Prøv avisen
Debat

Har Danmark brug for en ny nationalsang?

"Der er et yndigt land" giver en smuk skildring af den danske natur, men er ikke offensiv, skriver Erik Svensson. Foto: Henning Bagger

"Danmark i tusind år" rummer gode ord, som vi alle kan kæmpe ud fra. Måske skulle den være vores nye nationalsang, skriver journalist Erik Svensson

”Bertel Haarder vil sætte fokus på national sammenhængskraft.” Sådan lødoverskriften i en seksspaltet artikeli Kristeligt Dagblad den 6. oktober, og jeg kan ikke tro andet, end at den hos mange læsere har givetanledning til eftertanke med spørgsmålet. ”Hvad forstår jeg ved at være dansker?”.

Kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) fortæller, at han fik idéen, da Unesco ophøjede Christiansfeld til en del af verdenskulturarven.

National sammenhængskraft

Tidligere har Dagbladet Politikens læsere udnævnt højskolebevægelsen til at være Danmarks vigtigste bidrag. Der kan formentlig gives mange andre svar på, hvordan vi opfatter vor nationale sammenhængskraft.

Mit eget forslag gælder vor nationale sangskat: Vore salmer og ”Den danske sang er en ung blond pige” og ”Jyden han er stærk og sej”. Tænker vi i de baner, har hver især sit at byde på.

Men når det gælder sammenhængskraften, så kommer vor nationalsang naturligvis i første række. ”Der er et yndigt land” har i mange år været rammen om fejring af sportsmesterskaber, nationale begivenheder, indledning til nationale sammenkomster og meget mere.

Danmarks nationalsang

Nationalsangen giver en smuk skildring af den danske natur, men den er ikke offensiv. ”Der sad i fordums tid de harniskklædte kæmper, udhvilede fra strid; så drog de frem til fjenders mén, nu hviler deres bene, bag højens bautasten.”

Ja, det er ikke just opildnende, når et dansk sportshold skal ind at spille om et verdensmesterskab. Der er mere kraft i ord og melodi, når man synger ”Danmark i tusind år, længer end saga når, vor stammes arv, hærget og frugtbargjort, hjemstavn og verdens port - lær os at råde stort så rig en arv!”. Her er både historie, fremsyn og udsyn.

I næste vers lyder det blandt andet ”Strid eller arbejdsdag, her kræves hårde tag, løft os vort gamle flag i liv og død.” Og sidste vers lyder: ”Danmark i tusind år, søhavn og bondegård og fri mænds arv. Brug du os, hvor du kan, tag du os mand for mand ! Stå skal vort fædreland som fri mænds arv.”

Det er gode ord, som vi alle kan kæmpe ud fra. Der er kun et enkelt stort minus: De er skrevet til de danske købmænds 100-årsjubilæum i 1917 af digteren Valdemar Rørdam, som i sit udgangspunkt blev betragtet som en national skjald, men som under Finlandskrigen, hvor hans søn deltog mod de russiske styrker, blev så antikommunistisk, at det førte ham over i en beundring af Adolf Hitler.

Hvem var Valdemar Rørdam?

Glemt var, at litteraturprofessorerne Ejnar Thomsen og Valdemar Vedel i 1937 indstillede Valdemar Rørdam til Nobelprisen. Glemt var, at Studenterforeningen i København til julen 1940 udgav en samling af Rørdams digte (48 i alt) med Titlen ”Danmark i tusend aar” med et forord af vennen og jagtkammeraten, digterpræsten Kaj Munk om ”vor tids største digter, nationens digter, ja ret egentlig skjald, Danmarksskjalden”.

Men vi skulle langt hen mod slutningen af Besættelsen, før Valdemar Rørdam fortrød og undskyldte, frasagde sig sin årlige hædersgave og udmeldte sig af Dansk Forfatterforening. Han døde i juli 1946 efter en operation, isoleret og nedbrudt.

Og så kan vi vende tilbage til Bertel Haarders tanker om national sammenhængskraft. Er den danske sammenhængskraft så stor, at vi kan tilgive Valdemar Rørdams menneskelige fejlvurdering og Hitler-beundring for i stedet at samles om hans kraftfulde kantate ”Danmark i tusind år”?

Det er et stærkt kunstværk, der kan blive stående, også når Valdemar Rørdams navn er glemt.