Prøv avisen
Debatinterview

Mad er et effektivt virkemiddel i religiøs mobning

Ramadan-debatten er ikke første gang, madkultur bliver omdrejningspunkt for politisk opmærksomhed. Striden om frikadeller i offentlige institutioner er endnu et eksempel på, hvordan mad har været brugt som et centralt virkemiddel til at understrege en afstandtagen fra andres madkultur, mener madsociolog Jon Fuglsang. – Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

Inger Støjbergs ytringer om, at den muslimske fastemåned ramadanen kan give sikkerhedsmæssige problemer, er en virkningsfuld måde at fremmedgøre andre. Mad er en ideel måde at skabe social opdeling, mener madsociolog Jon Fuglsang

ALLES ØJNE ER VENDT mod Danmark, efter udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) udmelding om ramadanens sikkerhedsfare er gået verden rundt som en steppebrand.

Inger Støjbergs udtalelse har mødt stor kritik fra eksperter, som hævder, at der ikke er videnskabeligt belæg for sikkerhedsmæssige problemer ved fasten.

Det er ikke første gang, at mad bliver brugt som et centralt middel til at skabe social opdeling. Mad kan sågar bruges som et yderst effektivt virkemiddel i mobning og social fremmedgørelse. Det er Inger Støjbergs ytringer om ramadanen et klart udtryk for, mener mad sociolog Jon Fuglsang, der er lektor på Københavns Professionshøjskole.

”Mad kan være med til at skabe en grad af opdeling. Det bidrager til en segmentering og skaber altså et ’os’ og et ’dem’. Mad kan virke ekstremt effektfuldt til at skabe lighed, intimitet og solidaritet, men på den anden side kan den også bruges til at understrege sociale rangsystemer, samtidig med at det skaber social opdeling.

Mad kan altså både føre til sammenhold, men også mindreværd hos de mennesker, der føler sig udenfor ved ikke at blive inkluderet i et måltid eller i en hel madkultur.”

”Når man spiser sammen med andre, er der altid en form for sårbarhed forbundet med det, fordi den madkultur, man har med, siger meget om en. Ved at blotte sin madkultur blotter man også en stor del af sig selv, for mad og identitet hænger utroligt tæt sammen. Samtidig er det at spise en meget intim handling, fordi maden er noget, vi optager i vores krop, og derfor kan det være med til at skabe stærke relationer at dele et måltid.

Hvis man derimod ikke vil dele sin madkultur med en anden, eller man nægter at acceptere andres madkultur, kan det signalere afstandtagen og føre til social splittelse. På den måde kan man bruge måltidet til at distancere sig fra andre.”

”Hvis man mistænkeliggør eller problematiserer andre madkulturer, når man selv tilhører den dominerende madkultur i et samfund, kan det skabe en grad af afstand, som nogle gange får karakter af mobning. Det er det, jeg tænker, når jeg hører Inger Støjbergs udmeldinger om ramadanen som sikkerhedsfare.

Samtidig er situationen ekstra alvorlig, når man som Inger Støjberg mistænkeliggør en madkulturel højtid, fordi man slår på en del af kernestoltheden i den muslimske madkultur – både fraværet af mad i fastetiden, men også de festmåltider, der er en del af ramadanen.

Derfor kommer Inger Støjbergs kritik til at virke ekstra stærk, og det afføder en kraftig modreaktion. Det lader til, at hun er gået for vidt denne gang, i og med at også mange fra hendes eget parti har taget afstand fra hendes holdninger.”

”Diskussionen omkring halalkød i offentlige institutioner er et godt eksempel. Her opstod problemet ved de stemmer i debatten, der gav udtryk for, at de ikke kunne acceptere halalslagtning i offentlige måltider. Når halaldebatten bliver sat for meget på spidsen, kan det medføre, at nogle muslimer mister tilliden til, at det offentlige kan favne deres madkultur.

Et andet eksempel er Inger Støjbergs berømte kagebillede fra sidste år, hvor hun fejrede, at der var blevet gennemført endnu en stramning på udlændingeområdet. Denne debat blev ekstremt forstærket af, at kagen som glædessymbol signalerede en spiselig fejring af eksklusionen af ’den anden’. Ved at spise kagen tager man del i fejringen.”

”Blandt dem, der i forvejen er modstandere islam, mistænkeliggøres muslimerne uden tvivl yderligere. Inger Støjberg kritiserer desuden her det sted, hvor muslimer gør sig allermest umage i forhold til madkulturen. At faste er en bedrift og kræver stor viljestyrke, så mistænkeliggørelsen kan skabe nogle meget stærke følelser.

Overordnet skaber Inger Støjberg en stærk følelsesmæssig kommunikation ved at inddrage maden på den måde, hun gør. Samtidig understreger hun nogle kulturelle forskelle ved at fokusere på madkulturerne, der er på spil, og hun får dem til at fremstå som uforenelige.”