Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Macron dyrker revolutionens paroler. Men han har glemt, hvad de betyder

Den franske præsident Emmanuel Macron bør finde mere end fest og farver frem fra Den Franske Revolution, hvis han vil genvælges og undgå gule veste i gaderne, skriver dagens kronikør

Frankrigs præsident lægger som del af sin valgkamp vægt på den franske revolutions værdier: frihed, lighed og broderskab. Men har han styr på, hvad de egentlig betyder?
Frankrigs præsident lægger som del af sin valgkamp vægt på den franske revolutions værdier: frihed, lighed og broderskab. Men har han styr på, hvad de egentlig betyder?. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Frankrigs præsident Macron forsøger i disse dage at sikre genvælgelse i en sky af symboler fra den store Franske Revolution: trikoloren, marseillaisen og frihed, lighed, broderskab er på plads, som var det den 14. juli og Bastilledag - hver dag.

For om nogen har han forstået at italesætte sig selv som revolutionens arvtager. Og med god grund. Revolutionens idealer om frihed, lighed og broderskab er grundlaget for vores selvforståelse i Vesten. Vi anerkender menneskets frie vilje og evne til at træffe valg i eget liv; vi er de oplyste, de sekulære, de moderne, der står på skuldrene af den sejrende revolution fra 1789. 

Denne artikel er en del af en serie:

Valg i Frankrig
Gå til seriesiden

Men måske skulle Macron kigge et par år eller tre længere frem i revolutionens historie i en tid, hvor demonstranter brænder biler af på Champs-Élysées. De er ikke enige om ret meget andet end den fælles frustration over manglende frihed til at vælge, vreden over den økonomiske ulighed, og hadet til elitens lukkede broderskab.

En sådan demokratisk krise gør det svært at finde løsninger på andre kriser. Tiden løber ud for Parisaftalens klimamål, politikerne må handle: Men det var netop den ulige fordeling af byrden ved afgifter på benzin og diesel, der antændte den franske protest.

I 1789 var det manglen på brød. Kongen blev afsat, og de frie borgere gik til valg: Men en borger var mand, fyldt 21 år, han måtte bo i en by for rent praktisk at komme til et valgsted – og valgdeltagelsen var på 7 procent. Det var altså ikke det repræsentative demokrati, der gav folket politisk indflydelse.

Og hvem var folket? I traditionel historieskrivning er det slagkraften bag revolutionens store ledere, en uorganiseret hob uden egne politiske mål. Først i det 20 århundrede begynder marxistiske historikere at interessere sig for den.

I "The crowd in the French Revolution" undersøger Georges Rudé den revolutionære mængdes sociale sammensætning ud fra blandt andet politirapporter fra revolutionens første år. Albert Soboul stiller i "The parisian sansculottes of the year two" skarpt på sektionernes militante. Sansculotte (uden knæbukser) blev brugt nedsættende om arbejdende folk i lange bukser. De revolutionære tog navnet til sig og gjorde det synonymt med den politiske aktivist.

Den nye kalender havde monarkiets fald i 1792 som år ét. På den tid var Paris inddelt i 48 sektioner, hvor borgerne havde adgang til at diskutere politiske emner og vælge den lokale revolutionskomite. Afstemning foregik ved håndsoprækning, da man anså hemmelige afstemninger som fordækte, og idéen om, at magten lå hos folket, var helt konkret: Man var i sin gode ret til at tage den tilbage, hvis de valgte repræsentanter ikke forvaltede den tilfredsstillende. Det førte til to store opstande i maj og september 1793 båret af både sociale og økonomiske krav, tilsat kravet om enhver borgers ret til at bære våben. De Væbnede Sektioner havde egen slagorden, som langt mere end en sammenstimlet hob lignede en hær.

På et vigtigt punkt tager de marxistiske historikere fejl: Sansculotterne var ikke en klasse. Nogle var håndværksmestre, andre ejede en lille butik, de fleste var ufaglærte, der levede fra hånden til munden som en slags bymæssige daglejere. Det var ikke identiteten som arbejdstagere, der bandt dem sammen, og sansculotterne ønskede heller aldrig at afskaffe den private ejendomsret. Deres ideal var landsbyfællesskabet med fælles ret til produktionsmidlerne. Sektionernes lokale selvforvaltning giver mindelser om 1920´ernes og 1930´ernes sydeuropæiske anarkisme og står i skarp kontrast til Republikken som centralistisk stat.

