

Som det også lyder i biskoppens advarsel, har man som kollega eller menighed ikke mulighed for at tage til genmæle på kritikken, når den kommer fra prædikestolen. Hvorfor ikke bare holde polemik ude af prædikenen?

Grænsen går ved injurielovgivningen og kirkeordinansen. Man må ikke hænge navngivne personer ud. Men du må som præst gerne forholde dig polemisk til et teologisk emne. Og hvis ikke præsten har lov til det, så har du bundet ham på hånd og mund.

Jeg har udgivet to tykke bøger med mine prædikener fra begge tekstrækker, og dykker man ned i dem, vil man finde meget lidt polemik. Men man vil alligevel finde noget. For polemik er afhængig af to ting: hvilken prædikentekst, du står og prædiker over, og hvilket aktuelt emne, man vil forholde sig til.

Når for eksempel en kirkeminister eller en kirkelig person udtaler sig eller handler imod ordet og imod evangeliet, så er det soleklart, at du har pligt til at tage stilling til det, der bliver gjort og sagt. Og hvis du mener, at noget er imod kirkens forkyndelse, så skal du sige det.

Der er jo mange andre steder, en præst kan udtale sig polemisk, for eksempel i en direkte åben debat. Hvorfor er det vigtigt, at han skal kunne det fra prædikestolen?

Præsten har jo i sit præsteløfte forpligtet sig til at bekæmpe sådanne lærdomme, der strider imod kirkens bekendelse. Det kan han kun gøre fra prædikestolen. Søren E. Jensen har på forbilledlig vis opfyldt sit præsteløfte.

Hele forløbet afspejler en udvikling, der er dybt foruroligende. Der er en tendens til, at biskopperne ikke kun er chefer, men også er dommere. Biskoppen skal ikke være dommer. Han skal være præstens fortrolige og nære ven.

Jeg mener, at Roskilde-biskoppens advarsel over for Søren E. Jensen nærmer sig personforfølgelse. Jeg kan ikke se, at det skulle være over grænsen, at Søren E. Jensen bruger sin ytringsfrihed.

Nogle observatører har i Kristeligt Dagblad påpeget, at prædikestolen er blevet mindre tandløs med tiden. Hvad mener du om det?

Det er da sådan set negativt. Men på den anden side skal præster heller ikke stå og tordne og lyne mod dem, der er uenige med dem. Det, der er blevet rigtig tandløst, er, at mange af de præster, der bliver uddannet ikke har et autentisk forhold til det, de står og prædiker over.

Den teologiske uddannelse har bevæget sig i en alt for psykologiserende retning. Hvis ikke du som præst formår at fortolke og aktualisere gamle tekster, så de rettes nutidigt til en menighed, så bliver det tandløst.

Nej, mener Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut.

Skal prædikestolen bruges til den slags polemik, som vi har set i forbindelse med sagen om Søren E. Jensen?

Det kristne budskab skal anvendes ind i en konkret samfundssammenhæng, så derfor kan en kristen forkyndelse ikke undgå at være polemisk indi-mellem. Men vi må huske, at præsten altid selv er den første tilhører. Jeg tror, man vinder kommunikationsmæssigt ved at snakke om ”vi” og ”os” frem for at skyde på ”de” og ”dem” og hænge forskellige grupper ud, hvad enten det er kolleger eller biskopper.

Min tommelfingerregel er, at jeg hele tiden skal se efter, hvor jeg har et mandat i den bibelske tekst, hvis jeg skal modsige en kirkelig strømning eller noget, der foregår i samfundet eller i kirkeligt regi. Det kunne for eksempel være den måde, vi behandler de svage på i samfundet, spørgsmål om abort, aktiv dødshjælp eller etik i seksuelle spørgsmål.

Den bibelske tekst har et budskab, der går på tværs af hovedtrenden i vores tid. Og på mange punkter vil kirken altid være polemisk. Men det har ikke noget at gøre med at gokke kolleger i nøden. Det har noget at gøre med at modsige en strømning i kirken eller i samfundet.

Teologiske debatter med navns nævnelse skal føres et andet sted end i prædikenen, hvor det er muligt at tage til genmæle.

Men er det så ikke ok at lange ud efter kolleger, hvis man mener, at de modarbejder kirkens budskab?

Jeg personligt mener, at det ikke er ok. I det konkrete eksempel omtales spaghettigudstjenesten. Den er en ramme, som nogle præster bruger til forkyndelse. Og hvis præsten bruger den ramme rigtigt, så forråder han ikke evangeliet. Det er farligt at generalisere og sige, at spaghettigudstjeneste er et angreb mod evangeliet.

På samme måde er en gammeldags højmesse også en ramme. Hvis den stivner i stemninger, tradition og liturgi, så kan denne ramme skygge for evangeliet og afspore forkyndelsen.

Når det gælder former, skal vi i en luthersk kirke give hinanden frihed. Der står i den lutherske bekendelse, at det er nok at være enig om evangeliets forkyndelse. Derfor skal vi også give vores kolleger en lang snor, når det gælder former, og her skal vi ikke som præster være polemiske over for vores kolleger. Når det gælder indhold, skal vi modsige alt det, der strider mod kirkens bekendelse, også selvom det rammer kolleger. Men aldrig med navns nævnelse på prædikestolen.

En anden sag er, at det er skudt over målet at bruge det tjenstlige system til at påtale præsten i dette tilfælde. Det er helt hen i vejret, synes jeg. En luthersk biskop skal være sjælesørger og åndelig vejleder og ikke begynde at bruge tjenstlige midler på noget, som kunne være løst i fordragelighed. Principielt mener jeg, at en biskop først og fremmest skal vejlede teologisk med ordets magt.

Som nogle observatører har påpeget i Kristeligt Dagblad, så er prædikenerne i folkekirken blevet mindre polemiske med tiden. Er der ikke en fare for, at prædikenerne bliver for tandløse?

Det er der helt sikkert en fare for. Men det er klart, at man må skelne mellem en prædiken og en teologisk debat. Hvis jeg skal holde en prædiken påskedag, så ville jeg være typen, som tydeliggør vigtigheden af, at Jesus er opstået fysisk fra de døde.

Men jeg vil primært forkynde, hvad Jesu legemlige opstandelse betyder for os i liv og død. Jeg vil også polemisere mod den udbredte tendens til at reducere Jesu opstandelse til en sproglig begivenhed og lignende. Men jeg ville ikke begynde at nævne Per Ramsdal eller andre, der har givet udtryk for noget andet, end jeg tror på.

Jeg ville være polemisk i den forstand, at jeg ville forkynde, at Jesu opstandelse var en fysisk opstandelse, men jeg ville ikke udlevere nogen. Jeg accepterer, at jeg på prædikestolen er i en sammenhæng, hvor jeg har taleretten, og derfor skal det også tydeliggøres, at det ikke er en mulighed for at komme med et partsindlæg.

Johannes H. Christensen Foto: Leif Tuxen.
Børge Haahr Andersen Foto: Arkivfoto