Prøv avisen
Debat

Nej, danskerne er ikke verdens lykkeligste folk

Måske er vi slet ikke så lykkelige, som vi tror. Foto: Peter Hove Olesen/ritzau

Hvis man ikke kan se, at ens såkaldte lykke bunder i manglende drømme og ambitioner, så er man for alvor i gang med at spilde livet, skriver Thomas Johannes Erichsen

Vi er ikke længere verdens lykkeligste folk. Norge har overtaget føringen, og vi må nøjes med andenpladsen.

Det kan undre, hvorfor vi skulle være så lykkelige. Javist, vi har velfærd og tillid og tryghed, men stadigvæk. Alle de trætte og lukkede ansigter, der passerer på gaden? I toget, hvor meget har de matte blikke tilfælles med lykken? I den lokale Netto, hvor meget livsglæde præger så de bøjede hoveder i køen foran kassen?

Sagen er, at vi måske heller ikke er så lykkelige, som vi tror. De store Eurobarometer-undersøgelser, som i høj grad har kortlagt danskernes lykke-dna, viser også, at vi har lave forventninger til tilværelsen. Det har dr.med. og forskningsleder Kaare Christensen hæftet sig ved, og da han blev interviewet af ”60 Minutes”, tøvede han ikke med at sige, at det er let at kalde sig lykkelig, hvis bare man sætter forventningerne tilstrækkeligt ned. Indkøb på plads, arbejdsdagen overstået, familien samlet foran fjernsynet – er det vores lykke? Tilbud i Kvickly, styr på økonomien, nyt køkken i næste måned?

Det lyder ikke imponerende, hvis danskernes lykke beror på beskedne behov. Det lyder faktisk frygtelig kedeligt. Ingen særlige forventninger? Minimale forhåbninger? Ingen drømme? Hvis man nogensinde har dristet sig til at mene, at vi er et kedeligt folkefærd, så kan man meget vel have ret.

Når livet aldrig bliver intenst og berusende og højst kan svinge sig op til at være ”ikke så dårligt”. Når drømme og begejstring udebliver og man stiller sig tilfreds med mindre. Selvfølgelig er der stor værdi i at sætte pris på de små ting, men ovenstående bliver altså alligevel for kedeligt. Vinterdækkene er på plads, i dag kommer Leasy-Peter, i weekenden skal der slappes af.

Lykken er at få, hvad man vil have, at få sine ønsker opfyldt, siger en simpel teori. Det er en sølle teori. Man kan have tåbelige ønsker, der aldrig vil gøre en lykkelig. Og man kan sætte standarden så lavt, at man forveksler slap hygge med lykke.

”Det varme pust af ingenting i nakken,” som filosoffen Martin Heidegger formulerede det. Nu er det ikke meningen, at vi alle sammen skal fordybe os i tyske eksistensfilosoffer, men man kunne altså godt ønske sig lidt mere ånd i hverdagen. Lidt mindre sjælstomt tv, lidt mere at snakke om og lidt mindre slåen tiden ihjel.

”På det jævne, på det jævne,” siger den gamle sang af H.V. Kaalund, ”ikke i det himmelblå”. Hér tager man ikke chancer, hér er intet at miste, hér er tilværelsen tryg og fuldstændig ufarlig. ”På det jævne, på det jævne, det er livets sejrssang.” Her sænker lykken sig over en rejemad eller en tur i bøgeskoven. Vorherre bevares.

Nu mener man måske, at skribenten er lige højpandet nok, og at det bare handler om at slå almindelige mennesker oven i hovedet. Ordentlige borgere, der passer deres og bidrager til samfundet. Pligtskyldige og beskedne mennesker. Gode folk.

Men det er noget vrøvl! Hvis ikke man kan se, at ens såkaldte lykke bunder i manglende drømme og ambitioner, så er man for alvor i gang med at spilde livet. Hvis ikke man kan skelne det bundjævne liv fra lykken, så er katastrofen indtrådt.