Den sidste bog i en næsten kronologisk skildring er den norske historieprofessor Kaare D. Tønnesons "Sansculotternes nederlag". Fra vinteren 1794 kom sektionerne under stram statslig kontrol. Repræsentanter for regeringen fik ret til at overvære alle møder, og mistanke om ”yderligtgående aktivitet” førte til arrestation og henrettelse for ”forræderi mod Republikken.”

Revolutionskommissærerne var ikke længere på valg, men udpeget oppefra. Loftet over prisen på de mest nødvendige fødevarer, som sektionerne havde fået indført ved september-opstanden, blev udhulet af lave lønninger og en galopperende inflation. Den revolutionære regering havde mistet sansculotternes støtte: Robespierre blev buhet ud ved en offentlig tale, og flere delinger af de Væbnede Sektioner bidrog aktivt til hans fald.

Men det hjalp dem ikke. Vinteren 1794-95 blev hård i Paris. Seinen frøs til, så prammene, der forsynede byen med varer, ikke kunne sejle. Samtidig blev alle priser sat fri og kombinationen af rå markedsøkonomi og handelsblokade førte til hungersnød. I maj 1795 rejste sektionerne sig til oprør i Faubourg Saint Antoine.

Ikke siden revolutionens start var hæren sat ind mod civile, men det blev den, da man omringede kvarteret og truede med at brænde det ned til grunden, hvis ikke de belejrede overgav sig. I dagene efter blev 136 personer stillet for en militærdomstol og henrettet for anstiftelse af oprør. Syv af dem står også på listen over Bastillens erobrere. Den er tilgængelig på en almindelig googlesøgning – men deres dødsdomme kræver en lang research hos det franske nationalarkiv at finde frem. Revolutionens sejr fejres hvert år i Frankrig den 14. juli. Men hvad der skete med dem, der gjorde den mulig, fortæller vi ikke om.

Derfor er de også aldeles fraværende i præsident Macrons politiske projekt. Maj 1795 slukkede ikke bare deres håb; den afskar revolutionens arvtagere fra en historisk bevidsthed og en bredere forståelse af demokratiet, som er mindst lige så aktuel i dag.

Hélène Landemore, professor i politologi ved Yale University, beskriver i sin bog "Open Democracy" en vision for et folkestyret samfund, hvor almindelige borgere ikke må nøjes med at vælge, hvem der skal bestemme over dem, men har direkte politisk indflydelse.

De, som er afhængige af deres gamle, forurenende biler for at køre til arbejde, kan i det åbne demokrati vedtage den udbygning af offentlig transport, som vil være nødvendig for at skrotte bilerne.

Samtidig gør hun op med antagelsen om, at vores samfundsøkonomi er så kompleks, at den må overlades til eksperter. Det åbner for folkelig indflydelse også på finanssektoren, som i dag er uden for demokratisk kontrol. Med erkendelsen af, at det første moderne europæiske demokrati ikke kun var den repræsentative model, vi kender, kan vi udvide demokratibegrebet.

Vi kan sætte vores samtids krise i perspektiv og se forskelle, men også ligheder. Når folk går på gaden og kræver et anstændigt liv, er det et ekko af et historisk krav, som aldrig blev imødekommet. Revolutionens røde frihedshuer på hovederne af nutidens demonstranter i Paris er ikke bare en visuel gimmick, men en påmindelse.

Det er volden også. Og selvom vi tager afstand fra den, skal vi huske, at vold er den yderste konsekvens af et demokratisk underskud. Den bryder ud, når tilstrækkelig mange stemmer ikke bliver hørt. Dem, der engang drømte om frihed, lighed og broderskab, fik det bitre alternativ, som eftertiden fjernede fra revolutionens motto: eller døden.

Deres historie fortjener at blive fortalt. For deres skyld – og for vores egen.