Vi er flyttet. Fra en lejlighed på Frederiksberg til en præstebolig i Odense, ved Fredens Kirke på Skibhusvej. Jeg er ikke opdraget med at flytte. Hvorfor skulle man, når man er glad for at bo, hvor man gør?
Min kone, som er runden af militærfolk, er derimod vant til at flytte, som man er i denne verden. Man er jo nødt til at flytte sig efter, hvor der er krig, eller hvor man kan øve sig på at føre krig. Og det er i den grad gået hende i blodet, at hun får urofornemmelser, når hun har været tre-fire år det samme sted.
Noget sådant forstod jeg ikke, men jeg har lært at sætte pris på det. Man får ny energi, ser nyt på tingene ved at få et nyt job og en ny bolig. Går man lidt længere tilbage, viser det sig, at min fars familie har gjort det samme. Min farfar har faktisk boet på den vej, vi nu bor på, nemlig Skibhusvej i Odense. Det var jeg ikke klar over, da min kone søgte embede i Odense. Men det giver en vis tryghed og fortrolighed, for jeg må jo have været her før, i en nu glemt fortid. Min kones egen far og mor er vokset op på sideveje til Skibhusvej. Det er lige ved, at man tror på en højere førelse.
Min farfar og farmor har boet utallige steder. I min fars tidlige barndom på Lolland, men så tog man mod til sig og emigrerede til Fyn, og også her flyttede de fra sted til sted, for Georg William, som min farfar hed, havde ingen ro på sig. Han var også handelsmand, og rygtet går, at når folk roste hans og Karolines smukke møblement, for eksempel i soveværelset, spurgte han, hvor meget de ville give for det, og derfor kunne det meget vel være, at soveværelset var tomt for møbler, når min farmor kom hjem fra indkøb. Han havde gjort en god handel og solgt det hele. Måske var det derfor, at min far satte en ære i aldrig at handle eller prutte eller på anden måde at fedte med tingene.
Nå, tilbage til mit nye liv. Tine, min kone, er blevet præst ved en stor og flot kirke i Odense, Fredens Kirke, som blev færdigbygget omkring 1920, hvor vi fik Sydslesvig tilbage. Heraf navnet. Kirken er let genkendelig, for det er Grundtvigspå Bispebjerg i København i knap halv størrelse. Samme arkitekt, Klint, som her øvede sig, inden han kastede sig ud i sit livs opgave.
Lige uden for døren ligger en meget stor kirkegård. Smukt vedligeholdt og et dejligt rekreativt sted. Men man føler sig lidt ensom, for der er langt mellem gravene. Det skyldes flere ting. Dels forholdsvis mange anonyme grave, dels at mange helst vil ende deres jordiske liv i havet eller andre steder, hvor det er svært at sætte en sten. Og endelig betyder det også noget, at man for urnegraves vedkommende som regel tegner sig for en kort tid, for eksempel 10 år
For nogle år siden kom der en udmærket lov om, at man skulle bevare særligt originale gravsten, efter at graven var sløjfet. Man har så haft nogle vanskeligheder ved at finde ud af, hvor man skulle placere disse sten. Man kan rundt om i landet se, hvorledes man næsten laver et ekstra kirkegårdsdige af hjemløse gravsten. Eller man stiller dem op som soldater i et kompagni, der marcherer fremad (selvom de naturligvis bliver stående!).
Noget af det, som kan skære én i hjertet, er, at de mange smukke sten som oftest bliver knust til skærver. Jeg har et sted en hel pose bronzebogstaver og -tal liggende, som mine børn i sin tid samlede fra et nærtliggende stenhuggeri, der havde fået enterprisen fra adskillige kirkegårde om knusning af hjemløse gravsten.
Man er sjældent klar over, at gravstenen rent ejermæssigt er arvingernes. Jeg synes, at folk langt oftere burde overveje, om ikke det var rimeligt at tage stenen hjem, hvis man har en have, hvor den kan stå og minde os nulevende om, hvem vi kommer fra.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen