Kritik: DR-serie iscenesætter naturen som scenarier fra en børnebog

Det er prisværdigt, at DR satser på naturen, men ”Vilde vidunderlige Danmark” er skudt ved siden af. Serien viser, hvor langt væk vi er fra naturen – og hvem vi er, skriver Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Bibelselskabet

I 1800-tallet digtede man om ånden i naturen på distance af naturgrundlaget, i dag iscenesætter vi den som scenarier fra en børnebog og ren underholdning. Og måske er DR her bagud i forhold til tendensen med, at flere nu gør førstehåndserfaringer i naturen?, skriver Birgitte Stoklund Larsen i mediekommentar.
I 1800-tallet digtede man om ånden i naturen på distance af naturgrundlaget, i dag iscenesætter vi den som scenarier fra en børnebog og ren underholdning. Og måske er DR her bagud i forhold til tendensen med, at flere nu gør førstehåndserfaringer i naturen?, skriver Birgitte Stoklund Larsen i mediekommentar. Foto: DR Presse/Mastiff TV/Henrik Zachariassen.

I weekenden tilbragte jeg et par timer ved en søbred på Vestsjælland. Indimellem svævede en havørn over søen, kredsende over en flok grågæs og et par knarænder. Reden befandt sig flere hundrede meter væk på den anden side af søen. Vi kunne se den med det blotte øje, fordi træets blade knap var sprunget ud. Takket være min fætter, fugleentusiasten, havde vi kikkerter, så vi opdagede, at der var to store unger i reden. Det var magisk.

Dér ved søbredden kom vi til at tale om DR’s naturserie ”Vilde vidunderlige Danmark”, som både min fætter og jeg havde opgivet som for meget af det gode. Uudholdeligt, var vi faktisk enige om; vi samtykkede på et ret spinkelt grundlag efter at have set brudstykker. Måske var det helt forkert?

Opmuntret af lørdagens havørne gav jeg sidste udsendelse en chance søndag aften. Det handlede om byens dyreliv og begyndte hos en and eller ”en mor i Ishøj”, som gråanden blev introduceret. Den havde lagt æg i en altankasse på fjerde sal, hvorfra ællingerne tog turen i slow motion mod den hårde asfalt, ganske imponerende.

Så gik det slag i slag med en række scenarier fra dyrenes verden – eller hvad man nu skal kalde den verden, som trådte frem. Det var mere børnebog end god naturformidling. Pindsvinet italesættes for eksempel som en ung mand på en scoreaften i byen, uden held i kærlighed. En anden pindsvinehan får parret sig med en hun – eller som det lyder: sød musik opstår, og det bliver for alvor intimt (en parring), men længerevarende forhold bliver det ikke til.

Det er en verden, hvor man ikke taler om føde, men om ”godter” og ”godbidder”, når den intelligente gråkrage søger føde og får knækket sine valnødder af forbikørende biler. Og knopsvanen, Danmarks nationalfugl, får underlægningsmusik af ”I Danmark er jeg født”, når en enlig han byder op til dans: Mon de kan finde melodien – uh, ja, der er forår og kærlighed i luften, og et nyt liv opstår lige midt i den firkantede sø og mellem de forurenede veje i København. Så kan det vist ikke skæres mere ud i pap. Kælent, grænsende til lummert, sentimentalt og omklamrende. Det ender, som det må ende: med en solnedgang.

Det er prisværdigt, at DR satser på naturen, men ”Vilde vidunderlige Danmark” er skudt ved siden af. Serien viser, hvor langt væk vi er fra naturen – og hvem vi er.

I 1800-tallet digtede man om ånden i naturen på distance af naturgrundlaget, i dag iscenesætter vi den som scenarier fra en børnebog og ren underholdning. Og måske er DR her bagud i forhold til tendensen med, at flere nu gør førstehåndserfaringer i naturen?

Tænk, hvad vi kunne have fået ud af det, hvis DR i stedet for strygere, iscenesættelse og slowmotion havde satset millionerne på gummistøvler og gode naturvejledere? Så kunne nogen måske endda blive nysgerrige og få mod på at gå på opdagelse i naturen?

Mere Sebastian Klein og Morten D.D. og mindre strygeorkester, tak!

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.