I en større sammenhæng skriver jeg dette, få dage efter at jeg har fejret min 50-årsfødselsdag, og få måneder efter at min søn fyldte tre år. I en mere snæver sammengæng falder disse ord også, efter at jeg netop har forhandlet en aftale på plads med min søn, der endte således: ”Ingen chokolademad, før pølsemaden er spist.” En tredje faktor er også, at jeg som ung var så syg, at jeg i mange år slet ikke skænkede det en tanke, at jeg en dag ville blive 50 år. Jeg har spildt alt for mange tanker her i livet på den alderdom, som jeg aldrig troede, jeg ville nå til. Men nu er jeg så på vej ind i den.
Selvom jeg altid har sat pris på tyngdekraften og er overbevist om, at meget ville være noget rod uden den, så er det også med tiden blevet mere og mere klart, at den modarbejder mange af mine forestillinger om mig selv og de fysiske udfoldelser, som jeg tidligere ikke skænkede en tanke. Nu står jeg ved trappens fod og bliver træt på forskud.
Dagen efter min 50-årsfødselsdag vågnede jeg og kiggede længe på mit spejlbillede. Det er aldrig noget, jeg har gjort frivilligt, men denne gang var det, som om jeg prøvede at finde noget derinde. Måske den dreng, jeg lige syntes, jeg var, eller også spejdede jeg efter den ældre mand, som jeg hver dag vokser mere og mere sammen med nu. Jeg ved det ikke.
Den antikke filosof og livsstilsekspert Epikur skrev berømt, at der ikke er nogen grund til at gå og frygte døden. Når du er til, så er døden ikke til – og omvendt. Selvom jeg elsker Epikurs visdom, så tog jeg mig alligevel i at ryste hele min krop dér foran spejlet blot for at se, om der var noget, der faldt af. Det var ikke et kønt syn, men alt blev trods alt hængende eller siddende der, hvor det skulle, og således oplivet stod jeg og kiggede på min lille familie, der lå og sov. Det var et meget smukt og fredfyldt syn, men jeg vidste på det tidspunkt selvfølgelig ikke, at jeg snart ville ende i nogle svære pølsemads-forhandlinger.
Det mindede mig om et andet citat af Epikur, der hævder: ”Intet er nok for ham, for hvem nok er for lidt.” Det kan virke banalt, men jeg har nået en alder, hvor jeg ikke har så travlt med at skulle nå en masse ting. På sin egen facon betyder det også, at jeg er bedre til at sætte pris på det, jeg befinder mig i. Solnedgangen over Vesterhavet er smukkere, når man ikke står og bruger sin tankevirksomhed på at spekulere over, at man skal huske at nå at se solnedgangen fra Mount Everest.
Vi læser for lidt Epikur i dag. Da jeg var ung, troede jeg, at vi i fremtiden ville være på et højere niveau – at menneskeheden blev mere og mere forfinet og klog. Sådan er det jo slet ikke. Fremtiden er blot anderledes, men ikke nød vendigvis bedre. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche skrev meget sandt, at vores visdom steg med Epikur, og at den sidenhen er gået 1000 skridt baglæns.
Det er selvfølgelig Søren Kierkegaard, der på fornemmeste vis har beskrevet, at lykken ikke handler om alt det, vi leder efter, men om alt det, vi kan få, hvis vi vælger at leve i modtagelighed for alt det, Gud lader falde i vores hjerte af glæde, hvis vi vil se det og modtage det. I ”Enten-Eller” skriver Kierkegaard: ”Lykkens dør den går ikke indad, så at man ved at storme løs på den kan trykke den op; men den går udefter, og man har derfor intet at gøre.”
Jeg bilder mig efterhånden oftere og oftere ind, at mit sind er blevet mildere og mindre rastløst med tiden. I al fald har jeg ofte ønsket, at mit yngre jeg kunne opleve noget af den ro, som jeg meget nemmere finder i dag. Hvorfor havde du så travlt? Det har jeg ofte spurgt mig selv om, og selvom det indimellem er sin sag at følge med en treårig, så er jeg glad for, at jeg var en moden mand, før jeg blev far. Ellers er jeg bange for, at jeg ville have hastet forbi den nydelse, som lå lige der foran mig i sengen og sov.
Det kan virke mærkeligt, men mit råd til min søn er at blive gammel i en fart.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.