Må vi bede om biskoppernes mening om den gudstjeneste, der angår os alle

Det er i tråd med tidens ånd, når de tre biskopper stiller spørgsmål i stedet for at give svar, men sådan bør det ikke være, mener jurist Louise Kobbernagel

Derfor giver det heller ikke nødvendigvis mening med en bred folkelig debat om gudstjeneste, dåb og nadver. Som lægperson kan jeg mene nok så meget om dette. Men jeg kan ikke udtale mig teologisk velfunderet. Jeg kan fortælle, hvad jeg føler, og hvad jeg har lyst til. Men ærligt talt: Kristendom handler ikke om, hvad jeg føler for og har lyst til.
Derfor giver det heller ikke nødvendigvis mening med en bred folkelig debat om gudstjeneste, dåb og nadver. Som lægperson kan jeg mene nok så meget om dette. Men jeg kan ikke udtale mig teologisk velfunderet. Jeg kan fortælle, hvad jeg føler, og hvad jeg har lyst til. Men ærligt talt: Kristendom handler ikke om, hvad jeg føler for og har lyst til. . Foto: Lasse Kofod/Ritzau Foto.

20. Så mange spørgsmålstegn er der sat i kronikken i denne avis den 27. marts. Kronikken er skrevet af de tre biskopper Marianne Christiansen, Elof Westergaard og Tine Lindhardt og handler om de tre liturgiske fagudvalg, biskopperne for nylig har nedsat. Udvalgene er nedsat som led i et udredningsarbejde af folkekirkens gudstjenesteliv.

Man forstår, at dette udvalgsarbejde om et-to år skal munde ud i tre rapporter, der ”skal danne baggrund for en bred kirkelig og folkelig debat om gudstjeneste, dåb og nadver – herunder om der er behov for eventuelle ændringer af liturgien (…)”.

Hensigten med de mange spørgsmål er selvfølgelig at anskueliggøre behovet for udredningsarbejdet. Et arbejde, der fremstilles som åbent for alle synspunkter om emnet. Det er vel i grunden fornuftigt nok. Eller hvad?

De tre biskopper konstaterer: ”Vi ser i disse år ser en stigende optagethed af gudstjenestens ’form’ og ’gestaltning’, hvilket fortæller, at gudstjenestedeltagelse måske først og fremmest er ’handling’ og ’oplevelse’ mere end ’ord’ og ’oplysning’.” Og der spørges: ”Hvis er gudstjenesten? Er det demokratiet eller teologisk faglighed, der skal styre processen i en reform?”.

Det er i tråd med tidens ånd, når de tre biskopper stiller spørgsmål i stedet for at give svar. I demokratiets navn skulle man jo helst ikke komme til at trække noget ned over hovedet på folk. Man kunne jo derved komme til at signalere, at man fandt, at noget var bedre end noget andet. Og det må man helst ikke i folkekirken, hvor islam kan være lige så godt som kristendom, og hvor ”oplevelse” kan være lige så godt som ”ord”.

Denne indstilling afspejles også, når biskopperne spørger, om vi skal ”følge den almindelige kulturelle udvikling om at have ”flere bud på hylderne” og imødekomme flere behov”.

At man som biskop overhovedet kan stille det spørgsmål, om teologisk faglighed eller demokrati skal styre en reformproces, er dybt bekymrende. Selvfølgelig skal teologi stå over demokrati i kirkelige spørgsmål!

Derfor giver det heller ikke nødvendigvis mening med en bred folkelig debat om gudstjeneste, dåb og nadver. Som lægperson kan jeg mene nok så meget om dette. Men jeg kan ikke udtale mig teologisk velfunderet. Jeg kan fortælle, hvad jeg føler, og hvad jeg har lyst til. Men ærligt talt: Kristendom handler ikke om, hvad jeg føler for og har lyst til.

Når jeg er syg, opsøger jeg en læge, og lader ham stille diagnosen og ordinere behandlingen. Skal jeg have min bil repareret, lader jeg en mekaniker om det. Jeg kan i det små bidrage med mine input – men jeg er klar over, at min opfattelse slet ikke har samme vægt som fagmandens – for det er ham, der ved, hvad han taler om. Det er, som om det er anderledes med folkekirken. Her synes ethvert synspunkt at have lige vægt. Man mistænker, at det skyldes, at folkekirken føler sig underlagt de markedsvilkår, der hersker i konkurrencesamfundet. Vil man have kunder i butikken, må man diske op med ”flest bud på hylderne”.

Trods kronikørernes ihærdige forsøg på at overbevise os om behovet for udvalgsarbejdet, er jeg langtfra overbevist. Og hvad værre er: Jeg frygter, at den efterfølgende debat vil ende med et knæfald for det, som man kommer frem til, at folket nok efterspørger – alene fordi det efterspørges.

Det bekymrer mig, fordi en afgørende kvalitet ved folkekirken i en ellers omskiftelig tid er, at den ikke sådan lader sig rokke ved. Jeg håber inderligt, at min bekymring vil blive gjort til skamme.

Louise Kobbernagel er jurist.