I DET NETOP FREMLAGTE ”Enighedspapir om obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre”, som regeringen og en række af Folketingets partier er nået til enighed om, er der en række ting, der må undre. Hvad er det egentlig, præster, imamer og andre forkyndere skal lære på sådan et kursus?
Som medlem af en evangelisk-luthersk frimenighed må jeg i hvert fald tilstå, at visse ting forekommer mig at være bemærkelsesværdige.
Jeg tror, ganske mange frimenighedspræster her i landet vil føle det malplaceret, når de skal undervises i ”samspillet og modsætningerne mellem dansk ret og danske traditioner på den ene side og religiøse normer og sædvaner på den anden side”, da de for det første ikke blot er født og opvokset her i landet, men også har deres rødder her mange generationer tilbage.
For det andet har regeringen selv meldt ud, at Danmark er ”et kristent land”, og vi har en folkekirke, som ikke blot ifølge Grundloven understøttes økonomisk, men helt generelt understøttes af staten.
Det udelukker naturligvis ikke mulige modsætninger mellem kirke og stat, men disse modsætninger er ofte netop en del af dansk kultur. Netop modsætningerne mellem grundtvigianere, liberale og missionsfolk er en vigtig del af Danmarks historie. Det kan de teologisk uddannede af frimenighedspræsterne måske så lære deres undervisere om.
DE GUDELIGE vækkelser fra slutningen af det 18. århundrede og frem blev med deres kamp for åndsfrihed netop en af milepælene i den danske religions- og ytringsfrihed, som også hører til pensum.
Dernæst skal der undervises om ”ligestilling mellem kønnene og frihed til seksuel orientering, ikke-diskrimination og kvinderettigheder”. Nu står der intet i enighedspapiret om, hvad det er, kursusdeltagerne skal lære om disse emner, men mon ikke de skal lære, at mænd og kvinder skal have samme muligheder, og at hetero-, bi- og homoseksuelle alle skal behandles ens?
Her er der blot det interessante, at der i et trossamfund af gode grunde ikke kan være en total ytrings- og religionsfrihed. Et trossamfund har netop grænser for begge og kan ekskludere medlemmer, der ikke er i overensstemmelse med menighedens grundlag.
Dette anerkendte staten ikke blot muligheden for, men også nødvendigheden af, da man i 1992 vedtog Lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager, ligesom Lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning i paragraf 2, stk. 2 fastslår, at religionsfriheden heller ikke gælder for de almindelige medlemmer, hvis de ønsker at forblive i folkekirken.
På samme måde er det fastsat i en bekendtgørelse angående ligebehandlingsloven fra Kirkeministeriet fra 1978: ”Præstestillinger i folkekirken og dertil svarende stillinger inden for trossamfund undtages fra lovens område.”
Endelig er det fastsat i ritualet for vielse af homoseksuelle par, at ”præster, der af teologiske grunde ikke ønsker at anvende det, er fritaget fra at bruge det”.
Det er altså i folkekirken med statens godkendelse tilladt at forskelsbehandle mænd og kvinder i visse situationer, ligesom det er tilladt at forskelsbehandle på baggrund af seksuel orientering i visse tilfælde, og religionsfriheden er inden for det enkelte trossamfund begrænset.
Derfor går jeg ud fra, at man på de obligatoriske kurser vil give fyldestgørende undervisning, så man oplyser om frihedsrettighederne, når man underviser i loven. Ligeledes at det naturligvis fortsat vil være inden for lovens rammer ikke blot at redegøre for baggrunden for disse rettigheder, men også at undervise sin menighed i, at homoseksuelt samliv og kvindelige præster er i modstrid med Guds vilje, uden at dette har negativ indflydelse på en ansøgning om vielsesmyndighed.
Ellers må man i hvert fald også fratage folkekirken vielsesmyndigheden.
Søren Stidsen, cand.theol., Vestermøllevej 4, Trige