Jeg har fået ny ørelæge. Efter 25 års høreprøver, der alle viser, at jeg har en genetisk betinget hørefejl, der betyder, at jeg hører, som om jeg lå i et badekar med ørerne under vand, er han den første, der ikke accepterer mine argumenter imod at få et høreapparat. Måske er de bedste mennesker i ens liv dem, der tør tale en imod. Det gælder kærester, venner, redaktører og chefer. Hvis de udelukkende stryger en med hårene, bliver man som en kat, der ligger i sofahjørnet og aldrig kommer videre.
”Man kan virke dummere, end man er, hvis man hele tiden siger hva’,” siger han.
Han træder på mit ømme punkt, for selvfølgelig vil jeg gerne virke skarp, selvom jeg med årene synes, at jeg mere og mere forstår, hvor meget jeg ikke forstår. Han er så venlig, ørelægen, og så siger han pludselig: ”Ja, du kan have det om en uge.”
Det er chokerende. Her har jeg skudt problemet foran mig i 25 år og så pludselig, en uge blot! Jeg går ud ad døren med sedlen med en ny tid på og er forundret over, hvad der lige skete, og tænker så, at det, der skete, måske var en form for opdragelse. At nogen siger til en: ”Jeg ved bedre end dig, du er i dine følelsers vold, men jeg er rationel”.
Jeg tænker en del over det med opdragelse for tiden og vil tillade mig at komme med nogle overvejelser. I forbindelse med min roman ”Folkets skønhed” har jeg holdt en del foredrag, og der er tit spørgsmål om, hvad det er med de mange lussinger i bogen. Det stammer delvis fra mine erfaringer med opdragelse, som jeg fik de otte år, jeg boede med små børn i Italien. Der var nemlig mange børn, der blev opdraget korporligt. Det gjorde ondt indeni, når jeg oplevede det, og jeg spurgte ofte til, hvorfor de dog slog forsvarsløse små mennesker. Svaret var, at det handlede om at gøre børnene til gode samfundsborgere.
Man havde et samfund, hvor det gjaldt om at indordne sig, og derfor var man en god forælder, hvis man sørgede for, at børnene kunne det. Når jeg har hørt om de mange lussinger, man fik derhjemme, hos præsten og i skolen i Danmark i 1930’erne og 1940’erne, har det været den samme bevæggrund. Og kræver samfundet, at man retter ind uden at stille spørgsmål, så er lussinger og spanskrør måske en effektiv måde.
Det er en opdragelse, jeg misbilliger, ligesom jeg misbilliger den samfundsstruktur, man bliver opdraget til.
Men her er det så, overvejelserne begynder. For hvordan har jeg opdraget mine børn? Med kærlighed og knus, selvfølgelig. Tja, hvis man kender børn, ved man, at det kan være udmærket, men kærlighed og knus får ikke børnene til at gøre ting, de ikke har lyst til, som at gå i en skobutik og købe sko.
Man skulle tro, at skoindkøb var en torturmetode, med den modstand, det møder hos børn, og når nu man ikke bruger fysisk magt over for dem, hvad gør man så? Man forhandler og man bestikker. ”Hvis du går med i skobutikken og køber gummistøvler uden at hyle, får du en is,” siger man.
Mine egne børn er voksne nu, 21 og 25 år, og de er virkelig gode til at forhandle. Et af dem går endda på CBS og raffinerer det talent, vi lagde grunden til i barndommens mange forhandlinger om skoindkøb, indtagelse af væmmelig medicin, desperate ønsker om at sove og så videre.
Dengang havde jeg samvittighedskvaler over al den forhandling og tænkte, at jeg burde finde andre metoder, men det lykkedes aldrig. Nu, hvor jeg har fået en papdatter på otte år, skærer jeg igennem med det samme uden den mindste kval. ”Du får en slushice i 7-Eleven, hvis du går med hen og købe sandaler.”
Jeg er ikke den eneste forhandlings-/bestikkelsesforælder. Måske opdrager vi vores børn til et samfund, der er baseret på forhandling og en noget for noget-mentalitet. Erhvervslivet er ikke autoritært, det hjælper ikke med en lussing. Men det hjælper at kunne give og tage og sørge for at få, hvad man vil have, og kunne genkende den svage part.
Var det samfundet, der kom først med den omstilling, eller er det min forældregeneration, der har opdraget vores børn, så de skaber det samfund? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg synes, spørgsmålet er interessant.
Men jeg har også selv lært noget. Jeg ser bestemt på ørelægen. ”Så skal det også være sådan et højteknologisk høreapparat, jeg kan styre fra min telefon og høre musik og radio i,” siger jeg. ”Naturligvis,” siger han og fortsætter: ”Og jeg lover, at du bliver glad for det.”
Det var også min replik til papdatteren i sandalsamtalen. Jeg lover, at du bliver glad for det, når det bliver varmt. Og det er hun faktisk blevet.8