Hvad skal vi med vores velstand, vores velfærd og frihed, hvis vi alligevel ikke udnytter de muligheder, som friheden opbyder? Fortjener vi hængeører overhovedet at leve i et samfund, som generationer før os har ofret alting for? Hvis man i tidligere tider kæmpede for bare at overleve, så har vi næppe haft bedre muligheder for at leve, men gør vi det? Man skal ikke skille sig ud, ikke for meget, man kunne komme galt af sted. Man må have fødderne på jorden, det skal man. Alting med måde, vi ved, hvordan det ellers kan gå. Sådan er det, og det er jo godt nok.

Helt ærligt, kan det overhovedet blive kedeligere

En udmærket modgift til den lunkne danske lykke, eller hvad man skal kalde det, er filosoffen Friedrich Nietzsche. Han mente, at lykke og smerte var tæt forbundne. Et eksempel: Der er ikke meget tilfredsstillelse i at blive fløjet op på toppen af Mont Blanc i modsætning til selv at kæmpe sig vej derop. Den smerte, der ligger i arbejdet med at nå tinderne, frigør en tilsvarende lykke ved at nå målet. En sådan lykkedefinition skulle gerne befinde sig langt væk fra de beskedne behovs små glæder.

At turde drømme. Og kæmpe for sine drømme. At kæmpe og turde og forstå, at uden drømmene bliver livet fattigt og farveløst. At blive barn igen. Bare en gang imellem. Ifølge Marcel Proust holder vi ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle og grå. Vi bliver gamle og grå, fordi vi holder op med at lege.

At udvikle sin personlighed, bare en smule, så man ikke behøver at kede andre mennesker til døde. At elske frygtløst og helhjertet. At sætte noget på spil og mærke blodet rulle. Berus jer, sagde Baudelaire, og man må håbe, der stadig bliver lyttet lidt til den poetiske hedonist.

Lykken handler om at lykkes. Det er en kliché, men som de fleste klichéer er den sand. Man lykkes ikke ved at stille sig tilfreds med mindre. Som om livet ikke havde mere at byde på. Livet har masser at tilbyde, men det kræver sin mand, det kræver sin kvinde. Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder.

Lykke som beskedenhed, nej tak. Det er blevet indvendt, at danskernes lykke snarere beror på realistiske forventninger til livet. Man må stadig sige nej tak. Et realistisk liv? Et realistisk menneske? Det lyder simpelthen for sobert, for firkantet. Man kan jo også blive så fornuftig, at det faktisk ikke er fornuftigt længere – kan man ikke?

Det er næsten, som om vi har besluttet os for at være lykkelige. Der skal jo være orden i sagerne, hækken er klippet, tøjet er vasket, og lykkelig – det skal man også være. Vi har det så godt i Danmark, at vi måske skammer os, hvis vi ikke er lykkelige. Men det er okay at skamme sig over ikke at være det, for så kan det være, man gør noget ved sagen.

En klog man sagde engang, at hvis man vil være lykkelig og have glæde i livet, så er der én meget vigtig regel, man altid må overholde: ikke at lyve for sig selv. Dermed bliver det endnu sværere at se danskere som lykkelige, hvis vi bilder os ind, at vores smalle selvtilfredshed skulle have noget som helst at gøre med et lykkeligt liv.

Men hvis lykken ikke er at sætte forventningerne ned, skal vi så sætte dem op? Ja, det skal vi, fordi forventninger er drømme og visioner. Man kan blive skuffet, men sådan er livet: Hvis man vil smage frugten, så må man også bide i det sure æble. Og som tidligere nævnt: At nå toppen af det bjerg er først en ekstatisk oplevelse, når man har revet hænderne til blods på vejen op. Eller lyder det for voldsomt? For satset? Forbundet med for meget smerte? For meget kamp? Muligvis. Men hvis man vælger det stilfærdige liv, så gør i det mindste omgivelserne en tjeneste: Lad være med at trætte dem med historier om den brøkdel af tilværelsen, du har oplevet!

Danskerne som lykkelige og levende? Nye undersøgelser har måske mere ret, end man er klar over. Vi er ikke verdens lykkeligste folk.

Thomas Johannes Erichsen er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, bachelor i filosofi.

Vi har det så godt i Danmark, at vi måske skammer os, hvis vi ikke er lykkelige

Thomas Johannes Erichsen