Prøv avisen
Debatinterview

Måske er ”I Am Queen Mary” slet ikke kunst

illustration: Rasmus Juul

Et nyt kunstværk, en statue af en caribisk oprørsleder i København, ”I Am Queen Mary”, har fået kritik for at være for lukket for fortolkning, og det har været diskuteret, om det er god politisk kunst. Men statuen skal slet ikke ses som et kunstværk, mener lektor i kunsthistorie Lotte Philipsen, men i højere grad som et radikalt, visuelt indspark til debatten

IKKE VOLDSOMT INTERESSANT og lukket for fortolkning. Det er noget af den kritik, en syv meter høj statue af en sort kvinde, der blev opstillet ved Vestindisk Pakhus i Toldbodgade i København påskelørdag, har fået med på vejen. Selvom mange også har rost kunstværket med titlen ”I Am Queen Mary”, der forestiller oprørslederen Mary Thomas fra St. Croix siddende på en trone dekoreret med påfuglefjer, har blandt andre historiker Jes Fabricius Møller spurgt til, om værket med sine mange politiske dagsordner repræsenterer Danmarks fortid som kolonimagt på den rette måde.

”I Am Queen Mary” er fremstillet af kunstnerduoen Jeannette Ehlers og La Vaugh Belle, der begge har rødder i Caribien. Kunstnerne udtalte til Kristeligt Dagblad i forbindelse med afsløringen af statuen, at de ønsker at rejse debat om Danmarks fortid som slavehandlende nation.

Men er det god politisk kunst? Kunsthistoriker ved Aarhus Universitet Lotte Philipsen mener, det afhænger af, hvad man forstår ved politisk kunst.

Lotte Philipsen, Queen Mary-skulpturen er blevet kritiseret for at være for lukket for fortolkning. Hvorfor ikke som kunstner sige det, man gerne vil sige, mere subtilt?

”Man kunne have lavet alle mulige andre, mere subtile, usynlige greb. Men dette er en manifestation, som, når man hører, hvad kunstnerne vil med det, er rigtig. For de traditionelle, kunstneriske manifestationer, vi også ser, forherligelsen af tidligere konger og magtfulde forretningsfolk, er overalt i byrummet. ’I Am Queen Mary’ taler ind i det samme visuelle formsprog som den ideologi, værket udfordrer.”

Hvordan ser du umiddelbart selv ”I Am Queen Mary”?

”Det er ikke muligt at se et værk umiddelbart, for man vil altid kende konteksten. Skulpturen ’I Am Queen Mary’ er så omtalt, at folk går en omvej i København for at se den nu. Og de har allerede kunstnernes dagsorden i baghovedet. Det rene blik uden forudindtagelser er meget sjældent, og den debat, der er skabt, gør det allerede svært at se den med friske øjne.

Helt generelt ser jeg en skulptur, som vender ryggen til de vestlige skulputerer, som er inde i pakhusbygningen, og en skulptur, der gengiver en person med vestindiske træk, men hvor også hele tronstolen, hun sidder på, er malet sort. Det er der selvfølgelig en mening med, der er i det hele taget masser af symboler.

Skulpturen er for eksempel hævet op på en sokkel af koralsten fra de tidligere kolonier. Det, jeg synes den gør fint, er at mime en meget velkendt matrice for offentlige monumenter. Der er ingen tvivl om, at dette er tænkt som et offentligt monument, når man ser på det.”

Men er det så god kunst, dette her?

”Det er ofte ørkesløst at tale om, hvorvidt noget er kunst eller ej. Jeg er også loren ved at kalde det politisk kunst, for er al kunst ikke politisk, alt efter hvem der fortolker? Hvis en skulptur er politisk, blot fordi den afbilder en person med vestindiske træk, så synes jeg, vi er ude på et sidespor.

Det giver bedre mening at tale om skulp turen som visuel kultur. Ikke for at nedgøre det som kunstværk, men det er mere interessant at dyrke det som et stykke visuel kultur, der former vores forestilling om verden. Der foregår visuel formning af os hele tiden, også på områder, vi ikke tænker over: i arkitektur, design af byrum eller reklamer.

