TO DAGE FØR VALGET i Sverige bragte SVT en ophedet afslutningsdebat mellem de forskellige partiledere. Der faldt mange knubbede ord mellem deltagerne. Men det mest opsigtsvækkende var, at studieværten sidst i udsendelsen på SVT’s vegne demonstrativt tog afstand fra nogle udtalelser af partiformanden for Sverigedemokraterne, Jimmie Åkesson. De blev betegnet som utilstedelige, fordi de blev opfattet som urimeligt generaliserende i deres omtale af indvandrere. Det fik studieværten besked om at sige i sin høresnegl fra tv-kanalens ansvarlige redaktør.
Dette intermezzo stjal opmærksomheden fra resten af indholdet i debatten og delte Sverige i to lejre: dem, der var bestyrtede over, at en tv-kanal gjorde sig til overdommer i en fri og åben politisk meningsudveksling, og dem, der bifaldt studieværtens påtale og måske ovenikøbet påskønnede den.
Baggrunden for SVT’s markering er den såkaldte demokratiparagraf, som findes i den svenske radio- og tv-lov. Her står der ifølge Berlingske følgende:
”Programvirksomheden som helhed skal kendetegnes af den demokratiske stats grundidéer og principper om alle menneskers ligeværd og individuelle menneskers frihed og værdighed.”
Vi er altså vidner til, at en svensk tv-station i demokratiets navn indskrænker den frie meningsudveksling mellem demokratisk valgte politikere. Sagt mere tilspidset: Demokratiet svækkes i demokratiets navn.
”Det er to forskellige definitioner af demokrati, der støder sammen,” udtaler medieforskeren Frands Mortensen fra Aarhus Universitet og tilføjer:
”I Danmark har det ikke været sådan siden 1977, men i Sverige har SVT en dobbeltopgave. På den ene side skal SVT neutralt formidle, hvad der foregår. På den anden side skal SVT sikre det, de kalder demokratiske værdier, hvilket faktisk vil sige, at SVT også skal være en slags moralens vogter.”
Episoden omtales i Ekstra Bladet som en ”uhørt medieskandale”. Andre danske medier er stort set på samme hold. De fleste her til lands vil nok frabede sig, at journalister optræder som moralske
linjedommere. Men ikke alle. I altinget.dk stiller journalisten Paula Larrain spørgsmålet: ”Hvad er forskellen på en mikrofon og en journalist?”. Jo, mikrofonen er holdningsløs, medens journalisten er forpligtet på en holdning. ”Neutralitet er ikke det samme som objektivitet,” konstaterer hun og understreger journalistens etiske binding til demokratiet som værdigrundlag.
Hun viser med andre ord forståelse for den svenske mediepolitik. Journalisterne har for hende at se en forpligtelse til aktivt at tage parti for demokratiet.
Så vidt, så godt. Men tilbage står spørgsmålet, hvad det er for en definition af demokrati hun abonnerer på.
Den diskussion er blevet videreført herhjemme på Radio24syv i programmet Q&A, hvor de to folketingskandidater Anna Libak (V) og Jens Rohde (R) kommenterer Paula Larrains synspunkt. Jens Rohde bakker Paula Larrain op og fastholder journalistens ret og pligt til at
redigere et program ud fra demokratiske principper.
Anna Libak tager til gengæld afstand fra den redaktionelle moralisering fra STV’s side.
En sådan moralisering vil næsten uundgåeligt få politisk slagside. Når den svenske statsminister Stefan Löfven (S) gang på gang betegner Sverigedemokraterne som et ”racistisk parti med nazistiske rødder”, vil nogle måske savne en moralsk markering fra de journalistiske linjedommere.
Hvor befinder det privilegerede sted for udsigelsen af sandheden sig egentlig henne? Er det kun Sverigedemokraterne, man må svine til? Har det svenske socialdemokrati og andre partier ikke også en lidt blakket fortid? Vi befinder os i et ideologisk tågeslør. Måske hænger det sammen med, som Anna Libak antyder i Berlingske, at det svenske samfund aldrig har foretaget et grundlæggende opgør med de nazistiske sympatier, der herskede i Sverige under Anden Verdenskrig.
Den svenske tilbøjelighed til at optræde som moralsk overhøjhed skal altså ifølge Anna Libak ikke bare ses som et autentisk udtryk for en ufordærvet svensk folkesjæl. Historisk betragtet er der tale om en kalkuleret politisk maskering af en betændt fortid. Det var mere end nogen anden statsminister Olof Palmes fortjeneste at vende skammen over den svenske neutralitetspolitik under Anden Verdenskrig til Sveriges udadrettede humanitære engagement i verden.
Det historisk beskæmmende er bare, at Sverige også under Olof Palme fortsatte med at sælge våben til en lang række undertrykkende diktaturer og rædselsregimer. Sveriges humanitære image kan ikke skjule det faktum, at våbenfabrikker som Saab, Husqvarna og Bofors havde og stadig har kronede dage på eksportmarkedet.
Ingen tvivl om, at Sveriges humanitære profil i international målestok har været en succes, og at landet har kunnet sole sig i projektørlyset på verdensscenen. Men har medaljen mon en bagside? Måske trænger Sverige til en national selvransagelse.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.