Den verdensberømte engelske skuespilforfatter William Shakespeare blev født i 1564. Han døde den 23. april 1616. Sidste år ved denne tid var der derfor anledning til at markere, at det var 400 år siden, han i fysisk forstand forlod denne jord.
Men åndeligt talt har Shakespeare aldrig forladt os. Det vidnede sidste års utallige bøger, avisartikler, radioudsendelser, tv-serier, film og teateropførelser om. Lørdag aften viste DR K os, hvordan Det Kongelige Teater greb markeringen an.
I Peter Langdals utraditionelle iscenesættelse og instruktion, med Tommy Kenter som på én gang magtfuld og magtesløs hovedperson, fik vi en stærkt koncentreret udgave af Shakespeares måske mest berømte drama ”Kong Lear”. En forestilling om ”magtens forgyldte døgnfluer”.
Da selve stykket varede i lidt over to og en halv time, var der ifølge Peter Langdal tale om en halvering af dets oprindelige længde. Det var der i sig selv ikke noget usædvanligt ved. Shakespeare har altid indbudt til fortolkende reduceringer og meddigtende dramatiseringer.
Peter Langdal fik i en pause alt for kort tid til at sige noget om, at ”Kong Lear” er en slags Shakespeare-bibel. I det kolossalt meget omfattende skuespil kan de fleste af Shakespeares skikkelser og temaer findes. Det fortjente seerne at få konkrete eksempler på, men det fik de ikke.
Der råder i mange medier en mærkværdig modvilje over for det, der tit negativt omtales som højskolemanerer. Vi må endelig ikke blive klogere. Uh ha, det kunne jo også få karakter af prædikener, hvis man for åben skærm belærte os om det udsendte.
At debattere det, vi netop havde oplevet i fællesskab, ville have været særlig oplagt i lørdags, fordi tv-optagelsen var præget af så dårlige akustiske forhold, at en del replikskifter blev uforståelige. Heldigvis rådede mimik, kropssprog, kostumer og scenografi bod på det.
”Ingenting kommer af ingenting”, sådan lød en finurlig replik flere gange i ”Kong Lear”. Om den djævelske intethed handlede sognepræst Lis Samuelsens prædiken passende nok også under P1’s højmesse fra Sorø Klosterkirke i går.
”Vi er rationelle og derfor kan dagens tekst være svær at sluge”, sagde Lis Samuelsen og pointerede, at det onde både som person og begreb står for en destruktiv vilje, ”som intet vil opnå, men tvært imod vil opnå intetheden”. Fortielsen er djævlens virkefelt.
Lis Samuelsen henviste til både Søren Kierkegaards oplevelse af ”Mefisto”, som den legemliggjorte ondskab i Det Kongelige Teater og til digteren Søren Ulrik Thomsens berømte essay, ”Derfor tror jeg på djævelen”.
Kirkegaard havde set ondskaben legemliggjort, Thomsen havde overværet et udslag af en dyremishandlings uartikulerede ondskab.
Intet kan være så dræbende som tavshed. Som Johannes Møllehave også har påpeget det: ”Det stumme hører til dæmoniens væsen”. En af djævelens største gerninger finder sted, når vi lader os overbevise om, at han ikke findes.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder