VI, DER UNDERVISER på de videregående uddannelser, har i årevis oplevet, at de studerende har en bedrøvelig lille paratviden. Vi skal så at sige starte ved Adam og Eva, ligegyldig hvad vi underviser i af historisk stof på de humanistiske fag.
De rundspørger, flere aviser laver hvert år i forbindelse med mærkedage som for eksempel den 9. april, viser, at vidensniveauet blandt unge er fortvivlende lavt. Det har bidraget til en niveausænkning på de videregående uddannelser.
Derfor forstår jeg godt, hvorfor den kulturradikale historiedidaktiker Rune Christiansen har vakt forargelse i store kredse med sine udmeldinger på folkeskolen.dk den 30. marts. Ikke kun for hans indledende ord om, at ”historiefaget skal ikke handle om gamle, døde, hvide mænd”.
Rune Christiansen mener, 1) at vidensindlæring bør fylde meget lidt i historiefaget, fordi eleverne kan finde de fakta, de har brug for, på internettet, 2) at et kronologisk overblik ikke er nødvendigt, 3) at lærernes selv skal have lov til at udvælge de kanonpunkter, de vil undervise i, og 4) at historiefagets formål ”er og bør være at give eleverne forståelse for det samfund, vi har i dag”.
Jeg har ikke plads her til at diskutere samtlige problemer i Rune Christiansens synspunkter, og jeg vil blot kommentere det sidste.
JEG ER ENIG I, at det bestemt er et af fagets vigtigste opgaver at give børn og unge forståelse for den historie, der ligger bag deres samfund. Når jeg selv underviser i for eksempel britisk historie på universitetet, benytter jeg enhver lejlighed til at trække linjer op til nutiden. Det er en selvfølgelig ting for en historiker at vise historiens blanding af kontinuitet og brud.
Men det er ikke korrekt at kalde samtidsforståelse for det eneste formål. I beskrivelsen af historiefagets mål hedder det i stk. 2 og 3:
”Ved at arbejde med udvikling og sammenhænge i det historiske forløb skal eleverne udbygge deres indsigt i menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne. Herved skal de videreudvikle deres viden om, forståelse af og holdninger til egen kultur, andre kulturer samt menneskers samspil med naturen. Undervisningen skal give eleverne mulighed for overblik over og fordybelse i historiske kundskabsområder og styrke deres indsigt i kontinuitet og forandring. Undervisningen skal styrke elevernes historiske bevidsthed og identitet og give dem indsigt i, hvordan de selv, deres livsvilkår og samfund er historieskabte, og give dem forudsætninger for at forstå deres samtid og reflektere over deres handlemuligheder. Undervisningen skal stimulere elevernes evne til indlevelse, analyse og vurdering og fremme deres lyst til at formulere historiske fortællinger på baggrund af tilegnet viden.”
Historiefaget handler altså om mere end samfunds- og samtidsforståelse. Det handler også om at forstå sine kulturelle rødder og om at udvikle forestillinger, identitet, holdninger og værdier ved at beskæftige med historiske emner.
Historieundervisningens overordnede idé er altså, at historisk viden og forståelse ikke alene gør os i stand til at forstå vores samfund i dag, men også gør os i stand til at forstå mennesket som et historisk væsen, altså som et væsen, der er indlejret i en bestemt historie, men som i kraft af sin bevidsthed kan erhverve frihed til at forme sin egen skæbne og sit samfunds fremtid.
JEG KAN IKKE GENKENDE dette syn på faget hos Rune Christiansen. Jeg synes desuden, at han udviser en manglende tillid til og tro på værdien af elevernes forestillingsevne og nysgerrighed over for det fremmede og det fjerne i tid og rum.
Da jeg diskuterede disse spørgsmål med ham i ”P1 Eftermiddag” forrige tirsdag, fortalte han - indrømmet: med stort engagement - om, hvordan man kunne indvie børn i 3. klasse i kildekritik, når de skulle lære om Ertebøllekulturen.
Jeg ville aldrig selv have gjort det samme, hvis jeg var deres historielærer. Jeg ville i stedet have taget dem med på et museum eller ud til en nærliggende arkæologisk udgravning.
Christiansen er ikke selv læreruddannet. Han kommer fra universitetet og tænker i de baner, man bliver uddannet til at tænke i dér, det vil sige temmelig teoretisk og socialkonstruktivistisk.
Fortidens fakta kan man google sig til og ikke ”spilde tid på”. Hvornår Ertebølle-kulturen eksisterede, og hvor Ertebølle ligger er lige så uinteressant. Kun for den ”samfundsmæssige” og ”nutidige” betydning er historien er vigtig.
På den måde bliver historieundervisning gjort til noget overordentlig abstrakt. Noget, som ikke appellerer til fantasien. Jeg er bange for, at hvis historiefaget i folkeskolen udvikler sig i den retning, han taler for, går det sin død i møde og vil med tiden blive lagt sammen med samfundsfag. Og hvad der vil blive af kultur- og åndshistorien, kan man godt have sine bange anelser om.
Jeg ved godt, at det er op til politikerne at bestemme skolens fagrække. Men med de erfaringer, vi har fra embedsværkets maltraktering af faget KLM (kristendomskundskab, livsanskuelse og medborgerskab) på læreruddannelsen - på trods af et politisk flertal - er der ikke længere grund til at sætte sin fulde lid til Christiansborg.
Michael Böss er historiker og samfundsforsker på Aarhus Universitet