Prøv avisen
Refleksion

Det målstyrede samfund skaber plagede og skamfulde mennesker

Illustration: Søren Mosdal

Meningen forsvinder, når målstyringen har fået større betydning end meningen med arbejdet

I SØREN ØSTERGAARDS Zirkus Nemo er der altid en, vi kan regne med: Målermanden. Han måler alt. Hvad han imidlertid er en parodi på, er desværre en virkelighed, alt for mange kan nikke genkendende til.

Vi kan mærke, at vores selv er ved at blive slidt op. Først blev vi målt og vejet af andre. Nu gør vi det selv. Først ved hjælp af ydre disciplineringsteknikker i skolen, hjulpet på vej af gode lærere, og nu ved brug af indre teknikker, hvor vi selv observerer, om vi stadigvæk er produktive. Leverer vi?

Vi ved, at det ikke er godt, for vi bliver hurtigere udkørt, end vi gjorde tidligere. Flere føler sig utilstrækkelige, føler skyld og skam. Men de kan ikke holde op. De har været omkring psykologen, men det fortsætter. De er plaget og bryder sig ikke om deres indre dialog.

Deres selv er blevet delt i to. Selv 1 er den, de er. Selv 2 er den, de bør være, den produktive og resultatorienterede, som hele tiden forfølger måltallene. Men som ved al produktion er der omkostninger, og når Selv 2 har slidt Selv 1 op, går de i stykker. Så de føler sig mere sårbare og tættere på et kollaps, end de nogensinde har gjort før.

Selv 2 plager dem, har gjort Selv 1 til genstand for kritik og tæsker løs hele dagen og nogle gange natten med. Holder dem vågne, gør dem irriteret på kollegaer, ægtefælle og børn. De er kommet i vejen for opfyldelsen af den målstyring, som er ved at gøre dem alle til dårligere mennesker, ringere ægtefæller, fædre og mødre. Alle er ramt. Styring til selvstyring udløser selvkritik med manglende selvværd til følge – og for ikke at udstille sig som svag, lide statustab og anerkendelse, bliver alle ved i håbet om, at de snart kan puste ud og træffe mere rationelle beslutninger, der kan få dem ud af suppedasen.

Den franske sociolog Emile Durkheims berømte selvmordsstudie fra 1893, hvor han bemærkede, at de, der løber og vender sig om blot for at opdage, at de ingen vegne er kommet, lider uhørt. Jeg kan ikke huske, om han knyttede denne passage direkte til det moderne selvmord, men det er også uvæsentligt, for det, han beskriver, er sådan, som mange har det i dag. De løber og løber og har kun fornemmelsen af, at de bliver langsommere, eller at målstregen flytter sig hele tiden. Ingen når i mål med måltal. Intet giver mening mere. Meningen forsvinder, når målstyringen har fået større betydning end meningen med arbejdet, ja, med vores liv i det hele taget.

Det er gakket, og mange er ved at få knald i låget. Men det skal være slut nu. Ikke mere selvkritik med hjælp fra latterlige produktionsmål og styringsværktøjer, der forvalter alle aspekter af vores liv. De har ved Gud også fået læringsmålstyring i folkeskolen. Det må stoppe. Ikke mere selvkritik, men kritik af den tid, som gør os syge og ude af stand til at handle på de reelle kriser. Ikke de individuelle kriser, men klima-, miljø- og biodiversitetskriser. Kriser, der har behov for at blive løst. Ikke det andet pjat.

Theodor W. Adorno, måske verdens mest pessimistiske filosof, skrev, at der ikke kunne leves noget rigtigt liv i ”en totalt forvaltet verden”, og at livet i den moderne virkelighed var som en afspejling af et af Samuel Becketts teaterstykker.

For Adorno var der derfor kun det absurde teater tilbage, et meningstømt restprodukt af en kuldsejlet virkelighed, hvor Gøg og Gokke og kong Ubu synger ”Hjerneskrællervisen” i kor, mens de venter på Godot.

Vi kan dog ikke konsultere Durkheim og Adorno i dag, for de er her ikke mere. Til gengæld har vi heldigvis vores egne, der kan levere svar. Søren Østergaards Målermanden og Smadremanden fra Zirkus Nemo kunne snildt afløse de mange måltal. Men der er ikke kun hjælp at hente i Østergaards absurde cirkus. Jeg har også hørt Niels Haugaard sige, at der er en hemmelighed, og vi skal sige den højt. Den går ud på, at der er masser af penge, så der er slet ikke noget problem. Vi behøver ikke at løbe stærkere. Måske kommer alle pengene fra de enorme summer, der bliver brugt på at forvalte de mange måltal? Og i modsætning til vores depressive tilstand og Durkheims og Adornos dystre diagnoser, kan vi grine ad Østergaard og Hausgaard. Måske havde Adorno en ikke uvæsentlig pointe med det absurde teater.

Tågen letter.

Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .