MARTIN ØSTERGAARD, hvorfor er der så meget debat om filmen ”En frygtelig kvinde”?
Jeg tror, det er, fordi filmen rammer noget hos både mænd og kvinder. Filmen er provokerende, og instruktøren Christian Tafdrup provokerer, når han i medierne siger, at alle kvinder er som kvinden i filmen.
Hun opfører sig, som om hun ikke kan lade være med at pille manden fra hinanden. Det er nærmest psykopatisk, hvilket understreges, når hun flere gange kigger medvidende ind i kameraet og ind i øjnene på beskueren. Filmen siger, at sådan oplever mænd kvinder, og det kan virke stærkt.
Har filmen sat kvinderollen på spidsen, eller kan du selv genkende den frygtelige kvinde?
Jeg kan sagtens genkende mange af tingene, og på den måde er det jo en frygtelig film, der er ubehagelig at se. Man sidder og griner, men det gør jo ondt samtidig. Jeg kan personligt genkende det med langsomt at føle, at ens ting bliver cyklet ud på sidelinjen, at man nærmest skærer bollerne af sig selv og fjerner noget, man er glad for, fordi man gerne vil gøre kvinden glad.
Professionelt kan jeg også sagtens genkende den frygtelige kvinde. Men det er vigtigt at sige, at der også findes mænd, som er sådan. #MeToo-forløbet handler om mænds overmagt på arbejdet, hvor man kan sige, at kvinderne traditionelt har haft magten i hjemmet.
Det er et ældgammelt kønsrollemønster, hvor mændene har været ude og skaffe pengene, og derfor har kvinderne haft dominans i hjemmet.
Derfor er det for kvinden måske mere naturligt at sige, at her skal vinkaraflen stå, så kan dit pibestativ ryge ud. Hjemmet har været hendes domæne. De roller trives i bedste velgående, men samtidig gør de ikke, for vi skriver jo 2018 nu, og mænd er blevet opdraget til også at udvikle feminine kompetencer, ligesom kvinder er blevet opdraget til at udvikle maskuline kompetencer. På den måde er der i øjeblikket frit spil, og alt vælter rundt.
Er det derfor, vi nu ser en film som denne og hele #MeToo-bevægelsen?
Ja, det er en naturlig reaktion på kvindefrigørelsen, og man kan se filmen som en kæmpe kærlighedserklæring til kvinder, som har skreget på nærvær og tilstedeværelse fra mændene. Her har vi en mand, der med denne film tør sige fra og sige, at han ikke kan lide, når kvinder er på den måde.
En kærlighedserklæring?
Ja, for filmens budskab er jo netop at sige fra over for kvinderne og give dem det modspil, de søger, når de piller mandens selvværd fra hinanden. Kvinden siger i filmen, at han ikke længere er den selvstændige mand, hun forelskede sig i, fordi han har ladet hende pille ham fra hinanden.
Men hvorfor får manden i filmen ikke sagt fra? Hvorfor får hun lov til at mase ham?
Han tænker, at han gerne vil indgå kompromis for at imødekomme hende. Fejlagtigt tror han, at hun også vil indgå et kompromis på hans ting. Hun siger, at han skal tage sin plads, for ellers gør hun det, og det har hun jo ret i.
Mænd er opdraget til ikke at slå på kvinder eller børn, det handler om det rent fysiske, men det handler også om ikke at sige fra over for kvinder eller korrekse dem eller sige, hvad de vil have. Det er en voldsom hæmning i mange mænd, som vi skal gøre op med.
Vi skal turde stille krav til kvinderne og fortælle, hvad vi vil have. Det er også forretning. Kvinder ser mere forretning i kærlighed end mænd, hvor mændene måske er mere romantiske. Mænd har ikke fattet, at privatlivet også er en kampplads. De tror, at de kan komme hjem og tage rustningen af, og så er der en, der synes, det er hyggeligt.
Mænd skal mande sig op, og kvinder skal blive klar over, at de beskæftiger sig med eremitkrebs, der lige er kommet ud af sneglehuset.
Er det klynk, når manden i filmen føler sig mast, eller er filmen udtryk for en overset form for psykisk vold?
Ja, det er da klynk, men en del handler også om at vende kikkerten om og se på manden. Han har også et ansvar for at markere sig og sige fra, når hans grænse er overskredet. Det gør han også lidt til sidst, men mænd har en tendens til at pibe, hvis kvinder markerer en styrke.
Derfor er det mænds forpligtelse at finde ud af, hvem de er. Mænd er blevet bedre til at sige fra end tidligere, men man kan altid møde sin overmand, og så står man der med følelsen af at miste sig selv lidt, og det er svært at sige fra. Og så klynker man.
Vi er midt i #MeToo-bølgen – hvad siger det om vores tid, at vi diskuterer kønsroller på denne måde og forsøger at gøre op med dem?
Det siger noget om, at vi er blevet mere opmærksomme og bevidste om, hvad vi gør med hinanden, og vi er mere nøjeregnende med omgangsformen.
Det private har været politisk siden 1970’erne, men er blevet det på en mere raffineret måde siden.
Det siger noget om både filmen og om #MeToo, at vi på mange områder har langt igen. Der er mange, der ikke har fattet alvoren af det, de foretager sig, men det er der nu gudskelov nogle, der kan mærke og gør opmærksom på.
Ligesom det er vigtigt, at nogle sender vidnesbyrd hjem om, hvad der foregår i Syrien, er det vigtigt, at nogle sender vidnesbyrd om, hvad der foregår på arbejdspladser og hjemme i privatsfæren. Det er vigtigt for det store socioøkonomiske billede, og det er glimrende, at der nu bliver renset ud.