Prøv avisen
Debat

Poul Joachim Stender: Stikkersamfundet dræber debatkulturen

Tidligere på året skrottede forhenværende skatteminister Morten Østergaard (R) den omstridte anonyme sladretjeneste, hvor borgere digitalt kunne anmelde hinanden for sort arbejde og socialt bedrageri. Men Danmark er stadig et stikkersamfund, skriver Poul Joachim Stender. Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup

Overvågning i det offentlige rum, elektroniske spor på internettet og anonyme anmelderknapper, hvor man kan anklage sin nabo for socialt bedrageri, er eksempler på, at Danmark er blevet et stikkersamfund. Og det dræber debatkulturen, skriver præst

DANMARK ER BLEVET et stikkersamfund. Vi stikker hinanden som aldrig før. På kommunernes hjemmeside kan man klikke på en lille anmelderknap, hvis man mistænker nogen for at snyde de offentlige myndigheder.

Det lyder fornuftigt, at man på den måde kan inddrage flere skattekroner til fællesskabets glæde. Men på den anden side har det skabt et samfund, som minder om det gamle Sovjet eller Østtyskland. Ikke bare kan vi stikke hinanden anonymt. Vi accepterer også, at vi på offentlige gader og stræder overvåges af kameraer, at vore elektroniske spor kan følges på internettet, og at vi dårligt kan henvende os til en instans uden at skulle udlevere vort personnummer.

STIKKERSAMFUNDET er også gået ud over debatkulturen. Inden for den seneste måneds tid er jeg blevet anmeldt et par gange til min biskop. Først af en kvindelig præst, der blev rasende over, at jeg i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad hævdede, at danske mænd var blevet nogle tøffelhelte, og at de feminine værdier har taget overhånd i børnehaver, skoler og kirker. Så blev jeg anmeldt af nogle præster, der ikke brød sig om, at jeg, i DR Kirkens adventsgudstjenester, midt blandt køer i en stald, brugte komælk i nadverkalken i stedet for vin eller Ribena-saft.

Fint nok at det, man som person gør og siger, vækker modsigelse. Enhver debattør og præst har mere end godt af at få kritik. Men hvorfor vælger man ikke den offentlige debat? Hvad er det, der gør, at mange fortrækker at anmelde frem for at debattere? Eller handler det slet ikke om sagen eller om indignation? Men at anmelderne over for de rette personer, kommune, arbejdsgiver, politi, vil vise deres korrekthed, retfærdighed og rettroenhed?

I min skoletid var der en uskreven regel om, at man ikke sladrede til de voksne. Hvis noget blev for voldsomt i skolegården, gik man kun yderst sjældent til gårdvagten. Og gik man til gårdvagten, kunne man risikere at blive afvist. Gårdvagten brød sig ikke om, at man sladrede.

Eftersom jeg ikke lever i Sovjet eller Østtyskland, kunne det være fantastisk at diskutere feminine og maskuline værdier. Eller hvad forskellen er mellem komælk i en nadverkalk og noget rødt ribssaft. Vi lever jo i en tid, hvor de fleste kirkefolk er blevet bange for at bruge god, stærk vin, fordi alkoholprocenten overstiger kirkegangsprocenten. De hælder derfor alt muligt alkoholfrit i kalken. Men diskussionen om sådanne og mange andre emner er desværre i fare, fordi alt for mange er blevet whistleblowers frem for debattører. Snart får folkekirkens hjemmeside sikkert en knap, hvor præster og menighedsrådsmedlemmer anonymt kan anmeldes.

Jeg tænker: Når det er sådan i kirkens verden, gad vide hvor slemt det så er i andre erhverv? I mit fag har vi i det mindste et forbillede. Gud! Han ved alt. Men sladrer ikke!