Prøv avisen

Magt og almagt

den 25. september lader Jakob Wolf i hårde vendinger over for Lars Sandbeck forstå, at det er absurd og ukristeligt at ville påstå, at Gud ikke er almægtig. Hvis man ikke deler denne opfattelse, som skal gå tilbage til Det Gamle Testamente, gør man grin med Gud. Foto: Unspecified

Gør Det Gamle Testamente så grin med Gud?

I SIT INDLÆG tirsdag den 25. september lader Jakob Wolf i hårde vendinger over for Lars Sandbeck forstå, at det er absurd og ukristeligt at ville påstå, at Gud ikke er almægtig. Hvis man ikke deler denne opfattelse, som skal gå tilbage til Det Gamle Testamente, gør man grin med Gud.

Wolf støtter sin mening med store autoriteter, ikke kun kristendommen og Luther, men også og åbenbart mindst lige så imponerende Ordbog over det danske Sprog og sprogfilosoffen Wittgenstein.

LÆS OGSÅ: Klædt ud som Gud. Begrebet almagt findes ikke i Bibelen

Jeg vil påstå, at i så fald gør Det Gamle Testamente grin med Gud. Her er Gud ikke almægtig. Han er mægtig: Han kan bestemme en masse, som menneskene ikke selv kan bestemme, herunder regn og tørke, sejr og nederlag, velsignelse og forbandelse.

Men Gud bestemmer ikke over menneskenes bevidstheder det må de bøvle med selv. Definitionen i Ordbog over det danske Sprog tillader i øvrigt ikke mere end det; i modsætning til Wolf kendte denne efterhånden temmelig gamle ordbogs forfatter (selv ordbøger skriver ikke sig selv) åbenbart forskel mellem magt og almagt.

Jeg skal ikke her blande mig i selve diskussionen om, hvorvidt Gud så faktisk er svag (Sandbeck), meget mægtig (nok nærmest det, jeg vil mene) eller almægtig (Wolf).

Hvad jeg derimod vil kommentere er Wolfs argumentationsform. Selvfølgelig kan der være noget opmuntrende en grå septembertirsdag i en omgang forarget kætterfordømmelse og nedgøring som latterlig og/eller ugudelig af en position og en person, man er uenig med.

Det er jo efterhånden sjældent, der gås så frisk og usentimentalt til værks selv i teologiske diskussioner. Men én ting er attitudens usamtidighed, noget andet argumentationens. Det er ikke plausibelt i vore dage at argumentere med, at kristendommen eller man, en yndlingsinstans i Wolfs indlæg, har gjort eller ment dette eller hint.

Når det for eksempel om en konciliebeslutning i oldtiden hedder, at man formulerede klart på et tidspunkt, vil det i et nutidigt sprog hedde, at en gruppe biskopper og andre elitereligiøse personer i en særlig politisk-økonomisk magtkonstellation (i en tid og på et sted meget langt herfra) havde mere magt end til nogle andre biskopper og så videre, der var i mindretal, ikke så indflydelsesrige, ikke så rige.

Jo, det var gode tider, dengang man kunne smide andre ud af kirken, fordi de mente noget forkert.