Vi ser det ikke til daglig, for det er så indgroet, men når vi træder ud af flyveren i en anden kultur, lægger vi pludselig mærke til hverdagens visuelle kultur det pågældende sted. Kunstnerne her vil mene, at forståelsen af Danmarks historie er så indgroet, at der skal et radikalt visuelt indspark til for at ændre noget. Og det må man sige, det er.”

Hvad er fordelen ved at være så entydig?

”Man kommer bredere ud. Megen samtidskunst kritiseres for at være for indforstået og teoretisk, men her er der ikke samme tvivl om, hvad det er for noget, og hvad det vil. Det har bredere appel. Det er ’lige i ansigtet’ og giver mulighed for at få en hurtig dialog med folk.

Man kan sammenligne ’I am Queen Mary’ med kunstneren Jens Galschiøtts udsultede ’Hungermarchen’ (bronzeskulpturer af sultende afrikanske børn, red.). De er i endnu højere grad lige i ansigtet og er også løsrevet som omrejsende skulpturer. I den forstand er ’I Am Queen Mary’ mere raffineret, fordi den har helt konkret reference til det sted, hun står.

Hvis vi laver en skala over lignende kunst med et klart politisk budskab, så har vi i den anden ende John Kørners malerier af dræbte danske soldater i Afghanistan, hvor man ikke rigtig ser ansigterne. Titlerne er bare fornavnet på den soldat, der er død. Rent visuelt er de meget underspillede i et konkret politisk budskab. Det gør altså også noget ved rækkevidden.”

Hvad er ulempen ved at være så direkte, som ’I Am Queen Mary’ er?

”Ulempen kan være, at værket ikke betragtes ud fra sine æstetiske og sansemæssige kvaliteter, fordi budskabet råber ud over det hele. Der er ting ved selve værket, som træder i baggrunden. Men vil man kritisere lige netop ’I Am Queen Mary’ for at være for entydig og sige, man mister de mere subtile artikulationer og symbolske tvetydigheder, skal man i samme åndedrag huske at kritisere alle rytterstatuer i hele landet for det samme.”

Hvorfor?

”For de er lavet med præcis det samme mål: at komme med et stærkt budskab om en person. Alle historiske malerier og kongeportrætter skal læses med det samme blik så. En meget vigtig del ved værket er netop det, at det betjener sig af den matrice for et offentligt monument. Hvad skulle være problemet her, hvis ikke det er et problem ved alle de øvrige statuer af magtfulde personer, vi har?”.

Værket er jo ikke permanent og kunstnerne har kun fået tilladelse til at have det stående foran Vestindisk Pakhus i et år. Tror du, det er noget, der vil blive husket i kunsthistorien?

”Det er svært at spå om, men ja, det tror jeg. Det er, fordi der allerede har været så meget debat om det. De værker, der offentlig debat om, bliver husket, og så er det ret lige meget, hvem der har lavet det.

Det er indskrevet i folks bevidsthed som et værk, der forsøgte at få en politisk dagsorden på banen – og lykkedes med det. Uanset om det bliver pillet ned igen.”

Kunstnerne har sagt, at debatten ikke rigtig kom i gang sidste år, i hundredåret for salget af Dansk Vestindien, men det håber de den gør nu. Vil hun rykke noget ved danskernes selvforståelse?

”Jeg vil nødig sige, at et enkelt værk kan ændre en nations forståelse af sig selv. Men sidste år blev der lavet et stort forarbejde, hvor spørgsmålet var meget på dagsordenen. Det lægger sig oven på en bund af øget bevidsthed, som det bidrager yderligere til ved at være et stykke markant visuel kultur.

Det kan være ret effektfuldt, fordi det giver os en konkret ting at diskutere. Det er meget mere effektivt end ord som ’kollektiv erindring’ og ’officiel undskyldning’. Det er ikke dette værk, der ændrer noget, men det sætter ind, der hvor kunsten kan sætte ind. Ved at give noget abstrakt og kompliceret en konkret, sanselig form, der hvirvler diskussioner med sig.”