Machoteologi i folkekirken

Machokristendommen er ankommet til det folkekirkelige landskab, den bløde – og det er vel mest kvindelige præster, der her tænkes på – er på retur. Fred med det, men man bliver alligevel glad, når man møder andre ord og helt andre teologiske overvejelser, skriver Kjeld Holm

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

PÅ DET SENESTE har der så været en debat i Kristeligt Dagblad – eller måske rettere en kritik af dele af det grundtvigske, Grundtvigsk Forum og Vartov Valgmenighed, men også af det, man hævder er en tendens, ikke alene blandt de grundtvigske, men generelt folkeligt og kirkeligt.

En kritik af blødheden og tolerancen. Der tales om nåde og kærlighed, men ikke om skyld og ansvar, bliver det påstået. Og denne eftergivenhed, får vi at vide, kan betyde både kristendommens og landets undergang. Og muslimerne står klar til at overtage det hele.

Hvad er det så for et sprog, som tages i brug i denne kritik? Det er et mærkværdigt halvmilitaristisk et. Vi skal kæmpe for alt, hvad vi har kært, og en række andre sigende billeder tages i brug: fjenden i landet med videre. Så det bliver nok snart moderne igen at synge Grundtvigs krigeriske ”Sol er oppe” fra en af hans norrøne perioder, her 1817: ”Vågner, vågner, danske helte!/ springer op og spænder bælte!”.

Det vil nok glæde integrationsminister Inger Støjberg (V), der jo både roser sig af sin grundtvigske baggrund og er med til at indvie et Odin-tempel. Men tvisten mellem Odin og Kristus er jo før i vores historie blevet slettet.

Ordene er nok lidt andre, men hvis man kan betegne det som en teologisk debat, så er den ikke ny, den er stereotyp og ufolkelig, af hvilken grund de fleste sikkert også er rystende ligeglade. Machokristendommen er ankommet til det folkekirkelige landskab, den bløde – og det er vel mest kvindelige præster, der her tænkes på – er på retur. Fred med det, men man bliver alligevel glad, når man møder andre ord og helt andre teologiske overvejelser.

Det skete den 4. august i Kristeligt Dagblad i et interview med sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, der har sat sig for at genopdage og nyformulere, hvad han kalder ”det kristne gæstfrihedsbegreb”. Gæstfrihed har jo mildt sagt ikke været et væsentligt begreb i den kirkelige dogmatik og slet ikke i en dansk sammenhæng, men derfor kan det godt være centralt. Nymann Eriksen argumenterer godt og gedigent teologisk for begrebets uundværlighed.

Dermed er han på linje med væsentlige religionsfilosofiske overvejelser gennem mange år, formuleret af en af de mest betydelige tænkere i nyere tid: den litauisk-franske tænker Emmanuel Lévinas (1906-1995). Herhjemme i flere omgange introduceret af Peter Kemp, som i 1992 skrev en hel bog om ham, og som sidenhen i essaysamlingen ”Den hvileløse tanke” med vægt demonstrerer et alternativ til machoteologien.

På linje med Nymann Eriksen peger Lévinas på etikken i Det Gamle Testamente, hvor grundlaget er omsorgen for enken og den faderløse. Men hvordan erkender man grundlaget for denne etik? Lévinas (og Kemp) peger på det menneskelige ansigt. ”I mødet med ansigtet opdages enhver anden som anden: én, der er ligesom jeg, – og dog én, der er en helt Anden.” Der er her tale om en universel etik, der også er hinsides religiøse forskelle, for den beror på erfaring og ikke dogmatiske læresætninger.

Min polemiske front her er, hvad man kan kalde den dogmatik, hvor etikken er glemt eller udelukket, hvor det mere end noget andet handler om at beskytte sig selv, sit land, sin religion. Det kan vi alle blive nødt til, og sådan er det, men at lave teologi på den mulige nødvendighed tenderer både mod det patetiske og ynkelige. Eller man kan også udtrykke det på den måde, at teologi og kristendom ikke først og fremmest handler om negative forpligtelser, men om de positive.

I sit uforglemmelige teaterstykke ”Fra regnormenes liv” digter Per Olov Enquist om et møde mellem de usikre og sårbare, H.C. Andersen og tidens dominerende åndsperson og kritiker Johan Ludvig Heiberg, der belærer Andersen om det konstante i kunsten, som ”arkivmeteren”, meterstokken, der opbevares i Paris og er kriteriet for ethvert mål. Andersen lytter opmærksomt og vil så gerne leve op til Heibergs holden fast i uforanderligheden. Men han kan ikke. Fantasien tager magten, viljen til at formulere det nye og uventede.

Analogien siger ikke det hele, men måske er der for mange i den teologiske debat, der ligner Heiberg, og for få, der minder lidt om H.C. Andersen eller dennes samtidige Søren Kierkegaard, der også nægtede at gå i takt.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i social-videnskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye